14. juli 2020
43 procent af lønmodtagere på det private arbejdsmarked vil hellere selv forhandle løn og arbejdsvilkår end via de traditionelle overenskomstforhandlinger. Billedet stammer fra en lønkonflikt for nogle år siden i Roskilde.                                                                             Foto: Hans-Jørgen Johansen
gallery icon

Se billedserie

43 procent af lønmodtagere på det private arbejdsmarked vil hellere selv forhandle løn og arbejdsvilkår end via de traditionelle overenskomstforhandlinger. Billedet stammer fra en lønkonflikt for nogle år siden i Roskilde. Foto: Hans-Jørgen Johansen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Lønmodtagere vil selv forhandle løn og arbejdsvilkår

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Lønmodtagere vil selv forhandle løn og arbejdsvilkår
Debat - 13. januar 2020 kl. 13:27
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Af Karsten Mølgaard Jensen administrerende direktør, Ase

Foråret står i overenskomstforhandlingernes tegn. Tovtrækkeriet om løn- og arbejdsforhold for flere end 600.000 lønmodtagere på det private arbejdsmarked er gået ind i den afgørende fase. Men øjensynligt er det etablerede system med centrale forhandlinger mellem fagforeninger og arbejdsgivere langt hen ad vejen ude af trit med lønmodtagerne.

Således vil 43 procent af lønmodtagere på det private arbejdsmarked hellere selv forhandle løn og arbejdsvilkår end via de traditionelle overenskomstforhandlinger. Kun 45 procent af lønmodtagerne bakker op om den nuværende model, viser en undersøgelse fra analyseinstituttet Wilke gennemført for Ase blandt godt 1000 lønmodtagere.

Den smuldrende opbakning og efterspørgslen på større indflydelse på egne vilkår og mere individuelt ansvar i forhold til løn- og arbejdsforhold er et stærkt signal til forhandlingsparterne. Ønsket om nytænkning bør tages alvorligt.

En stor gruppe lønmodtagere vil hellere selv forhandle deres løn og arbejdsforhold end være underlagt de fælles overenskomster. Derfor bør der i en fremtidssikret version af den danske model skabes langt større muligheder for og accept af individuelle aftaler mellem lønmodtagere og arbejdsgivere uden om de traditionelle og centralt forhandlede overenskomster.

Også når det gælder de øvrige store overenskomsttemaer som efter- og videreuddannelse og social dumping er lønmodtagernes tiltro til effekten af de centrale forhandlinger begrænsede. Blot 27 procent af alle lønmodtagere mener, at efter- og videreuddannelse er noget, som fagforeninger og arbejdsgiverforeninger skal forhandle og tilrettelægge mulighederne for. Således vil 60 procent hellere selv aftale efter- og videreuddannelse med deres egen arbejdsgiver, viser undersøgelsen. Uddannelse er for langt hovedparten slet ikke et relevant overenskomsttema.

Lovbestemt mindsteløn
Kun 38 procent mener, at udfordringerne med social dumping på arbejdsmarkedet skal løses som i dag via overenskomster mellem de faglige organisationer og arbejdsgiverne. Faktisk peger 39 procent i stedet på indførelse af lovbestemt mindsteløn som løsningen på social dumping. På trods af, at politikere, fagbevægelse og arbejdsgivere tuder os ørerne fulde af, at det nærmest er velfærdssamfundets undergang, har lønmodtagerne ikke berøringsangst over for den mulighed.

Det er på tide, at vi sagligt drøfter muligheden for at sikre et ordentligt økonomisk bundniveau og komme det grå arbejdsmarked til livs ved indførelse af en lovbestemt mindsteløn fremfor at fortsætte den blinde tro på frivillige overenskomstaftaler, der helt åbenlyst ikke løser problemet.

Resultaterne af lønmodtagerundersøgelsen sætter forårets overenskomster i et nyt perspektiv og bør føre til en reel diskussion om den danske models fremtid. Hidtil er bare antydningen af, at den danske model står over for mere end en »ansigtsløftning«, blevet opfattet som helligbrøde. Men reelt trænger modellen til en modernisering, både på »security-delen«, hvor Ase selv har lanceret en helt ny form for privat lønsikring, på beskæftigelsespolitikken og på overenskomstaftalemodellen.

Uanset om vi kan lide det eller ej, er den danske model under pres. På flere fronter. Den kendsgerning er vi nødt til at forholde os til i stedet for bevidstløst at kritisere budbringeren af budskabet om, at intet varer evigt - heller ikke den danske model. Ganske vist har viljen og evnen til at bygge bro over umiddelbare modstridende interesser uomtvisteligt givet såvel ro som stabilitet på arbejdsmarkedet, men lønmodtagerne på fremtidens arbejdsmarked synes at være mere individorienterede og mindre kollektivt anlagt end under det gamle industrisamfund.

Samtidig arbejder flere danskere uden overenskomst. Alene på det voksende »fremtidens arbejdsmarked« falder op mod 300.000 i den såkaldte tredje gruppe uden for de nuværende systemer, vurderede Skatterådet sidste år.

Alligevel har den traditionelle fagbevægelse monopol på at forhandle centrale overenskomster med arbejdsiverorganisationer. Det foregår hen over hovedet på de mange lønmodtagere, der ønsker at generobre ansvaret for at påvirke og forhandle egen løn og arbejdsvilkår.

Der vil helt sikkert - også i fremtiden - være en vis tilslutning til den kollektive model. Men det markante ønske blandt lønmodtagerne om mere frihed og større indflydelse på egne forhold illustrerer, at man bør stille spørgsmålstegn ved, om det er det rigtige for alle. Der bør være større personlig frihed til selv at forhandle på baggrund af det, der er aktuelt for én selv i den livssituation, man er i, og under de vilkår, man faktisk arbejder.

Veganerpartiet stiller krav om, at der skal indføres vegetar/vegansk mad i institutioner. Er det en god idé?