25. marts 2019
dddd
gallery icon

Se billedserie

dddd
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Lærerens myndighed skal tilbage i folkeskolen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Lærerens myndighed skal tilbage i folkeskolen
Debat - 22. februar 2019 kl. 11:37
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Af Morten Messerschmidt, MEP (DF)

Folketingskandidat

Utallige historier om voldelige og truende elever har afsløret et beskæmmende billede af en magtesløs folkeskole i krise. Den uacceptable adfærd rammer ikke blot andre elever. Den går også ud over lærerne, der må finde sig i vold og verbale krænkelser fra elever, der igen og igen overskrider alle grænser for acceptabel adfærd. Uden konsekvenser.

Det kom jeg til at tænke på, da jeg forleden læste en beskrivelse af skolen i Frankrig, hvor disciplin, ro og naturlig respekt for læreren må påkalde sig massiv misundelse fra danske lærere og forældre.

I Frankrig rejser eleverne sig, når læreren kommer ind. Skolens ordensreglement formaner ro, orden og lydighed. Mobiltelefoner konfiskeres på stedet, hvis eleven bruger den i timen; og kommer en elev for sent, må vedkommende vente til næste time, før man kan deltage.

Ikke en »dus-ven«
I Frankrig er der nemlig orden i skolen. Læreren er ikke en ven, man er dus med, men en autoritetsperson, som man lytter til og lærer af. Skolen er ikke en legeplads, men en læreplads. Skoledagene omfatter også motion og ordentlige måltider, og eleven får både fagligt udbytte og sunde værdier, punktlighed, ordenssans og respekt for autoriteterne. Den slags forhold kaldes af nogen nedværdigende for »den sorte skole«. Men et blik på den danske folkeskole anno 2019 gør farvekarakteristikken absurd.

Sidste år måtte Arbejdstilsynet give påbud til Præstegårdsskolen i Esbjerg, efter at selv de yngste elever havde spyttet, slået og sparket de ansatte. 75 tilfælde af vold var det blevet til igennem 2018. Allerede for 10 år siden kunne viceinspektøren på skolen fortælle til Information, hvordan man oplevede et skred i elevernes adfærd over for lærerne, der ikke længere pr. definition bliver accepteret som en autoritet. Og det er så ingenlunde et fænomen, begrænset til Esbjerg.

En undersøgelse viste i 2016, at næsten hver fjerde lærer har oplevet vold eller været udsat for trusler. Hertil kommer så alle de elever, hvis hverdag er blevet et helvede, fordi de jævnligt udsættes for vold af andre elever. Og ret skal være ret - undervisningsministeren har da også nu meldt sig på banen med en »task force«. Men er det nok?

Reelt er det den danske, frisindede og inkluderende skole, der fremstår som sort. Sort, fordi den igennem årtier har ladet eleverne i stikken ved at insistere på en flad struktur, hvor disciplin var gammeldags, udenadslære overflødig og tolerance over for enhver adfærd det rigtige. Det er denne kulturelle arv fra 68'ernes anti-myndigheds-dogmatik, som er ved at ødelægge folkeskolen og har fjernet lærerens autoritet.

I dag forlader tusindvis folkeskolen uden at kunne læse eller skrive deres modersmål, hvilket måske forklarer den udbredte angst for at gå til eksamen.

Når folkeskolen har ladet sig omdanne til et fristed for lømler og uromagere, er det ikke underligt, at undervisningen bliver derefter. Og svaret her er hverken mere inklusion, forståelse eller håndsrækning. Det er disciplin og konsekvens. Som i Frankrig. Lærerens myndighed skal tilbage.

Tiltale med hr. og fru
Vi bør efter fransk forbillede indrette et system, hvor både den uvorne og dennes forældre bærer ansvaret - ikke skolen og læreren. Det kunne passende understreges i hverdagen ved, at man i respekt rejser sig, når læreren kommer ind i lokalet; at man - som det i øvrigt er kutyme på mange privatskoler - tiltaler læreren med hr. og fru, og at det selvsagt har en konsekvens, hvis man ikke kan overholde skolens ordensregler, der ikke adskiller sig fra, hvad der på ethvert senere tidspunkt i livet vil forventes af den unge.

Det er på tide, at vi tør gøre op med den bløde pædagogiks tvivlsomme velsignelser. Hvis forældrene ikke kan opdrage deres børn, skal ansvaret ikke flyttes over på fællesskabet. Tværtimod. Så må forældrene stå til ansvar derved, at deres børn lukkes ude fra fællesskabet. Og mon ikke netop den omstændighed kan indskærpe alvoren, når man overfor den næste folkeskole skal forklare, hvorfor lille Henriette eller Hassan nu ikke kan gå på sin gamle skole?