22. februar 2020
Kompositionen er mesterlig. Gadelygten (endnu en storbyvelsignelse) til højre adskiller kvinden fra en fræk slagterhund. Naturen er her altså også, og det er nok ikke lige en hund, man skal blive uvenner med. 

L.A, Ring: Gadeparti fra Nyhavn (1884)
gallery icon

Se billedserie

Kompositionen er mesterlig. Gadelygten (endnu en storbyvelsignelse) til højre adskiller kvinden fra en fræk slagterhund. Naturen er her altså også, og det er nok ikke lige en hund, man skal blive uvenner med. L.A, Ring: Gadeparti fra Nyhavn (1884)
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: L.A. Rings vej til vores tid

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

L.A. Rings vej til vores tid
Debat - 03. februar 2020 kl. 13:26
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Af Finn Agger, cand. mag. i dansk og engelsk, foredragsholder

L.A. Ring er ikke vores bedste maler, men han er i hvert fald den mest spændende. Nu er denne form for djøfisering af vores åndsliv jo altid en farlig sag, der ikke egner sig til PISA-lignende undersøgelser. Men lad det dog være »indgangsbønnen«. Begge dele, for den sags skyld, for kan man virkelig lave hitlister over, hvad der er »spændende«, og hvad der er »godt«? Der er nogle, der er bedre teknikere end ham.Faktisk synes jeg, at sønnike, Ole Ring, har bedre styr på penslerne (og hans billeder går til gode priser). Og Krøyer er jo uforlignelig. Men der er altså nogle ting, L.A. kan bedre end andre, og det er smattede veje (f.eks. ifølge Bente Scavenius i Kunstquizen).

Der er billeder, f.eks. »Landevej ved Næstved« (1890), hvor næsten to tredjedele ikke består af andet, og der er langt op til indendørs og varme. Så inden for dansk malerkunst er han vores smatmester. Så hvorfor ikke gøre det, man nu er god til? Men han kan mere end det. Han er god til at male skel og gærder. Det er egentlig nogle, man godt kan forcere (og de er jo også møntet på dyrene). Men de er også lidt knortede, og man skal nok få en flænge i tøjet eller en rift, hvis man skal over på den anden side. Det er ikke plankeværker eller hegn, men sådan lidt bøvlede stykker træ, der efter de forhåndenværende søms princip er flikket sammen i al deres uorden. Så veje og hegn er dobbelttydige hos ham. Man kan finde veje, men de er smattede eller krogede, og der er hegn, men man kan komme over på den anden side.

Der er dog også noget, han ikke er så god til, og man ved, at det var det sidste, han satte på sine malerier: Mennesker og ansigter. Kunstnerkollegaen (og »kunstnerbroderen«), H.A. Brendekilde, var fantastisk, og onde tunger påstår, at det var ham, som »satte ansigter på«. De havde på et tidspunkt samme atelier (og begge havde besluttet at tage deres bynavne til sig i stedet for deres -sen). De var lidt malerkunstens svar på Lennon/McCartney, og man kunne måske også have ønsket sig, at de havde fortsat deres samarbejde, men de kom til at gå hver sin vej, og i realiteten er Rings noget kejtede ansigter slet ikke så malplacerede, som man umiddelbart skulle tro.

København i udvikling
Tag nu »Gadeparti fra Nyhavn« (1884). Ansigtet ser ud, som om det er malet på til sidst. Det virker påklistret, næsten som en maske. Men hvad er det da, hun kigger på? Butikker med alskens flitterstads, man kan tage på. Vi er i storbyen København, som den med hastige skridt er ved at udvikle sig til, og der er mange muligheder for, at man kan lege med identiteten, lave om på sit liv - f.eks. ved at købe nyt tøj. Så L.A. Ring foregriber med sin kejtede portrætkunst kamælontypen i »det senmoderne samfund«. Har hun kik på en ny maske? Det er dog nok noget uden for hendes pengepung. Hun er højst sandsynlig tyende, sådan med forklæde og indkøbskurv. Men muligheden er der, og i hvert fald varerne.

Kompositionen er mesterlig. Gadelygten (endnu en storbyvelsignelse) til højre adskiller kvinden fra en fræk slagterhund. Naturen er her altså også, og det er nok ikke lige en hund, man skal blive uvenner med. Vild og uregerlig. Måske kunne den inspirere til et eller andet? Så er der manden, hun lige har passeret, ham med »kapitalisthat«, som vi kender fra de socialistiske karikaturer. Kiggede de på hinanden? Sendte hun ham ikke blik? Måske smilte hun? Vi er jo i Nyhavn.

Bemærk de mange veje. De to går hver sin vej, og der går en sidegade ned til venstre, og vil man hurtigere af sted, kan man tage en droske som den til højre, og vil man rigtigt langt, så ligger der skibe, der kan sejle én om på den anden side af kloden. Der er mange lag i billedet - som altid hos Ring.

Ring levede i en tid, hvor det moderne Danmark blev til. Fra et traditionsbundet landsbysamfund til et moderne urbaniseret velfærdsdemokrati. Den vej har ikke været uden forhindringer. Men de kunne overvindes. For de fleste. L.A. Ring har det hele med.

Man kan finde rigtigt mange lag hos Ring: Naturalisme, symbolisme, modernitet og traditionalisme. Hør mere om det og hvordan han (og Brendekilde) bliver portrætteret i Pontoppidans »Nattevagt«, på Roskilde Bibliotek 10. februar kl. 17-18.