19. januar 2020
Jens Wollesen   SJ-MEDIER
gallery icon

Se billedserie

Foto: Jens Wollesen SJ-MEDIER
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Kulturen svigter fortællingen om Danmark

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Kulturen svigter fortællingen om Danmark
Debat - 02. januar 2020 kl. 08:42
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Af Morten Messerschmidt,
MF (DF)

Både det år, vi netop har taget afsked med, og det år, vi nu har taget hul på, har stærke aftryk af dansk kultur. I 2019 fejrede vi 800-året for Dannebrog, og til sommer kan vi glæde os over 100-året for Sønderjyllands hjemkomst. Den slags begivenheder er sammen med den øvrige historie, sproget og kulturen vort folks stamtræ. De hæver hver enkelt af os op til noget større, der forener os med både dem, vi deler tid og skæbne med, og dem, der gik før os. Det er det, der gør os til danskere. Men noget er forandret.

For 100 år siden var landet badet i dannebrogsflag, da 700-årsfesten blev holdt. Og ikke færre var flagene, da Kong Christian X året derpå kunne ride over Kongeåen. Men i 2019 var markeringerne få og symbolske. For mens kulturlivet har travlt med tiltag, så vi kan finde eller endda opfinde os selv, så er det småt med initiativer, der gør, at vi kan kende og genkende os selv. Det gælder ikke mindst i den såkaldte identitetsdebat, hvor endda Det Kongelige Teater fører sig frem i kønsforvirringens hellige navn. Først fik vi Othello som kvinde. Og så Snedronningen som mand. Naturligvis kan Det Kongelige Teater deltage i samfundsdebatten. Jeg har før rost »Scener fra et ægteskab«, hvor skuespilchefen byttede rundt på hovedpersonerne. Det gav mening, for Ingmar Bergmans skuespil handler jo netop om kønsroller. Men forvirring for forvirringens skyld er ikke kulturens opgave.

Også vores sprog er under anfægtelse. Stadig flere amerikanske udtryk vinder indpas. Ikke bare med nye ord som iPhone og Google, der jo er naturlige i forlængelse af hverdagens amerikanske hjælpemidler. Men i tv og radio bruges stadig flere amerikanske udtryk, og i stormagasinerne holder man ikke længere udsalg eller tilbyder gode slagtilbud. Nu holdes der »sale« og gives »offers«. En lang række faste ord og udtryk er i fare for reelt at blive udryddet. Og mange unge mennesker blander engelsk og dansk, så jeg efterhånden spørger, om de overhovedet ved, at de har et modersmål. Og det er alvorligt.

For bliver dansk blot et sprog som så mange andre, ja, så mister man også det naturlige tilhørsforhold til dansk litteratur, dansk historie og dansk kristendom. Alt det, som holder os sammen som folk. Og her skulle kulturen være et bolværk. Men kulturen svigter sin opgave og er mere optaget af at stille spørgsmål end give svar. Og det er et svigt. Især i en tid, hvor det er stadig lettere at rejse på tværs af grænser, er det vigtigt at vide, hvem vi er. »Vil selv du fatte dit væsens rod, skøn på de skatte, de efterlod«, skrev Johannes V. Jensen. Og dette burde netop være det ene af kulturlivets to bærende ben. På det ene ben at provokere og stille spørgsmål, men på det andet at oplyse, forklare og minde os om, hvem vi er som folk.

Lettere møde med de fremmede
Men præcis denne anden - og vigtigste - opgave, svigter kulturlivet. Det er ligesom ikke smart at være national, men fremstilles som noget indadvendt og utilnærmeligt. Og det er forkert. For mon ikke mødet med de eller det fremmede bliver lettere, hvis vi ved, hvem vi selv er? Netop når vi møder fremmede folkeslag, der er meget bevidste om, hvem de er, og hvad de tror på, står vi svækkede, fordi en lang kulturradikal tradition har ønsket, at vi ikke skal kende os selv som folk, men alene være individer. Hvad føler du dig som i dag? Dansk eller verdensborger? Mand eller kvinde? Kristen eller muslim? Frit valg på alle hylder.

I supermarkedet med frit identitetsvalg lades de svage i stikken. De ressourcestærke ved godt, hvem de er. Dem med stærke familier eller gode boglige forudsætninger har ikke svært ved at tage stilling. Men dem, der ikke er født ind i hjem, hvor der læses bøger, hvor danmarkshistorien sidder på rygraden eller hvor man går i kirke om søndagen - hvordan skal de vælge? Hvordan skal de kende sig selv?

Kulturen har svigtet
Her skulle kulturen bistå de svage. Men kulturlivet har svigtet. Det så vi ikke mindst i det forgangne år. For hvor var kulturlivet i fejringen af vores gamle flag? Hvor var Nationalmuseet? Hvor var Det Kongelige Teater? Hvor var Moesgaard, Jelling og alle de andre institutioner, som udgør rygraden af dansk kulturliv?

Til sommer får de da atter muligheden. 100-året for Sønderjyllands tilbagevenden er en kærkommen anledning til at markere og minde om, hvem vi er som folk. At vi ikke bare er nordtyskere. At vi ikke bare er skandinavere. Men at vi er noget mere. At vi har et land, hvor vi hører til og som vi har ret til. Ikke sådan at vi ser ned på eller hader andre lande, men dog at vi elsker dette vort mere end andre. Præcis som vi elsker vores far og mor. Det betyder jo ikke, at vi hader andres forældre, men blot at de nu er vore. Sådan er det også med Danmark. Derfor taler om vi om modersmål og fædreland. Fordi vi hører sammen. Og den opgave skal kulturen også formidle.