8. marts 2021
Under et besøg på Allerslev Skole i Lejre bebudede statsminister Mette Frederiksen (S), at de ældste elever kan vende tilbage i skole, når der er »fuldstændig epidemikontrol«. Men midt i en sundhedskrise er det problematisk at bruge udtryk, befolkningen ikke forstår, skriver  Louise Lindhagen.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix
gallery icon

Se billedserie

Under et besøg på Allerslev Skole i Lejre bebudede statsminister Mette Frederiksen (S), at de ældste elever kan vende tilbage i skole, når der er »fuldstændig epidemikontrol«. Men midt i en sundhedskrise er det problematisk at bruge udtryk, befolkningen ikke forstår, skriver Louise Lindhagen. Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Krisen skriger på realisme og klar kommunikation

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Krisen skriger på realisme og klar kommunikation
Debat - 11. februar 2021 kl. 07:09

Af Louise Lindhagen, cand.mag. og selvstændig kommunikationsrådgiver i SkarptSprog.dk

Efter fem ugers hård hjemmeskole kunne de yngste elever vende tilbage til deres klassekammerater i mandags. De ældre elever så misundeligt til. Imens kunne vi alle undre os over et nyt begreb i regeringens kommunikation. Under et besøg på Allerslev Skole i Lejre bebudede statsminister Mette Frederiksen (S), at de ældste elever kan vende tilbage i skole, når der er »fuldstændig epidemikontrol«.

I en sundhedskrise af coronaens kaliber er der brug for en klar og åben kommunikation. Derfor er det problematisk, at statsministeren bruger et begreb, som befolkningen ikke forstår. Samtidig eskalerer konsekvenserne af den hårde nedlukning i et eksplosivt tempo, der går ud over vores samfund, vores økonomi og vores personlige liv i en hidtil uset grad. Der er ikke brug for mere restriktiv retorik, men for, at regeringen tager ansvar for en realistisk genåbning af vores samfund, før det er for sent.

Lige nu er alle danskeres liv på en eller anden måde påvirket af nedlukningen og restriktionerne. Vi venter på en vaccine og på en inddæmning af virus. Under en sundhedskrise er folket i forvejen bange for at blive syge eller for, at dem, de holder af, bliver syge. Når statsministeren nævner en »fuldstændig epidemikontrol« uden at definere den, bliver der skabt en ny uvished. Derfor er det yderst problematisk, at statsministeren bringer det nye begreb i spil.

For hvornår kan vi forvente at få bare et nogenlunde normalt liv tilbage? Er det, når den britiske variant er inddæmmet? At andelen af positive tests skal være endnu lavere? At vaccinen skal være udbredt til en større del af befolkningen? Eller hvad skal der til?

Tiden løber fra nedlukning
De mange spørgsmål uden svar vidner om, at tiden er ved at løbe fra det værktøj, som regeringen har yndet at håndtere coronakrisen med: Nedlukninger. I pandemiens første fase var den totale nedlukning et nødvendigt onde, som vi var nødt til at acceptere, fordi man ikke kendte virus og dens sundhedsmæssige konsekvenser. Nu ved vi, at coronaen er kommet til vores samfund for at blive. Der hersker ikke længere tvivl om, at vi i mange år frem vil kæmpe mod mutationer, smittebølger og højsæsoner, som vi gennem mange år har gjort med influenzaen.

Regeringen kan derfor ikke længere handle som om, at samfundet er i en midlertidig undtagelsestilstand. Nedlukningen har en udløbsdato. Frygten for coronaen kan ikke længere i sig selv legitimere de tab, vi lider som samfund.

Regeringen kan ikke hindre børn i at være børn med leg og lærdom, uden at det får kritiske konsekvenser for deres sociale udvikling. Den kan ikke lade de unge forsømme endnu et forår, hvor de går glip af deres blomstring og går ned på deres faglighed i undervisningen på gymnasier og universiteter. Den kan ikke holde detailhandlen lukket længere, uden at især provinsbyerne vil lide under en omfattende butiksdød. Den kan ikke holde de liberale erhverv lukket og tro, at man kan undgå konkurser, sociale ruiner og elendighed, selvom pengene fosser ud af statskassen. Regeringen kan ikke kvæle kulturen og derigennem åndslivet længere. Den kan ikke forbyde folk at forsamles, for mennesker går til i isolationens ensomhed.

Som folk kan vi ikke mere.
I denne situation gør statsministerens nye begreb »fuldstændig epidemikontrol« blot ondt værre. Der er i stedet brug for at tage realistiske forholdsregler og lære at leve med epidemien, så vi rent faktisk kan leve.

Først må der findes midler, der gør det muligt at genåbne samfundet. Langt om længe er regeringen begyndt at forhandle vilkårene for et coronapas, men der er også brug for mere fleksible løsninger. Et andet værktøj kunne være at arbejde og gå på indkøb i skiftehold, så kontorlandskaber og butiksliv ikke bliver overrumplet af myldretid. Forlængede åbningstider er et tredje redskab i værktøjskassen. Endelig må smitteopsporingen og test målrettes i langt højere grad, end tilfældet er i dag.

Regeringen og virkeligheden
Regeringen må til at forholde sig til virkeligheden. Det indebærer, at man prioriterer og afvejer potentielle risici i forhold til hinanden. En nedlukning, der bænker de ældste elever i hjemmeskolen et godt stykke ind i foråret, er lige så uansvarlig som en genåbning uden restriktioner.

Som statsminister er det dog lettere at slynge om sig med tågede begreber end at forklare sine prioriteringer. Der er fortsat brug for forsigtighed. Men lige nu har vi mest brug for en regering, der tager ansvar for, at vi som samfund kommer til at leve med corona, at vi som mennesker kommer til at leve igen, og at vi kommer til at leve som mennesker.

Nu må butikkerne igen åbne dørene op for kunder. Skal du derfor ud og bytte julegaver?