8. marts 2021
Jeg har ikke tillid til, at en egenrådig statsminister med udpræget hang til at centralisere magten, med et ekstremt forsigtighedsprincip som sit vigtigste pejlemærke og med en naiv tro på total epidemikontrol evner at finde de rette løsninger, skriver Doris I. Stenver.  Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix
gallery icon

Se billedserie

Jeg har ikke tillid til, at en egenrådig statsminister med udpræget hang til at centralisere magten, med et ekstremt forsigtighedsprincip som sit vigtigste pejlemærke og med en naiv tro på total epidemikontrol evner at finde de rette løsninger, skriver Doris I. Stenver. Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Kræv friheden tilbage

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Kræv friheden tilbage
Debat - 15. februar 2021 kl. 06:31
Af Doris I. Stenver, konsulent, medlem af Venstre

Vi nærmer os årsdagen for coronavirussets officielle indtog i Danmark. 27. februar 2020 blev den første dansker diagnosticeret med Covid-19. Det blev starten på en sundhedskrise af hidtil usete dimensioner. Inden vi vidste af det, var der vendt op og ned på vores hverdag på grund af corona-restriktioner.

Der er ingen tvivl om, at de indgreb i vores personlige frihed, som den socialdemokratiske regering - med eller uden sundhedsmyndighedernes billigelse, med eller uden hjemmel i lovgivningen - dengang påførte befolkningen, var berettigede og nødvendige. Udsigten til sydeuropæiske tilstande med et overbelastet sundhedsvæsen og et stort antal dødsfald blandt de mest sårbare i samfundet var et skræmme-scenarie, som ingen ønskede skulle blive virkelighed i Danmark.

Men nu er det på tide at se tilbage og lære af de erfaringer, vi har gjort. Og ikke mindst er det på tide at indrette diverse tiltag, så de passer til en dansk virkelighed. Imidlertid er der intet, der tyder på, at det er statsminister Mette Frederiksens plan. For hende gælder det stadig om at handle ud fra et ekstremt forsigtighedsprincip, og hun stiller sågar krav om total epidemikontrol, før der kan løsnes på de restriktioner, der rider samfundet som en mare.

Restriktioner som betyder at både børn og ældre mistrives i alvorlig grad på grund af ensomhed. At kræftpatienter diagnosticeres for sent, fordi deres liv ikke prioriteres. At det private erhvervsliv ser ind i konkurser. At uddannelsesniveauet sænkes. At sunde levevaner med fysisk aktivitet hindres med deraf følgende risiko for udvikling af livstilssygdomme. Der kunne nævnes mange andre negative konsekvenser af den ensidige fokusering på pandemien.

Total epidemikontrol er utopi
Total epidemikontrol ud i al fremtid er den rene utopi. Den aktuelle corona-virus, SARS-CoV-2, muterer uafladeligt. Der er allerede et stort udvalg af varianter, som de nye corona-vacciner har varierende effekt overfor. Nye mutationer kan komme til. Det samme gælder nye corona-virus stammer. SARS-Cov-2 er den 7. i rækken. Hvornår kommer den 8. eller 9.? Også helt andre mikroorganismer kan opstå og true menneskeheden.

I stedet for at satse på den totale kontrol med mikrober, er det på tide at give borgerne større frihed og større ansvar. I Danmark har vi gode forudsætninger for at tackle en sundhedskrise som den aktuelle. Faktisk bedre end de fleste andre lande. Det har vi, fordi Danmark er et velorganiseret samfund med stor omstillingsevne. Fordi vi har et veludbygget sundhedsvæsen. Fordi vi har en effektiv overvågning og registre over snart sagt alle data, man kan forestille sig. Fordi vi råder over moderne kommunikationsmidler. Fordi vi har effektive myndigheder, som nyder stor tillid i befolkningen. Fordi vi har en veluddannet befolkning.

Alt dette betyder nemlig, at det er langt nemmere i et land som Danmark at imødegå de udfordringer, en pandemi bringer med sig. Men desværre afspejler den aktuelle strategi ikke de fordelagtige danske forhold. Og den afspejler slet ikke den kendsgerning, at vi kommer til at leve med den slags trusler for folkesundheden i fremtiden. En universel nedlukning af samfundet er ikke en holdbar strategi.

Det er på tide, at vi kræver vores personlige frihed tilbage. Og at vi stiller krav om, at borgerne bliver inddraget, når det gælder indretningen af samfundets forskellige funktioner.

Vi bliver nødt til at finde nye måder at indrette arbejdspladser, børnehaver, skoler, butikker, spisesteder, kulturinstitutioner og sportsfaciliteter på, så der tages højde for en smitterisiko. Vi bliver nødt til at bruge sundhedsvæsnets ressourcer på en anden måde. Det skal ikke være mere acceptabelt at dø af kræft end af en infektionssygdom. Vi bliver nødt til at løse de problemer, der fører til alvorlig mental og fysisk forfald blandt unge og ældre.

Jeg har ikke tillid til, at en egenrådig statsminister med udpræget hang til at centralisere magten, med et ekstremt forsigtighedsprincip som sit vigtigste pejlemærke og med en naiv tro på total epidemikontrol evner at finde de rette løsninger.

Giv dem muligheden
Jeg er til gengæld overbevist om, at det vil være gavnligt for samfundet at inddrage alle dem, der er tættest på de aktuelle udfordringer. Giv lærere, pædagoger, plejepersonale og erhvervsdrivende mulighed for at komme med ideerne. Og give dem, der kan og vil åbne op på en sundhedsmæssig forsvarlig måde, muligheden for at gøre det.

Pandemien har sat nye rammer for vores tilværelse. Det haster med at finde det rette modsvar og genvinde friheden.

Nu må butikkerne igen åbne dørene op for kunder. Skal du derfor ud og bytte julegaver?