18. januar 2020
Gitte Winkler
gallery icon

Se billedserie

Gitte Winkler
Foto: CARSTEN LUNDAGER
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Ja tak til flere lærlinge og udlændinge

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Ja tak til flere lærlinge og udlændinge
Debat - 16. december 2019 kl. 12:36
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Af Gitte Winkler, formand for Lederne Nordsjælland

Danmark kommer til at mangle hænder og hoveder de kommende år. Det gælder uanset, om opsvinget fortsætter i samme tempo, eller om farten går lidt ned.

Manglen på arbejdskraft vil kunne mærkes både på virksomheder og i det offentlige.

Der lyder lidt forskellige bud på problemets omfang afhængig af, hvem man spørger. Men flere organisationer vurderer, at der allerede i 2025 vil mangle op mod 85.000 faglærte.

Det er næsten skræmmende, hvis man tænker tanken til ende. Allerede nu må danske virksomheder sige nej til opgaver, fordi de ikke har folk nok til at løfte dem. Opgaver, som kunne have givet penge i kassen til lønninger til den enkelte og skat til gavn for os alle.

Det er ikke holdbart i længden.

Desværre har det knebet med viljen på Christiansborg til at åbne for mere udenlandsk arbejdskraft. Men der er lyspunkter. For eksempel har regeringen og støttepartierne bag finansloven netop vedtaget at udvide den såkaldte positivliste med blandt andet visse typer faglærte.

Positivlisten er en fortegnelse over, hvilke uddannelser, der giver adgang til at arbejde i Danmark for ansøgere fra lande uden for EU. Traditionelt har det primært været folk med lange uddannelser, der kunne komme hertil fra lande uden for EU, men nu åbner regeringen for, at også faglærte inden for visse fag kan komme i betragtning.

Det er et helt nødvendigt skridt. Vi er dog spændt på at se, hvordan det skal udmøntes i praksis. Partierne lægger nemlig op til, at de virksomheder, som får gavn af den udenlandske arbejdskraft, som modydelse skal oprette praktikpladser inden for samme fag herhjemme.

Vi hjælper gerne
Her er det vigtigt, at vi finder en model, der gør, at virksomhederne let og smidigt kan hente den fornødne arbejdskraft udefra. Derfor hjælper vi hos Lederne gerne med til at udforme ordningen.

Mere arbejdskraft fra lande uden for EU er bare et af de områder, hvor vi skal sætte ind. Virksomhederne skylder også at kigge indad. Det går den rigtige vej med antallet af praktikpladser, men der er stadig for få. Derfor skal virksomhederne sørge for at fortsætte den positive udvikling og være parate til at tage flere lærlinge ind og på den måde investere i fremtiden.

Det rokker dog ikke ved, at der her og nu også er brug for at få flere udlændinge med de rette kvalifikationer til landet.

I forvejen kan EU-borgere frit søge job her, men på det seneste har vi set, at østeuropæerne oftere bliver hjemme. Derfor skal vi markedsføre Danmark bedre i Sydeuropa, hvor arbejdsløsheden i mange lande er høj. Og så skal vi sørge for, at det bliver lettere at hente medarbejdere uden for EU.

Samtidig har vi brug for at ændre syn på de faglige uddannelser. Gennem årtier har gymnasiet stået som den bedste vej for unge mennesker med ambitioner. Sådan bør det ikke være. Vi ved blandt andet, at de faglige uddannelser giver gode muligheder for både at blive leder og for at starte egen virksomhed. Det skal vi blive bedre til at fortælle de unge.

I den nærmeste fremtid får vi nemlig brug for alle de dygtige faglærte, vi kan skaffe. Vi skylder alle at bidrage til at få flere faglærte ud på arbejdsmarkedet. Det gælder både virksomheder, politikere og alle os, der omgås de unge og som kan påvirke dem når de skal vælge uddannelse og karriere.