28. marts 2020
På et tidspunkt har samfundet valgt at lade lufthavnen blive overvejende en privat forretning, mens sygehusene fortsat har offentlige ejere. Er forklaringen virkelig den - så banal? Det nægter jeg at tro på, funderede Paul Gandil, mens han opholdt sig på Hillerød Sygehus.

Foto: Allan Nørregaard
gallery icon

Se billedserie

På et tidspunkt har samfundet valgt at lade lufthavnen blive overvejende en privat forretning, mens sygehusene fortsat har offentlige ejere. Er forklaringen virkelig den - så banal? Det nægter jeg at tro på, funderede Paul Gandil, mens han opholdt sig på Hillerød Sygehus. Foto: Allan Nørregaard
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Iagttagelser fra en hospitalsseng

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Iagttagelser fra en hospitalsseng
Debat - 09. marts 2020 kl. 09:47
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Af Paul Gandil
Jeppe Aakjærs Vej 6, Birkerød

Jeg, en mand på snart 70, for få dage siden rask og på rejse, nu patient indlagt på et gammelt hospital i Hillerød anbragt på en femsengsstue sammen med fire andre ældre mænd. Hvad enten vi vil det eller ej, skal vi nu deles om det meste: Om tiden, der skal gå, samtaler med personalet, samtaler i mobilen, pårørendes besøg, vores kropslyde fra begge ender, fra apparater og ikke mindst det fælles toilet, som bærer tydeligere og tydeligere vidnesbyrd, som dagen skrider frem om tilstanden i tarmsystemet hos os fem indimellem stærkt trængende mave-tarm-patienter.

Min seng bliver kørt ind på midterpladsen med et tyndt blåt forhæng som adskillelse mellem mig og herrerne i sengene til højre og venstre. Lige inden er en tom brugt seng kørt ud fra min plads, og da jeg træder ud af min seng, mødes mine fødder og blik af et lettere plettet gulv mest vist indtørret spilderi fra drikke, men også noget i andre farver, som igen efterlader mig med associationer til de særlige svage sider - os der ligger her - døjer med.

Ude på gangen ser jeg mig omkring efter et andet sted at opholde mig og får øje på et rum for enden af den lange gang. Det står »samtalerum« på et skilt. Der er lige netop plads til tre stole og et bord i det kolde rum med to vinduer på siden og et for enden, der alle efter fattig evne forsøger at skærme brugerne af rummet mod den kolde pibende vind udenfor. En stor radiator kæmper en forgæves kamp for at holde temperaturen på et nogenlunde anstændigt niveau. Men jeg vælger nu at blive her en stund, det eneste lille helle til lidt privatliv på afdelingen, selvom illusionen efter kort tid brydes af andre, der søger her hen med det samme behov.

Mere til rugbrødsmadder
Så er det spisetid. Her 12.30 midt på dagen får vi en ret varm mad, hvor vi kan vælge mellem en kød/fiskeret og vegetarmad. Jeg vælger kødretten, selvom mit system mere er indstillet på rugbrødsmadder, en salat eller andet kold frokostmad. Men det er åbenbart sådan, hos- pitalet er indrettet, ikke efter de almindelige madvaner ude i samfundet, men efter det som passer til køkkenets traditionelle set-up på en offentlig døgninstitution. Nå, men jeg løfter bliklåget over min tallerken, som er bragt frem til afdelingen på store vogne fra et køkken i en anden bygning. Hvor langt væk ved jeg ikke. Jeg ser to stykker gråt kød, hvor overfladen er præget af, at der er gået en rum tid, siden det blev halet op af gryden. Skindet på sovsen vidner om det samme. Værsgo og spis.

Jeg bemærker, hvor sensitiv jeg er, og beslutter mig på et tidspunkt for at give lidt mere slip, prøve at åbne lidt mere op for at være her med de rammer, der nu engang er. Morer mig lidt ved tanken om, at jeg er indlagt på et museum - et ægte hospitalsmuseum, en tidslomme fra 70'ernes eller 80'ernes danske hospitalsmiljøer - måske endnu ældre hvem ved! Mon jeg kan få det lige så sjovt her, som de familier i tv-programmet, der frivilligt flytter tilbage i tiden og for en uges tid skal leve, som man gjorde i 50'erne i en lille lejlighed indrettet som dengang?

Tiden stod stille
Det er, som om tiden har stået stille her, i hvert fald hvad angår de fysiske rammer samt standarder for komfort, madkultur, æstetik, valgmuligheder mv., mens det øvrige samfund har bevæget sig videre sammen med tiden og alt det, der er fulgt med. Min nylige rejse bragte mig til lufthavnen i Kastrup - en ganske anden oplevelse - alt helt i overensstemmelse med nutidens standarder for sådan et sted, ikke nogen diskrepans mellem mine forventninger som samfundsborger i et moderne vestligt samfund og det, jeg får her. Her bliver jeg betjent som rejsende ganske vist og ikke som patient - godt for det. Men i begge tilfælde er jeg bruger af samfundsinstitutioner stillet til rådighed for mig som borger blot med to forskellige behov i det ene tilfælde for transport og det andet for hospitalsbehandling. Hvorfor er lufthavnen blevet moderne og tidssvarende, mens hospitalet har stået stille? På et tidspunkt har samfundet valgt at lade lufthavnen blive overvejende en privat forretning, mens sygehusene fortsat har offentlige ejere.

Så banalt?
Er forklaringen virkelig den - så banal? Det nægter jeg at tro på. Et offentligt ejerskab er vel netop fastholdt her for at sikre et ensartet højt niveau til landets borgere i denne »liv og død-sektor«. Men hvordan det så går til, at dette fortidslevn af et sygehus stadig består og spiller en helt central rolle i behandlingen af syge mennesker i hele det nordsjællandske område, er mig gådefuldt.

O.k., den faglige kerneydelse på hospitalet, den sundhedsfaglige behandling, tvivler jeg sådan set slet ikke på, er fulgt med tiden. Men den skal altså passes ind i nogle rammer, som måske passede til hospitalsbehandling, som det foregik for 50 år siden eller mere. Det skal vi patienter som bekendt også, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad det betyder for det samlede resultat? Hvis en gourmetopskrift skal munde ud i en gourmetoplevelse kræver det vel, at kokkene har de rette køkkenfaciliteter, at tjenerne hurtigt og nemt kan servere maden og at gæsterne sidder godt i behagelige omgivelser.

Manden er gal - vil han nu kræve, at et offentligt betalt hospitalsophold skal være som en gourmetoplevelse? Er vi ovre i Poul og Fritz i Snobberne? Måske er det en dårlig parallel, men pointen er blot, at det optimale resultat kun opnås, hvis der udover de relevante faglige kompetencer også forefindes de relevante rammer og faciliteter. På mit hospitalsmuseum er manglerne så udtalte, at regionen på ingen måde kan regne med at levere en tiptop sundhedsydelse her, som vist nok er ambitionen. Hygiejnen for eksempel - en venlig rengøringsmand fortalte, at gulvet her på stuen ikke bliver vasket som sådan, men bliver fejet hver dag og så bliver der tørret op, hvis der spildes noget. Gulvet er en såkaldt »uren zone«, forklarede han. Det er vist ikke en underdrivelse. Så oplyste han, at stuens femmandstoilet og bad bliver gjort rent en gang i døgnet, men tilføjede, at hvis han kunne nå det, gik han gerne lige ud inden han gik hjem og fjernede det værste, hvis der var noget, der faldt øjnene. Hvor mange gange bliver toiletterne i vores omtalte lufthavn mon rengjort? Er det fem eller endnu flere gange i døgnet, hvis man studerer de ophængte sedler, som rengøringspersonalet udfylder med tidspunkter?

Stort madspild
Og lige en runde til om maden. Der må være et stort madspild fra denne afdeling eller i hvert fald fra denne stue, hvor jeg ser mine kammerater afvise mad, lade det gå ud og spørge efter noget andet. Det sidste er vanskeligt for personalet at tilfredsstille. Så nøjes man med noget proteindrik, noget suppe, de har på køl eller en optøet lasagne som de eneste alternativer. Men spildet er det mindste problem her, for som alle ved, er der tung evidens for, at patienters ernæring under et hospitalsophold er afgørende for det samlede resultat. Hvis det, jeg ser på min stue, er udbredt, må det bekymre.

Men der er håb forude et sted ude på gangens væg - ja, to steder faktisk, hænger der en stor plakat med en tegning af det nye supersygehus uden nogen ledsagende tekst. Hvad mon får hospitalet til at hænge dem op? Tænker de, at det måske kan være godt for os patienter her på museet at have noget at se frem til?

Hvis vi overlever det her, så bliver det nok meget bedre næste gang? Om fire-fem år. Eller er det en måde at retfærdiggøre sig på a la: Ja, vi ved godt, at det hele er noget gammelt lort, men se her - vi er i gang. Jeg ved det ikke, for der følger ingen tekst med. Hvis det er noget, informationsafdelingen på sygehuset har sendt ud, så er de da sluppet billigt om ved det. Noget imødekommende information som et respektfuldt signal til os patienter, der i dag må leve og dø i de kondemnable bygninger, kunne måske have sat hele museumsoplevelsen lidt i perspektiv.

PS: Jeg har netop udfyldt et evalueringsskema om mit hospitals- ophold, hvor jeg storroser hele personalet for deres arbejde. De er dygtige og udstråler et personligt overskud, som imponerer og rører mig.