6. april 2020
Science center på Sorø Akademi
gallery icon

Se billedserie

Science center på Sorø Akademi
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Hvorfor skal alle penge bruges før nytår?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Hvorfor skal alle penge bruges før nytår?
Debat - 13. januar 2020 kl. 13:26
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Af Bertel Haarder, MF (V)

Pludselig skulle vi købe et Steinway-flygel lige før jul. Det kostede 50.000 kr. Det var mange penge i 70'erne. Jeg sad i Askov Højskoles spareudvalg og undrede mig, indtil det gik op for mig, at de 50.000 kr. ville ryge tilbage i statskassen, hvis de ikke blev brugt før nytår!

I Forsvaret kaldte man det speedometer-udligning. Det forlød, at man klodsede køretøjerne op og startede motorerne for at få afbrændt benzinen, så bevillingen ikke blev skåret ned de følgende år.

Da jeg blev undervisningsminister i 80'erne, gik jeg til finansminister Henning Christophersen (V) og foreholdt ham det absurde i, at man ikke måtte overføre overskud til et følgende finansår. Vi skulle i stedet belønne institutioner, der sparede op. Han fik det hurtigt ændret som led i den daværende Schlüter-regerings moderniseringsprogram.

Så vidt, så godt. Nu kunne jeg rejse rundt til uddannelsesstederne og opfordre dem til at spare op. Jeg lovede dem højt og helligt, at de aldrig ville blive straffet for deres opsparing. De fik også overdraget bygningerne og muligheden for at låne, bygge og flytte uden at spørge i ministeriet. Det startede en velsignet fornyelsesproces, samtidig med at ministeriet slap for den ulidelige konkurrence om, hvem der trængte mest til byggebevillinger.

Men i 90'erne fik jeg så det første chok, da S og V pludselig aftalte at gøre det, jeg havde lovet aldrig ville ske: De beslaglagde en del af institutionernes opsparing. Stik mod mine løfter! Jeg sad i Europa-Parlamentet og kunne intet gøre ud over at brokke mig så meget, at det ikke skete de følgende år.

Næste chok fik jeg, da jeg sidste år erfarede, at statsinstitutioner nu bliver berøvet hele deres opsparing. Det, som jeg havde overtalt den tidligere finansminister til, var nu ført tilbage til den gamle forældede praksis som led i budgetloven af 2014.

Selvfølgelig skal budgetter overholdes. Det har jeg i mine 22 år som minister nidkært vogtet over. Jeg er helt med på, at budgetloven var nødvendig, og at den har fået både stat og ministerier til at overholde deres budgetter. Der har været alt for stor slaphed over for dem, der bruger for mange penge. Men hvorfor skal vi straffe dem, der bruger for få penge? Der er jo intet vundet ved at få institutionerne til at bruge flere penge end nødvendigt lige før nytår.

Det kan godt være, at de gældende regler giver en lille gevinst til staten i form ikke-forbrugte midler, der falder tilbage i statskassen. Men det beløb kan man jo hente gennem en generel beskæring. Det er ikke noget argument for at straffe opsparing.

Det hele skal ses i lyset af Finansministeriets tiltagende indblanding i detaljer, som også var til stor irritation, da jeg var kulturminister 2015-16. Måske kan man også øjne Rigsrevisionens skygge bagved.

Spurgte ikke ministeren
Det var Rigsrevisionen, der i 1992 kritiserede, at en erhvervsskole havde købt en varebil på gule plader uden at spørge i ministeriet. Men kritikken gik stik imod, hvad jeg meldte ud, dengang Folketinget vedtog at modernisere erhvervsskolernes budgetvilkår. Da nævnte jeg netop indkøb af en varebil som et eksempel på skolernes nye dispositionsfrihed. Nu kom så Rigsrevisionen og gik imod det, som vi politikere havde besluttet.

Jeg aftalte med Finansudvalgets formand, at jeg skulle komme i samråd, så vi politikere kunne slå fast, at det er os og ikke Rigsrevisionen, der bestemmer. Jeg glædede mig som et lille barn til denne afklapsning. Men ak! Kort efter kom Tamil-rapporten, som fik Poul Schlüter til at indgive hele regeringens afskedsbegæring. Og min efterfølger interesserede sig desværre ikke for sagen.

I de følgende år var der efterhånden så megen indblanding i skolernes administration, at i hvert fald én administrationschef gik af i protest. Men lige meget hjalp det.

Som integrationsminister modtog jeg to næsten samtidige rapporter om Udlændingestyrelsen fra henholdsvis Ombudsmanden og Rigsrevisor. Ombudsmandens anbefalinger blev straks sat i værk. Men Rigsrevisionens kunne ikke bruges til noget. Jeg er i øvrigt varm tilhænger af Rigsrevisionen, som optrevler og forebygger økonomiske skandaler. Men opsparingsmulighed og rimelig dispositionsfrihed hører efter min mening med til moderne ledelse.

Jeg håber inderligt, at regeringen og de blå partier mander sig op til at opstille et nyt moderniseringsprogram, der bygger på »frihed under ansvar« (titlen på Venstres gamle partiprogram). Der skal være skrappe sanktioner for at overskride bevillingsrammer og skrap revisorkontrol med udbetalinger, men større dispositionsfrihed inden for rammerne og frem for alt tilskyndelse til sparsommelighed.

Bemærk, at det, jeg beder om, slet ikke er urealistisk. Det har været gældende i mange år. Det blev indført af den bedste og mest kreative finansminister, Danmark nogensinde har haft. Han hed Henning Christophersen, var valgt i Nordsjælland og blev senere hjernen bag EU's indre marked. Selvfølgelig kan det genindføres.