25. juni 2019
Målet er, at det kun er det gule sygesikringskort, der skal op af lommen, når man får brug for hjælp. Uanset om hjælpen kommer fra lægen, psykologen eller tandlægen, skriver Pia Olsen Dyhr.
gallery icon

Se billedserie

Målet er, at det kun er det gule sygesikringskort, der skal op af lommen, når man får brug for hjælp. Uanset om hjælpen kommer fra lægen, psykologen eller tandlægen, skriver Pia Olsen Dyhr.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Hvorfor er sygesikringsbeviset nok et sted og ikke et andet?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Hvorfor er sygesikringsbeviset nok et sted og ikke et andet?
Debat - 14. januar 2019 kl. 14:46
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Af Pia Olsen Dyhr Formand for SF

Har du prøvet at forklare en amerikaner, at vi i Danmark ikke skal betale selv, når vi får brug for lægehjælp?

De kigger med store øjne og undrer sig over, hvordan det kan lade sig gøre, at vi på den ene side har fået skabt et system, hvor det ikke kan ruinere den enkelte, at man bliver alvorligt syg, og hvor vi samtidig for de fleste danskeres vedkommende er enige om, at sådan skal det være. Vi er fælles om regningen.

Det gør mig stolt over vores velfærdssamfund. Men der er stadig huller i sundhedssystemet, hvor bankbogen afgør, om man kan få den hjælp, man har brug for eller ej.

Hvis man bliver henvist fra lægen til en psykolog, træder man også over en usynlig linje. Den ene kan man tale med uden at betale, mens den anden kræver, at man har penge på kontoen. Der findes tilskudsordninger, men selv hvis man kan få tilskud, koster det omkring 340 kroner per konsultation. Det er overkommeligt for mange, mens det for andre kan forhindre dem i at få den hjælp, de har brug for.

Det samme gælder, når vi får problemer med tænderne. Vi kender nok alle lettelsen, når tandlægen siger »nul huller«. Så slipper vi for behandlingen, som kan være ubehagelig, men vi slipper også for en større regning.

Store sociale forskelle
Vi ved, at der er store sociale forskelle, netop når det gælder problemer med tænderne. At dem, der har de største problemer, også ofte er dem, der ikke kommer til tandlæge og får gjort noget ved det i tide. Derfor bliver problemerne værre, den mulige regning vokser og frygten for, hvad tandlægen vil sige, og hvor dyrt det kan blive, gør det samme.

I SF har vi et mål om at fjerne al brugerbetaling på sundhed. Det kommer ikke til at ske hverken i dag eller i morgen. Det ved vi godt. Det kræver et langt, sejt træk. Derfor tager vi hele tiden et skridt ad gangen.

Vi har kæmpet i en lang række kommuner for at sikre gratis psykologhjælp til unge. Det er lykkedes rigtig mange steder, og gennem satspuljen har vi fået indført som forsøgsordning i hele landet, at unge under 21 år kan blive behandlet gratis hos en psykolog for lettere tilfælde af depression eller angst.

Det gør en stor forskel, når der bliver taget hånd om problemerne tidligt. Derfor er vores næste mål at gøre gratis psykologhjælp til unge permanent og landsdækkende.

Samtidig skal vi hjælpe unge med tandproblemer. Det er vigtigt, at der bliver taget hånd om det, inden problemerne bliver store og uoverskuelige. Derfor er næste skridt at gøre tandpleje gratis for unge under 25 år.

Og så skal vi gøre en særlig indsats for de socialt udsatte, som ikke selv har mulighed for at betale for tandlægen og derfor meget sjældent får den hjælp, mange har hårdt brug for. Det eneste rigtige er at gøre tandplejen gratis for de socialt udsatte, så de ikke skal leve et liv med ubehandlede tandsmerter.

Kun det gule kort
Vi skal begynde med at sætte ind der, hvor der er mest akut brug for hjælp til at betale regningen. Men målet er, at det kun er det gule sygesikringskort, der skal op af lommen, når man får brug for hjælp. Uanset om hjælpen kommer fra lægen, psykologen eller tandlægen.