29. september 2021
WorldPride parader går gennem København.
WorldPride parader går gennem København.
Foto: Olafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Hvad skal al det regnbuepjat dog til for?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Hvad skal al det regnbuepjat dog til for?
Debat - 27. august 2021 kl. 08:16
Af Klaus Bondam, direktør i Cyklistforbundet, Folketingskandidat for Radikale Venstre

I de seneste uger har flere danske byer fejret Pride, og regnbueflaget har flot og stolt vajet mange steder: På busser, på hovedbanegården, på rådhuse, på facader - og på Christiansborg. Medierne har bragt artikler om LGBTI+-miljøet. Kronprinsesse Mary har, som protektor for Copenhagen 2021, der er fællesbetegnelsen for LGBTI+-begivenhederne World Pride og sportsstævnet Eurogames, overværet flere af arrangementerne undervejs, bl.a. den store internationale LGBTI+-menneskerettighedskonference.

For mange kan det være svært at forstå, hvad dette skal til for. Er det vitterlig nødvendigt at flage for og fejre noget, som de fleste fornuftige mennesker vel ikke løfter et øjenbryn over i dag?

Lad mig her prøve at forklare, hvad LGBTI+ står for, og hvad det vil sige at være LGBTI+-person i Danmark.

LGBTI+ er en fællesbetegnelse for lesbiske, bøsser, biseksuelle, transkønnede og interseksuelle personer. Det efterfølgende »+« inkluderer dem, der opfatter sig som »queer« og aseksuelle m.m.

Ingen vil påstå, at vores seksualitet, lige så lidt som vores køn, alene udgør vores identitet. Men de to ting fortæller alligevel både os selv og omverdenen en hel del om, hvem vi er, og hvad udgangspunktet i vores individuelle liv er.

Og netop fordi den enkeltes seksualitet og køn kan have mange forskellige udtryk og former, er synlighed og anderkendelse vigtigt. To af de gennemgående hashtags på sociale medier i LGBTI-bevægelsen er #loveislove (kærlighed er kærlighed) og #youareincluded (du er inkluderet). De to udsagn er det vel meget svært at være uenig i.

40 års homoliv

Som 57-årig med mindst 40 års homoliv bag mig slår det mig, hvilke enorme forandringer vores generation af LGBTI+-personer har oplevet. Som ung var min seksualitet - selvom jeg kommer fra en familie med bl.a. en homoseksuel oldefar - præget af skam og hemmeligholdelse. Jeg tænkte dengang meget på, hvordan jeg kunne indrette mit liv som homo uden, at andre opdagede det. Jeg var ekspert i at undlade at fortælle kønnet på min kæreste, når jeg talte med kollegerne på min daværende arbejdsplads i Toldvæsenet.

Samtidig var det i de år, hvor mange døde af AIDS, og flere blev HIV-smittede. Det var smertefuldt, sorgfuldt og sørgeligt ud over alle grænser. Og det er det stadig i dag.

For mig personligt blev mine år (1988-92), mens jeg uddannede mig til skuespiller, afgørende.

Her forstod jeg, at det ikke nytter at lyve og være lukket og uærlig om ens eget liv, hvis man gerne vil indgå i fællesskaber. Og jeg lærte, at fællesskabet heldigvis oftest er åbent for forskellighed.

Siden jeg »sprang ud« i offentligheden (1997), har min seksualitet ikke været en hindring udover nogle helt absurde homofobiske og sexistiske kommentarer på sociale medier. Og jeg tillader mig da også at tro, at en film som »En Kort, En Lang«, som Hella Joof og jeg sammen skrev manuskriptet til i 2001, på nogle planer har bidraget en lille bitte smule til at ændre mange danskeres syn på LGBTI+-personer. Heldigvis.

Ikke i mål endnu

De sidste 40 år har også sikret det registrerede partnerskab (i dag ægteskab), stedbørns adoption, kirkelige vielser, regnbuefamilier og - som sagt - Prides overalt i Danmark. Homoseksuelle ministre, partiledere, toperhvervsfolk, sportsstjerner, studieværter og en masse kendte sangere og skuespillere. Og en masse andre gode og stærke ting som positive tegn på et rummeligt samfund med inklusion, anderkendelse og synlighed. Regnbueflaget er blevet alment kendt og er et kraftfuldt og smukt symbol på mangfoldighed, fred og fællesskab. Men vi er ikke i mål endnu. Langfra!

I Danmark er der stadig store juridiske udfordringer med forældremyndigheden i regnbuefamilier. Det er stadig meget svært at adoptere børn for LGBTI+-personer endsige par. Der er et fortvivlende højt antal unge LGBTI+-personer, der kæmper med store psykiske problemer, selvskade, selvmordstanker, stofmisbrug og utryghed overfor at blive udsat for hatecrimes og hatespeech. Og ude blandt vores europæiske naboer - bl.a. i Polen og Ungarn og andre lande, hvor den katolske kirke spiller en stor rolle i hverdagen - møder mange LGBTI+-personer voldsom, grov og urimelig eksklusion af samfundet. Det er i den grad skræmmende og foruroligende - og i helt grundlæggende strid med moderne europæiske værdier.

Jeg har personligt oplevet det som et privilegie at leve et homo-liv de seneste 40 år i Danmark. Det har været en hel del lettere, end det var blot 15-20 år tidligere. Også i Danmark. Denne udvikling har - blandt meget andet - altid for mig været et eksempel på, at både mennesker og samfund kan forandre sig til det bedre, hvis vi som mennesker beslutter os for, at det er det, vi vil. Hvis vi vel at mærke er åbne for forskellighed, mangfoldighed og foranderlighed. Og det er også et eksempel på, at politik kan gøre en forskel. En kæmpestor forskel.

Stemmer du til kommunalvalget i år?