1. oktober 2020
Billede
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Hvad har vi lært af 9/11?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Hvad har vi lært af 9/11?
Debat - 11. september 2020 kl. 15:53

For 19 år siden

Af Hans Jørgen Bonnichsen, forfatter, foredragsholder og tidligere chefkriminalinspektør i PET

Det hele varede 102 minutter. Det er i dag 19 år siden, vi oplevede de rædselsvækkende omstændigheder, hvor næsten tre tusinde mennesker i World Trade Center og Pentagon blev dræbt.

De fleste, der oplevede begivenheden, kan, ligesom med Kennedy-drabet, månelandsætningen og andre epokegørende begivenheder, huske hvor de befandt sig, og hvordan de reagerede.

Jeg stod måbende i PET's forkontor, hvor jeg med gru så, hvad der skete. Tv's breaking news sendte billeder ud til millioner af mennesker overalt på jordkloden. Vi så glimt af menneskekroppe i frit fald på vej mod den sikre død. Døden var den eneste vej væk fra rædslerne. Det var ufatteligt, og alligevel følte man gysende desperationen før det endegyldig klask mod jorden. Vi så frygten i de flygtendes grå, forstenede ansigter. Vi så tårnene styrte i grus.

Chok blev afløst af en blanding af rædsel, frygt og vrede. Ingen anede, hvad verden stod overfor. Vi var vidner til, at USA - verdens eneste supermagt - var ramt i solar plexus. Sårbarheden var åbenbar. De amerikanske myte om uovervindelighed var skudt i sænk. De amerikanske helt vandrede magtesløs og uvirksomme rundt i ruinerne af Tvillingetårnene og krateret i Pentagons ellers så sikrede mure.

Hadet kom i kog
Da nationen rejste sig, havde chokket og smerten bragt hadet i kog. Overskrifterne som »Find dem og dræb dem«, »Dem der ikke er med os, er mod os« og »Gud tilgiver. Vi gør ikke«. Og følgerne blev de alvorligste tænkelige en verdensomspændende krig mod terror, men også konventionelle krige, der har kostet unge danskere livet. Verden havde virkelig ændret sig.

Og forholdet mellem Vesten og islam kom i centrum. Den 11. september 2001 blev »den svage indvandrer« til »den stærke muslim«. Den dag fik en af vores vigtigste dyder, tvivlen, et grundskud. Det blev lettere at fordømme end at forstå, og enten eller-retorikken blev en del af vores almene sprog, hvor etniske og religiøse mindretal stigmatiseres som bærere af negative egenskaber.

Retorik mod de fremmede
Jeg havde et håb om, at 19 år havde lært os, at sådanne reaktioner er et grundelement til onde gerninger, men virkeligheden viser os aktuelt noget andet. Enhver lejlighed bruges af regeringspartiet og den blå blok til at overgå hinanden i retorikken mod de fremmede, og enhver lejlighed bruges til at fremhæve os »danskere«. Og næsten alle partier slås om at overgå hinanden i markeringen af forskellen på »dem og os«, hvor vores statsminister taler om »indvandrerdrengene«, der skaber utryghed på S-togslinjerne, i vaskekældrene og indkøbscentrene på den københavnske vestegn og til Venstres formand, der vil have børnene tilbage til udmattelseskrigen i vores udsendelseslejrene.

Eskimo-is, Sofie Lindes revitalisering af »me-too«, udskydelse af ejendomsvurderingerne trænger sig mere på end emner - og helt skammelig - vi ikke ønsker at diskutere. End ikke børnenes statsminister, som Mette Frederiksen ville kalde sig selv, forholder sig til den skæbne, at uskyldig små danske børn lever under uhyrlige forhold i«Helvedes forgård«, Al Hol lejren, hvor mange vil dø af elendigheden, og andre vil - som PET er enige med mig i - opbygge et had til det danske samfund, hvor de ser terror, som den udfoldede sig den 11. september som det eneste svar på vores skammelige ligegyldighed.

Jeg håber ikke, at mementoet om nine-eleven er beviset på, at det eneste vi lærer af historien er, at vi intet har lært?

Mener du, at det bliver mere forvirrende og besværligt at følge regeringens corona-retningslinjer?