11. december 2017
Jens Wollesen
gallery icon

Se billedserie

Foto: Jens Wollesen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Holdninger kan være gavnlige for karrieren

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Holdninger kan være gavnlige for karrieren
Debat - 01. august 2017 kl. 22:03
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Af Pia Kjærsgaard MF (DF) Folketingets formand

Debatten om »eliten kontra folket« har præget en del af de store dagblade i sommerens løb - navnlig Politiken, hvor jeg selv gav udtryk for, at det er et stort problem, at vi har at gøre med en magt- elite, som har fjernet sig fra almindelige mennesker. Her mente jeg ikke kun politikere, men så sandelig også medierne, repræsentanterne fra de store brancheorganisationer samt den »kulturelle« elite i vore kulturinstitutioner - kort sagt de mennesker, hvis meninger er med til at sætte et afgørende præg på retningen i den offentlige debat.

Hurtigt blev jeg skudt i skoene, at jeg i kraft af min position som Folketingets formand selv er en del af denne elite og som følge deraf faktisk slet ikke har ret til at udtale mig om problemet - eller overhovedet at kalde det et problem. Det er jeg naturligvis lodret uenig i. »Elite« er ikke så meget enkelte titler, stillinger og positioner, men snarere et helt bestemt sæt politiske og ideologiske holdninger, som præger flertallet af eliten, fordi det er gavnligt at have netop disse holdninger, hvis man ønsker at gøre karriere.

Fælles sæt af holdninger
Af den grund er det måske også mere relevant at tale om »de elitære« end »eliten«, for de elitære har næsten alle et fælles sæt holdninger til samfundets indretning, som er identiske med tankegodset i kulturradikalismen. De handler om, at »international« er bedre end »national«. At storbyen er bedre og finere end landet. At »multikultur« er bedre end »monokultur«. Eller kort sagt bare, at det traditionelle og konservative er noget gammeldags ragelse, som hurtigst muligt skal erstattes af noget nyt og bedre.

Flere iagttagere i både ind- og udland har peget på, at de elitære for længst har løsrevet sig fra det nationale fællesskabs snærende bånd, og at de føler et stærkere fællesskab med eliterne i andre lande end med deres egne landsmænd. Det er der meget rigtigt i - også selv om størsteparten af den danske elite paradoksalt nok er økonomisk dybt afhængig af netop den »forhadte« nationalstat for at få deres udkomme. Det er kun den økonomiske elite i erhvervs- og finansverdenen, som reelt kan krydse grænser. Vi andre er bundet til nationalstaten og fællesskabet.

Derfor handler eliten ikke om hverken penge, titler eller fine stillinger. Nej, elite handler først og fremmest om et bestemt sæt meninger og holdninger. Disse holdninger finder man på et chefredaktørkontor på Rådhuspladsen. Man finder dem på dele af Christiansborg eller på erhvervslivets direktionsgange - men også på Nørrebro i København, hvor en pige efter folketingsvalget i 2015 udtalte noget i retning af, at »dem i Jylland nok ikke talte så meget sammen«, når de kunne stemme, som de gjorde. Hun var ikke elite - men hendes holdninger var elitære. Og disse holdninger handler i høj grad også om at »tage sig godt ud« i sociale sammenhænge og vise overskud.

Hvis debatten om eliten skal give mening, må den nødvendigvis adskilles fra debatten om den konkrete magt, penge eller berømmelse. I stedet skal den føres tilbage til selve kernen: At der findes to vidt forskellige holdninger til nationalstaten og det nationale demokrati. At der findes to vidt forskellige holdninger til, hvad et folk er, og at grænsen mellem holdninger er afgrundsdyb. Man behøver blot at kaste et blik på hovedstaden, hvor der tegner sig et rødt flertal - til venstre for Socialdemokratiet. Det er fordi de elitære netop er forsamlet i København. De er ikke nødvendigvis rige eller har magt. Men de er i reglen veluddannede og »skolede« i de rigtige meninger. Hvordan bringer vi de elitære og »folket« i kontakt med hinanden?