8. marts 2021
Billede
gallery icon

Se billedserie

facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Hold fingrene fra de stakkels børns kønsidentitet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Hold fingrene fra de stakkels børns kønsidentitet
Debat - 18. februar 2021 kl. 15:07

Af Lone Nørgaard, cand.mag., Normasvej 39, Frederiksberg, og Kåre Fog, biolog, Hesselholm 107, Veksø

»Drenge og piger bliver behandlet forskelligt i skolen, og det er grobund for dårlig trivsel og manglende ligestilling i voksenlivet. Nu sætter Sex & Samfund (S & S) fokus på problemet i Uge Sex - håbet er, at både lærere, elever og forældre bliver bevidste om ikke at sætte hinanden i bås på baggrund af køn«.

Den indledning stod at læse i artiklen i lørdags: »Er der nogen stærke drenge i klassen, der vil hjælpe med at løfte?«.

En suveræn og helt ukritisk reklametekst for Sex & Samfund og deres ønske om at massere de stakkels børn m/k ned i en vi-skal-være-ens-form. Jf. deres motto: »Lige børn leger bedst«. Desværre er fremstødet bare til skade for især drenge, men også piger.

Piger og drenge er nemlig forskellige, og det skal de have lov til at være. Men ikke ifølge Sex & Samfund, hvis synspunkt er: Der foregår forskelsbehandling på grund af køn i skolen. Derfor har piger og drenge ikke lige muligheder. Det skal der gøres noget ved. Hm!

Sex & Samfund henviser til forskning. Problemet er bare, at det meste af forskningen på det humanistiske område på universiteterne er baseret på den forudsætning, at biologi ikke spiller nogen rolle. Køn er kun noget socialt bestemt. Biologi er et uartigt ord. Sat i skammekrogen på forhånd.

Men hvordan vil S & S så forklare, at de to køn alligevel er så forskellige? Jo, man påstår, at det kan forklares ved at bruge begreber som »stereotyper«, »forventninger« og »stereotyptrussel«. Eksempel: Hvis piger skal løse en opgave, som drenge ellers typisk er bedre til, så vil selve forventningen om, at pigerne er dårlige til det, få dem til at præstere ringere. Fjernes stereotyper og forventninger, så fjernes også forskellen mellem pigers og drenges præstationer. Lyder påstanden. Det er ikke rigtig dokumenteret i praksis, men det er, hvad S & S satser på.

Ekstremt usikker
Den forskning, der siger det, er imidlertid ekstremt usikker. En sammenfatning af talrige undersøgelser af stereotyptrussel konkluderer: Stort set ingen effekt.

Ergo bevæger S & S's undervisningskampagne sig på meget tynd is.

Derimod er de biologiske forklaringer underbygget af omfattende forskning. Det er f.eks. ikke en myte, at drenge er fysisk stærkere end piger. Især fra puberteten og frem er de faktisk stærkere. Det er heller ikke en myte, at kvinder er mest interesserede i mennesker og omsorg, mens mænd er mest interesserede i døde ting, maskiner osv. Den forskel er meget stor, og den er medfødt.

»Det har en høj pris ikke at kunne få lov til at være sig selv«, hedder det i artiklen. Men sagen er, at netop i de nordiske lande kan folk i særlig grad være sig selv. Vi er så velhavende, så fordomsfrie og så tolerante, at alle frit kan vælge uddannelse og fagområde. Og netop hos os vælger kvinder og mænd endnu mere forskelligt end nogen andre steder i verden. Netop hos os er arbejdsmarkedet meget polariseret: F.eks. er næsten alle ingeniører mænd, og næsten alle sygeplejersker er kvinder. De to køn kan vælge helt frit ud fra interesser - ikke ud fra økonomisk pres. Her spiller de medfødte biologiske forskelle ind.

Krigen mod drenge
Vi har i Danmark et meget kønsopdelt arbejdsmarked, hedder det videre i artiklen, »og det har vi blandt andet, fordi vi behandler drenge og piger forskelligt«. For at hele arbejdsmarkedet skal have 50/50 kønsfordeling, skal drenge og piger altså behandles ens i skolen, dvs. drenge skal behandles som piger. Strategien er blevet døbt Krigen mod drenge.

I modsætning til akademikere med baggrund i humanistiske universitetsfag, så har almindelige forældre heldigvis bevaret deres sunde fornuft. Det fremgår af S & S's forældreundersøgelse. De fleste mener, som sandt er, at drenge og piger har de samme muligheder i livet.

Relativt mange er bekymrede for, at piger ikke vil trives med deres udseende. Med god grund - udseendet betyder mere for piger.

Relativt mange er bekymrede for, at deres søn vil have svært ved at finde en kæreste. Med god grund. Ud af de 30-50 årige er det 18 procent af mændene, mod ni procent af kvinderne, der er single og ikke har nogen børn. Langt de fleste ville gerne have haft børn, men desværre kunne de ikke finde en partner.

Kønsforvirrede
Unge mænd i dag er kønsforvirrede, og det er synd. Især når vi ved, at drenge og mænd trives, hvis de får lov at være dygtige til noget. Men det forhindrer moderne pædagogik desværre. Drengene kan ikke få lov at være maskuline, og mændene kan ikke få lov at være dygtigere end kvinder til noget. Facit: Kvinder har ikke noget at bruge mænd til. Og en mand, der føler sig overflødig, er ikke attraktiv - hvilket er en del af forklaringen på, at så mange mænd aldrig finder en partner.

Sådan går det altså, hvis drenge og piger ikke får lov at være forskellige. Så hold fingrene fra børns køns- identitet - ihukommende at det store flertal af drenge og piger heldigvis identificerer sig med det køn, de er udstyret med ved fødslen.

Nu må butikkerne igen åbne dørene op for kunder. Skal du derfor ud og bytte julegaver?