19. august 2019
Billede
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Hold da helt ferie - i Danmark

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Hold da helt ferie - i Danmark
Debat - 10. juli 2019 kl. 06:55
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Ferie

Af Morten Thomsen
Højsgaard,

direktør for ROMU, Roskilde

Flyene buldrer hen over himmelen i juli. Bilerne drøner derudaf mod sydens sol. Selv Interrail på Europas bumlede banestrækninger har fået en renæssance med vækst på 47 procent på bare ét år ifølge DSB. Det er højsæson for ferierejser ud af landet.

Men stop lige en halv omgang. For vel er der både inspiration at hente og ekstra kulør at tage med hjem fra det store udland. Men hold da helt ferie, hvor har Danmark også selv meget at byde på om sommeren. Og hvad nytter det i øvrigt, at man kan stå af flyet på Mallorca, hvis man ikke aner, hvor Møns Klint befinder sig?

I en tid, hvor klimaet er på alles læber, giver det ekstra god mening at overveje, hvor langt ferierejsen skal gå hen. Det kan være både billigere og mere bæredygtigt at udforske de hjemlige breddegrader frem for sydens varmegrader.

Pudsigt nok er Danmark selv blevet en attraktion for udenlandsk turisme, der i stor stil søger mod Tivoli, Legoland, Louisiana, zoologiske haver og andre af de helt store turist-magneter. Roskilde Festival trækker år for år et formidabelt antal udenlandske besøgende til. Historien om vikingerne ved området omkring Roskilde Fjord og hele verdens-arven af kultur, arkitektur og kongelig historie i domkirken i Roskilde har også magnetisk tiltrækningskraft.

Danmark er verdenskendt for madkultur, for hygge, for tillid, for lykke, for velfærd, for højskoler, for leg og kreativ læring, for dybe historiske rødder med sagnkonger og gamle skikke i samspillet mellem naturen, havet og landskabet på de bøgelyse øer.

Så hvad er det, vi har så travlt med at rejse ud for om sommeren? Skulle vi bare et enkelt år som undtagelse stoppe op og søge mod rødderne i den egn, i den lokalhistorie, i det miljø, vi selv færdes i til hverdag?

Tage på krabbefangst med ungerne ved Kongsøre eller et andet sted langs fjordene, der er så tæt på for de fleste af os. Lytte til naboens livshistorie over en god kop kaffe. Gå på en gammel, charmerende jernaldersti ved Færgegården i Frederikssund. Tage på vikingefestival eller middelaldermarked. Køre på cykel en søndag for opleve livet som i gamle dage i den smukke natur ved Tadre Mølle nær Hvalsø. Eller hvad med at gense den hvide stortromme fra Mabel, som siger boom boom, på museum Ragnarock.

Kradser man bare lidt i overfladen på det velfriserede danske landskab, så er der eksotisk vildskab, der glimter nedenunder. Og landets museer, turist-attraktioner og kulturinstitutioner har forberedt sig til det yderste for at hjælpe med at finde skattene af oplevelser frem både til børn og voksne i den varme sommerperiode.

Så hold da endelig bare ferie, men overvej nu lige en ekstra gang, om den ikke skal holdes lidt mere i Danmark. Bare et enkelt år. Som en bæredygtig, billigere og bedårende afveksling.