17. juni 2019
Billede
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Helårsturisme - utopi eller guldgrube?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Helårsturisme - utopi eller guldgrube?
Debat - 17. januar 2019 kl. 09:15
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Af Martin HH Bender Direktør VisitSydsjælland-Møn A/S

Her i januarmørket er der sikkert mange, der længes tilbage til sommeren 2018. Uge efter uge med solskin og badevandstemperaturer på den rigtige side af 20 grader. En sommer, hvor hoteller, campingpladser og udlejere af sommerhuse kunne glæde sig over mange glade turister.

Turismen giver arbejdspladser og vel at mærke den slags arbejdspladser, som ikke kan udflyttes til Polen eller Ukraine, men udfordringen er, at vores kapacitet i turisterhvervet allerede er tæt på at være fuldt udnyttet i højsæsonen.

Der kan - lidt populært sagt - ikke proppes flere tyskere ind i sommerhusene eller flere hollændere ind på campingpladserne, når solen skinner i juni, juli og august.

Så hvordan opnår vi vækst i turismeerhvervet og får skabt endnu flere job?

Vi kunne selvfølgelig bygge en række nye badehoteller eller ferieresorts, men den slags koster millioner, og investorerne står desværre ikke i kø for at kaste sig ud i den slags projekter. Derfor er en udvidelse af sæsonen den næste mulighed, der byder sig til.

Hvis vi kan få turisterne til at booke et sommerhus i februar eller et hotelværelse i marts, så får vi udnyttet kapaciteten bedre.

Åbent 365 dage om året
I min optik giver det rigtig god mening, at vi får »spredt forretningen« ud over hele året. Vores strande og skove er jo også fantastiske, når vinden rusker, og så holder naturen åbent hele året.

Tyske turister går gerne en tur langs Vestkysten i stormvejr, og i København er Tivoli et godt eksempel på, at det godt kan lade sig gøre at forvandle en typisk sommerattraktion til en helårs-oplevelse.

Men hvorfor holder restauranter, hoteller og attraktioner på Sjælland så ikke åbent hele året?

Jeg tror, det er en kombination af branchens traditioner - altså, vi »plejer jo at holde lukket« og det faktum, at værdikæden ikke hænger sammen. Dermed bliver det en kædereaktion. Måske har cafeen åbent, men til gengæld holder hotellet lukket. Hvis ikke turisten kan få hele oplevelsen, så bliver de hjemme.

I alle fire hjørner
Naturen har åbent hele året rundt - men hvad nytter det, hvis frokostrestauranten, cafeen, museet eller hotellet holder vinterlukket?

Min pointe er, at for at helårsturisme skal kunne lade sig gøre, må vi angribe det lige som, når vi skal løfte et bord: Der skal løftes i alle fire hjørner samtidig.

Men er det en utopi? Er det i virkeligheden helt umuligt for turismeaktørerne på Sjælland at holde faciliteterne åbne i vintermånederne?

Jeg har ikke det endegyldige svar, men på VisitSydsjælland-Møns nytårskonference den 28. januar undersøger vi, om drømmen om helårsturisme kan realiseres. Her mødes turismeaktørerne fra Sydsjælland og Møn med en lang række eksperter fra ind- og udland for at diskutere, om helårsturisme er en guldgrube eller utopi. Hvis du har lyst til at blive klogere på udfordringen, så er du meget velkommen.