20. september 2019
sss
sss
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Har regionen taget behørigt vare på rovfuglerederne?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Har regionen taget behørigt vare på rovfuglerederne?
Debat - 20. august 2019 kl. 13:14
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Af John Hansen
Rådhusvænget 21, 2. tv.

Frederikssund

Spørgsmål til Region Hovedstaden:

n Hvorfor fældes der så voldsomt i skoven omkring Frederikssund Sygehus?

n Hvorfor i fuglenes yngleperiode?

n Hvorfor ikke lade naturen få plads og ro til at gro?

For nogen tid siden glædede vi os over lyden af kaldende musvåge- og spurvehøgeunger i skovområdet omkring Frederikssund Sygehus.

En uge senere, mandag den 5. august, kom der anderledes mislyde fra skoven: To kæmpestore skovmaskiner var i færd med at fælde træer i den helt store stil i skoven.

Vi har ikke efterfølgende hørt eller set noget til rovfugleungerne, men kunne på dagen se et ravnepar kredse over skoven. Formodentlig det par, der har ynglet i skoven i år.

Har regionen sikret sig, at der er taget behørigt vare på rovfuglerederne, så de fredede reder ikke »fældes« eller ødelægges? Skovfogeden, der har udtaget træerne til hugst, kan kun meget vanskeligt have spottet rederne.

Hvorfor har man dog ikke planlagt hugsten, så den kom på ordentlig afstand af yngletiden for fugle og dyr i skoven? Så kunne skovfolkene jo i øvrigt have konfereret med de grønne organisationer om »problemområder« i skoven. Noget, der jo allerede praktiseres med held i statsskovene.

Skoven er rejst i forbindelse med opførelsen af sygehuset i midten af 1980'erne, og udover rovfugle og ravne yngler en lang række af småfugle. Og beplantningen har nået en alder, hvor det begynder at blive spændende for naturen og biodiversiteten.

Hvorfor i alverden overhovedet ødelægge en spændende bynær naturlokalitet?

Spændende naturområde
Hvis regionen samarbejdede med kommunen, kunne der skabes et særdeles spændende og sammenhængende naturområde omkring Græse Ådal, sygehusskoven, Grønlien Skov og Sillebro Ådal. Ligesom sygehusskoven indgår i overvejelser omkring Grønt Danmarkskort og forbindelsen mellem Farum Naturpark og Roskilde Fjord.

Selvsamme dag, som hugsten i Sygehusskoven startede, var det opløftende på TV 2 at høre den nye miljøminister Lea Wermelin (S) understrege skovenes betydning for klimaindsatsen og biodiversiteten. Hun var meget klar i mælet omkring behovet for snarlig indsats.

Regionen svarede omgående med at sætte hugstmaskiner ind! Nok ikke helt, hvad miljøministeren havde i tankerne!

Og apropos svar: Jeg sendte i første omgang en mail til regionen om hugsten i det lønlige håb, at den kunne standses/alternativt, at jeg ville modtage en melding om, at der kun var tale om en »ubetydelig rydning«. Og der kom skam et svar - men desværre ikke »det rigtige«!

Det manglede totalt kommentarer til problematikken om »rovfugleunger på rede« i skovningsområdet, og selve hugsten bliver i svaret bagatelliseret med henvisning til, at det er træer, der er ved at segne (såkaldte risikotræer), der er målet for anstrengelserne.

Bevares: Stierne i skoven skal sikres (surt at blive helbredt på hospitalet for efterfølgende at segne for et risikotræ ude i hospitalsskoven!), men risikotræer og løse grene klares vel normalt i andre skovsammenhænge med plukhugst og efterfølgende »finpudsning« med lidt motorsav.

Skovningsarbejdet i Sygehusskoven, som det fremtræder her, er ren kommerciel hugst. Hvilket også understreges af omfanget af skovningen: Der er tale om hele området fra indkørselsvejen til sygehuset, ned til rundkørslen og så i øvrigt nordover.

Ejet af borgerne
Sygehusskoven er et fremragende eksempel på en lokalitet, hvor der virkelig kunne tænkes i natur-, miljø- og biodiversitetsbaner. Og vel at mærke, en lokalitet, der er ejet af borgerne! I skal ikke ud at spørge om forlov! Og perspektivet er jo lidt, at i formodentlig har andre områder i jeres »portefølje«, hvor dette gør sig gældende!

Så hvad er jeres planer for naturen på regionens matrikler - er i med eller imod miljøministeren?

Det ville sådan set være fint med en debat her. For der er sandelig også kommunale og statslige eksempler på, at naturen alt for ofte bliver sorteper når der træffes politiske beslutninger. I bekvem afstand fra fest-, skål- og valgtaler!