3. august 2021
26. august 2020
26. august 2020
Foto: Martin Dam Kristensen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Har du ros at give til børnenes lærere, så giv den

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Har du ros at give til børnenes lærere, så giv den
Debat - 15. juni 2021 kl. 14:11

Af Minna Riis, kredsformand i kreds 7, Frie Skolers Lærerforening, Gammel Torpenvej 30, Humlebæk

Lærerne fortjener et klap på skulderen - selv om den kan være øm efter en corona-vaccine. For i snart halvanden år har lærernes arbejdsliv været vendt op og ned adskillige gange. Vi har, som alle andre, måttet kæmpe med en uendelig række af ændrede arbejdsbetingelser, skiftet mellem fysisk undervisning, virtuel-, indendørs-, og udendørsundervisning og har måttet navigere i en lind strøm af uklare retningslinjer og vejledende regler fra myndighederne. Års- og aktivitetsplaner, planlægning og aftaler er blevet ændret og udsat, ofte fra dag til dag, time for time. Alligevel har vi fået en hverdag til at fungere - og det er vi stolte af.

Men det har ikke været uden omkostning. Hverken for lærere eller elever. Der er utallige beretninger om børn og unge, der mistrivedes under nedlukningerne. Børn og unge, der har savnet deres kammerater og deres lærere i skolen, hvor der dagligt udføres et stort og uvurderligt arbejde for at styrke den enkelte elevs trivsel og sociale kompetencer. Hvis man ikke trives, lærer man ikke noget.

Tyndslidte lærere
Lærerne selv er godt tyndslidte. Den seneste trivselsundersøgelse udarbejdet af Frie Skolers Lærerforeningen viser det tydeligt. Knap to ud af tre lærere oplever en nedgang i arbejdsglæden. 84 procent føler sig presset af elevernes faglige og sociale efterslæb, og næsten halvdelen overvejer arbejdslivet i fremtiden. Arbejdsglæden og humøret er dog steget i takt med mere fremmøde på skolen. Vi savnede samværet og fællesskabet med kollegaerne og ledelsen, og vi manglede i grad kontakten med eleverne.

Nu skal vi lige bruge de næste par uger til alt det, vi ikke har nået endnu: Afgangseksamener, lejrskoler, ture og udflugter, trivselssamtaler, næste års fagfordeling, årsplaner og meget mere.

Vi glæder os til at komme tilbage efter sommerferien til et forhåbentlig mere almindeligt skoleår, og vi ser frem til at gøre alt hvad vi kan for at indhente elevernes faglige og sociale efterslæb.Så send gerne en lærer godt på vej til en velfortjent sommerferie med ros og anerkendelse.

Vil du gerne arbejde mere hjemmefra?