14. april 2021
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: God rengøring må ikke fejes ind under tæppet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

God rengøring må ikke fejes ind under tæppet
Debat - 22. marts 2021 kl. 06:58

Af Tina Møller Madsen, formand for Privat Service, Hotel og Restauration i 3F,

og Lydia Callesen, formand for den offentlige gruppe i 3F

Coronakrisen har været hård, men lærerig. Hård, fordi mange er blevet arbejdsløse, mange er gået konkurs, og rigtigt mange har mistet den sociale og nære kontakt med familie, venner og foreningsliv. Lærerig, fordi mange af os har lært at arbejde hjemmefra, lært at købe ind på nettet, lært at gå tur i skoven, lært at være sammen med vores børn hele dagen hver dag og lært at skabe en god hverdag trods savnet af ferierejser, restaurantbesøg, kulturoplevelser og foreningsidræt.

På et enkelt område har læringskurven dog været særlig stejl. Det handler om rengøring og hygiejne.

Krisen har lært os vigtigheden af at vaske hænder, spritte af og holde afstand. Gode hygiejne-vaner har været en væsentlig årsag til, at vi trods alt er sluppet nådigt gennem krisen. Men endnu vigtigere har været den massive satsning på ekstra rengøring under coronakrisen. Ekstra rengøring i institutioner, kontorer, kantiner, køkkener - og derhjemme - har reduceret smittespredningen væsentligt. God rengøring skaber simpelthen god sundhed, og det skal vi holde fast i.

Dalende kvalitet
Rengøring har været et område, hvor både offentlige og private arbejdsgivere gennem årtier har forsøgt at finde besparelser. Udliciteringer, privatiseringen og minuttyranni skulle reducere udgifterne, men resultatet har desværre været dalende rengøringskvalitet og nedslidte medarbejdere. Coronakrisen viser, at det er den helt forkerte vej at gå.

De offentlige og private arbejdsgivere må investere mange flere ressourcer i god rengøring efter coronaen. Det forventer borgerne simpelthen. I 3F har vi netop gennemført er befolkningsundersøgelse, der viser, at ni ud af ti borgere mener, at god rengøring skaber trivsel og tryghed. Samtidig er knapt to ud af tre borgere blevet mere opmærksom på rengøring gennem corona-krisen.

Coronakrisen har lært den danske befolkning, hvor vigtig god rengøring er for vores samfund. Det bør beslutningstagere og politikere tage bestik af, når de planlægger ressourceforbruget på rengøring for de kommende år. Samtidig er der både for offentlige og private arbejdsgivere god forretning i at investere i kvalitetsrengøring i stedet hele tiden at lede efter besparelser.

For det første skyldes godt 50 procent af alt sygefravær i Danmark infektioner, der i mange tilfælde skyldes dårlig rengøring og hygiejne. Hvis man gennem en øget investering i rengøring kan reducere sygefraværet med bare en enkelt dag om året, kan arbejdsgiverne spare rigtig mange millioner kroner i mistet produktion og øgede udgifter til vikarer mm.

For det andet betyder dårlig rengøring i institutioner og bygninger, hvor der færdes mange børn, et højere sygefravær for de unge mennesker. Det betyder flere sygedage derhjemme for forældrene, og dermed flere fraværsdage for far eller mor på arbejdet. Det betyder igen større udgifter for både offentlige og private virksomheder i form af mistet produktion etc.

For det tredje betyder den ensidige fokusering på rationaliseringer og ressourceoptimering i rengøringen nedslidte medarbejdere. Rengøringspersonalet bliver fysisk nedslidt af det opskruede tempo, og mister motivationen, når der ikke er tid til at gøre arbejdet ordentligt. Øgede investeringer er derfor en nødvendighed for fremadrettet at kunne rekruttere kvalificeret personale, for at kunne levere den lovede kvalitet og ikke mindst for at få gladere medarbejdere med al den goodwill, det medfører i lokalsamfundet.

For det fjerde er god rengøring et folkekrav, som især de kommende kommunalpolitikere ikke kan sidde overhørig. I næsten alle kommuner landet over er der investeret massivt i øget rengøring gennem Corona-krisen, og borgerne vil ikke finde sig i, at kvaliteten sænkes, når pandemien forsvinder. Øgede investeringer i rengøring vil blive et must i den kommende valgkamp op til kommunalvalget i november.

Erfaring og viden
I 3F hjælper vi gerne beslutningstagere og politikere med at finde gode veje til bedre kvalitetsrengøring i de kommende år. Vi har erfaring og viden, som vi gerne deler med arbejdsgiverne. Det handler blandt andet om mere uddannelse, mere synlighed i rengøringen, mere professionel rengøring, brug af tillidsbaseret rengøring og et bedre arbejdsmiljø for rengøringsassistenterne.

Men det handler ikke blot om en grundig forårsrengøring i påskedagene. Det handler om fremadrettede, massive investeringer i bedre kvalitetsrengøring fremfor en endeløs fokusering på nedskæringer. God rengøring kan ikke fejes ind under gulvtæppet med one-liners som »work smarter not harder«. God rengøring kræver ressourcer. Det håber vi, beslutningstagere og politikere er villige til at prioritere i de kommende år, til glæde for borgerne, medarbejderne, virksomhederne, kommunerne og samfundet som helhed.

Lars Løkke starter nyt parti i midten af dansk politik. Kunne du finde på at stemme på hans parti ved næste folketingsvalg?