11. april 2021
ddd
gallery icon

Se billedserie

ddd
Foto: Tina Agnew
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Fremmedhadet er ikke nyt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Fremmedhadet er ikke nyt
Debat - 17. september 2018 kl. 11:14

Af Lauritz Korfix Schultz, København

Cand.mag., gymnasielærer

Mange politiske partier er forhippede på at definere danskhed, fordi en skarp definition kan udelukke visse befolkningsgrupper, der ikke passer ind i denne definition. Man skal leve op til alverden for at blive rigtig dansker. Danser du ikke om juletræet, og tror du ikke på demokratiet, er du ikke rigtig dansk. På trods af at disse værdier og skikke også stammer fra andre europæiske kulturfællesskaber, er vi mere opsatte end nogensinde på at hænge dem op på danskhedsknagen.

Det er et paradoks, at man stræber efter at ville beskrive danskhedens positive sider, der er universelle og dermed ikke-definerende. Man hygger sig mindst lige så meget i Italien og Japan, det hedder bare noget andet; frikadeller findes også i Mellemøsten blot under navnet falafler. For samtidig overser man vigtige historiske begivenheder, eksempelvis den slette behandling af tyske flygtninge i Danmark i perioden 1945-48, der i lige så høj grad har formet danskhedsbegrebet.

Det er derfor på tide at udvide definitionen på danskhed, hvis ikke den skal forblive et selektivt skønmaleri. Anden Verdenskrigs rædsler og flygtningestrømmen i dag er naturligvis to forskellige ting. Reaktionen på, hvordan vi håndterer fremmede, minder mere om hinanden. Danskerne gjorde det samme med tyske flygtninge i månederne inden Anden Verdenskrig sluttede og årene efter, som vi gør med flygtninge i dag: Vi lader folk rådne op og politisk kappes vi om, hvem der kan smide flest ud. Flygtningesituationen i Danmark i 1945-48 kan være med til at forklare, hvorfor så stor en del af Folketingets partier i dag strides om den tvivlsomme ære at være det mest flygtningefjendtlige parti. Hvis demokrati og ytringsfrihed er en del af den danske dna, må også fremmedhadet ligge til os som folk. En ubehagelig sandhed, der hører mindst lige så meget til danskhedsbegrebet som de positive sider, vi står i kø for at skrive på kanonlister.

250.000 tyske flygtninge
Allerede i februar 1945, inden krigen sluttede, begyndte mange tyske flygtninge at komme hertil. Og i tiden efter befrielsen var der omtrent 250.000 tyske flygtninge i Danmark. De kom primært via Østersøen. Forarmede og forhutlede skulle de, efter Hitlers befaling, ikke falde i hænderne på den russiske hær, der plyndrede og voldtog på sin vej. Det er dog andre fortællinger fra befrielsens dage, vi ynder at huske: Flagene vajede i gaderne og værnemagere blev kørt væk. Og hvem har ikke haft en slægtning, der har kæmpet bravt i modstandsbevægelsen? Med begejstringen over de gode historier glemmer vi lugten af tyske lig, der hobede sig op på københavnske kommuneskoler. Alene i 1945 døde 13.000 tyskere, uden at sundhedsmyndighederne var interesseret i dødsårsagen. Menneskeliv, der kunne være reddet. Læge Kirsten Lylloff har skrevet en ph.d. om de tyske flygtninge. Lylloffs vigtige pointe er, at man så passivt til, mens mange tyske flygtninge døde. Tilmed var man ikke interesseret i at finde ud af dødsårsagerne.

Inden da var mange allerede døde på vejen herop; Østersøen var datidens Middelhavet, der tog livet af flere end 33.000, inden de nåede Danmark. Man så flygtningespørgsmålet som et overgreb fra tysk side, ganske som kritiske røster af EU i dag vil pege på, at Bruxelles er den store synder, der dikterer, at Danmark skal tage imod kvoteflygtninge.

Den kynisme, der mødte de tyske flygtninge fra dansk side, skal naturligvis forstås ud fra det tyskerhad, der var massivt under besættelsen, plus et godt skvæt nationalisme, som besættelsestiden havde tændt op under. Hadet til tyskerne var så stærkt, at det vandt over lysten til at være medmenneskelig. Også dengang måtte tyske flygtninge ikke forlade de store lejre, de var interneret i, fx i den store flygtningelejr Kløvermarken på Amager. Det var ligeledes forbudt for danskere at have kontakt med dem. Møder mellem hospitalsvæsenet og Frihedsrådet i foråret 1945 viser tydeligt, at man ikke var interesseret i at tage sig af tyske flygtninge. Fødende kvinder ville man godt behandle, mens forhandlingerne med den tyske værnemagt stod på, men ellers fik folk lov til at dø. Tabs- tallene viser også, at man var fuldt ud bevidst om, at ernæringen var knap. Næsten alle tyske spædbørn døde af underernæring i Danmark i hele 1945, og de samme dystre tal gælder også tyske børn født efter krigen.

Hvor besættelsestidens afmagring af det danske samfund kan være en undskyldning for fortidens synder, med hvad kan vi så undskylde behandlingen af flygtninge i vores levetid? Dansk økonomi er sund og stærk, så overskuddet burde være til stede.

Lars Løkke starter nyt parti i midten af dansk politik. Kunne du finde på at stemme på hans parti ved næste folketingsvalg?