4. juni 2020
I dag er det 75-året for Danmarks befrielse. Her talte kong Christian X til folket, efter at det 4. maj om aftenen var blevet offentliggjort, at de tyske tropper ville kapitulere. Her ses Christian X og dronning Alexandrine på vej til Rigsdagens åbning den 9. maj 1945.                     Foto: Scanpix
gallery icon

Se billedserie

I dag er det 75-året for Danmarks befrielse. Her talte kong Christian X til folket, efter at det 4. maj om aftenen var blevet offentliggjort, at de tyske tropper ville kapitulere. Her ses Christian X og dronning Alexandrine på vej til Rigsdagens åbning den 9. maj 1945. Foto: Scanpix
Foto: Thomas Hee/Ukendt/Ritzau Scanpix
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Fred - et ubegribeligt ord

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Fred - et ubegribeligt ord
Debat - 05. maj 2020 kl. 14:17
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Af Kaj Spangenberg, journalist (DJ)

og rejseleder, Myretuevej 20, Asserbo

Jeg var to måneder fra at fylde seks år. Få dage før 4. maj 1945 gik jeg ad Nygaardsvej på Københavns Østerbro med min mor i hånden og spurgte, som nu kun et barn kan spørge: »Hvad betyder fred, mor?«. Alle talte om »fred«, og jeg vidste ikke, hvad de mente. Min mor pegede på nogle tyske soldater på det modsatte fortov og sagde: »Der er fred, når de dér ikke er her mere«.

Så kom aftenen, hvor det hele eksploderede i en vanvittig glæde, som jeg ikke mindes at have oplevet nogensinde. Vi boede i Bryggervangen 16 - skråt over for chokoladefabrikken Heinrich Jessen, som det senere viste sig var modstandsbevægelsens samlingspunkt. Fra gaden lød nogle skud, så alle blev i lejligheden. Jeg blev lagt i seng. Da min mor puttede mig, hørtes en svag støj fra et fly over ejendommen. Der lød ingen sirene. Og for første gang i mit liv forstod jeg, at vi ikke længere skulle i kælderens beskyttelsesrum.

»Er det fred, mor?« Jeg husker, at hun nikkede, og så faldt jeg i søvn.

Dagene derefter var vilde og voldsomme. Vor nabo, arkitekt Leif Hernø, dukkede op med maskinpistol. Fra nr. 14 kom kaptajn Einar Roth. Begge havde været »under jorden« og viste sig nu med det armbind, som siden er blevet så berømt, og som så mange bryster sig af at have båret, selv om de først blev aktive, da besættelsen sluttede.

Hverken Hernø eller Roth hørte til den kategori. De hørte til de få, der i kampen risikerede livet.

Fra vor altan på 2. sal kunne vi se Heinrich Jessen og overskue området helt op til Lyngbyvej, som var et rent Klondyke af skure og værksteder. Her foregik en klapjagt på skjulte stikkere, HIPO-folk og lignende.

Sankt Kjelds Plads, der i dag er trafikeret, var lukket af en cirkelrund træbygning, som indeholdt en rideskole. Neden for vor altan lagde en gruppe frihedskæmpere sig i skydestilling med sigte på rideskolen, og en af dem råbte til alle beboere om at åbne vinduerne og lægge sig på gulvet. Så knitrede våbnene og drev de forskansede ud - ja, hvem var de?

Glemmer aldrig det syn
Jeg ser fortsat for mig en mand på en lastbil med armene i vejret og blod i ansigtet, mens en hujende folkemængde flokkes bag bilen. Det er aldrig helt forsvundet fra min nethinde.

Så fulgte de kommende dage, hvor mine forældre tog mig med op til Østerbrogade. Menneskemængder fyldte fortovene og hyldede frihedskæmpere i udrykning på jagt efter landsforrædere og folk, der havde fraterniseret med besættelsesmagten.

En dame med en hat, der havde en fjer - den ser jeg tydeligt for mig den dag i dag - kom løbende ud fra bageren med kager i hånden og hen til sin opgang. Hun kom ikke længere, før frihedskæmpere anholdt hende og førte hende bort.

Der er mange oplevelser gennem årene, jeg har glemt. Men 4. og 5. maj og dagene, der fulgte kort efter - dem glemmer jeg aldrig. Ligesom jeg altid har husket, at fred er mere end bare et ord - om end det snarere er en drøm, som nok aldrig kan opfyldes.

PS: Kaptajn Roth blev siden kendt som dommer til amatørkampe i boksning, og i to år var han min træner i bokseklubben IK99 med lokaler i Østerbro Svømmehal.

Leif Hernø gav mig en plomberet pistol, som jeg legede med. Vi unger fandt mange ting efter krigen. Jeg ejede ud over pistolen også en tysk stålhjelm, et patronbælte og en bajonet. Min far tog det hele og smed det ud! Det kan godt ærgre mig i dag. Sikke klenodier!

Måske et halvt år efter befrielsen skulle Leif Hernøs kone føde parrets første barn. Hun døde i barselssengen. Som voksen mødte jeg Leif Hernø, der nu var gift på ny. Han var siden 1955 bygningsinspektør ved DSB, og det var ham, der fik genindsat det smukke tårn på Østerport Station.

Nu kunne han fortælle, at hans gruppe i marts-april 1945 havde overrasket en tysk transport på Vennemindevej. Den var på vej mod et af de to vigtigste tyskbesatte områder i København, nemlig Ryvangen med Svanemøllen Kaserne og Gardehusarkasernen på Østerbrogade.

Modstandsgruppens gevinst var en større portion ammunition - ret eksplosiv - som Leif Hernø fik anbragt i et rum i vor kælder. Faktisk lige ved siden af vort beskyttelsesrum.

Hold da op: Var der under luftalarmerne kastet en bombe over vort hus, eller en og anden skødesløst havde smidt et cigaretskod! Så havde jeg næppe kunnet skrive disse ord om et barns erindringer om Danmarks befrielse. Lykkeligvis var der en tid, der fulgte.

Alle personer over 18 år har nu muligheden for at bestille en test for coronavirus, selv om de ikke har symptomer. Er det noget du vil benytte dig af?