25. oktober 2020
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Forstår vi - formår vi?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Forstår vi - formår vi?
Debat - 30. september 2020 kl. 09:52

Corona
Af Niels Kølle,
Lærkevænget 16,

Hørsholm

»Det hændte på et Teater, at der gik ild i Kulisserne. Bajads kom for at underrette Publikum herom. Man troede det var en Vittighed og applauderede, han gentog det; man jublede endnu mere. Således tænker jeg, at Verden vil gå til grunde under almindelig Jubel af vittige Hoveder, der tror det er en Vits«, skrev Søren Kierkegaard i 1843.

Minder det os om os selv i den mest omfattende sundhedskrise i 100 år? Vi er vidner til en pandemi med uoverskueligt forandringspotentiale. Coronaen slår mennesker ihjel, den tvinger samfundet til stærke begrænsninger af den normale aktivitet. Følgen er underminering af samfundsøkonomien, konkursramte virksomheder, tusinder henvist til arbejdsløshed og dystre fremtidsudsigter. Hvordan reagerer vi? Er der for mange, der mangler respekt for udfordringen, for helheden, for fællesskabet? Er det tankeløshed, der får mange til at se stort på myndighedernes advarsler, eller stikker det dybere? Har det at gøre med vores måde at tænke samfund på?

Samfundssind
I dag vil ordet samfundssind af mange blive opfattet som gammeldags, moraliserende. Samfundssind er at sætte hensynet til samfundet højere end egne interesser. Er sandheden, at samfundssind er kommet i modsætning til vore dages overlevelsesbetingelser? Er det ikke sådan, at det er den enkeltes egeninteresser, der bestemmer holdningen til samfundet, det fælles, fordi egeninteresse i vores neoliberale samfund er ophøjet til den dynamiske kraft, der bringer velstand til alle. I modsætning til tidligere tiders sociale fællesskaber, hvor man delte skæbne med sine ligestillede. Hvor fælles normer og gruppesolidaritet var forudsætningen for den enkeltes overlevelse.

Socialt ansvar
Privatisering og individualisering er nøgleord til forståelse af det skred, der er sket i opfattelsen af socialt ansvar. Teorien bag privatiseringen formuleredes af den østrigske samfundsforsker Peter Drucker i 1950'erne. Sidst i 1970'erne fik den samfundsmæssig betydning. I de mellemliggende ca. 20 år havde velfærdssamfundet sin glanstid. Efter 1930'ernes økonomiske krise, krigsår og kommunismens fremmarch i efterkrigsårene blev det en politisk nødvendighed, med forskellige velfærdsinitiativer at beskytte befolkningen mod virkningen af eventuelle nye økonomiske kriser.

Samfundsøkonomisk var det muligt, fordi erhvervene skaffede arbejdspladser til flere og flere. Kvinder rykkede talstærkt ind i arbejdsstyrken, virksomhedernes indtægter steg, og fuld beskæftigelse pressede lønningerne op. Skatterne fulgte med og betalte et hidtil uset velfærdsniveau. Indtil ... indtil kurven knækkede. Oliekrisen i begyndelsen af 70'erne var et vigtigt element i en økonomisk opbremsning, der undergravede samfundsøkonomien. Statens gæld forøgedes til et uacceptabelt niveau. Det statsdirigerede- og betalte velfærdssamfund havde spillet fallit - ifølge neoliberale økonomer og politikere. Ifølge de samme skulle statens engagement i samfundets udvikling reduceres mest muligt. Videst mulige privatiseringer af statens funktioner og institutioner skulle løse problemerne. USA og Storbritannien var foregangslande for praktisk udfoldelse af teorien om det privates og markedets ufejlbarlighed. På afregulerede finans- og varemarkeder skulle benhård konkurrence mellem virksomheder og mennesker sikre gode billige produkter til forbrugerne, og økonomisk succes til gavn for investorer og arbejdstagere. Problemet for arbejdstagerne var, at velfærdssamfundet med sin beskyttelse af hr. og fru menigmand utilsigtet, men virkningsfuldt havde bidraget til svækkelse af tidligere magtfulde sociale, politiske og faglige strukturer. I slut 70'erne og de følgende årtier fandt arbejdstagerne sig privatiseret i kampen for sikring af job og anstændige livsvilkår. Det kaldtes i overensstemmelse med det neoliberale dogme »enhver er sin egen lykkes smed« for individualisering. Et modeord i tiden, en fanfare i alles kamp mod alle. Den neoliberale eller liberalistiske ideologi, der har været fremherskende i de seneste årtier, har latterliggjort tanken om samfundssind. Mennesker med ledelsesansvar og synlighed i samfundet udviser en skamløs grådighed. Virksomheder, drevet uden hensyn til mennesker og miljø med profitmaksimering og stigende aktiekurser som mål, har sat standarder for erhvervslivets nødvendige overlevelsesadfærd. Betroede institutioner og virksomheder som banker, revisorer og advokater hjalp firmaer og velhavere til skatteunddragelse og kapitalanbringelse på obskøne destinationer. Kriminelt tilvejebragte formuer blev hvidvasket af førende banker, der brystede sig af deres evne til at tjene penge og berige forventningsfulde aktionærer.

Griskhed
»Enhver er sin egen lykkes smed« er et dogme, der viser vejen til et samfundsnedbrydende anarki, hvis ikke kendsgerningerne og advarslerne tages alvorligt. Griskhed og »vær dig selv nærmest« er i dag legitimeret af den dominerende økonomiske og politiske tænkning. Vil det være muligt at forene mennesker i det altruistiske fællesskab, der er nødvendigt, ikke blot i kampen mod coronaen, men også forventelige kommende pandemier og tiltagende klimaforandringer, så længe vi tænker og handler, som vi gør?

Vi må lytte til Bajads og tro ham eller lade Verden gå til under almindelig jubel af vittige hoveder, der tror, advarslerne er en vits.

Skal der være en forældelsesfrist for, hvor langt tilbage man kan rejse anklage om en krænkelse?