28. marts 2020
Billede
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Forslaget om tjenestepligt giver ikke »egen læge«

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Forslaget om tjenestepligt giver ikke »egen læge«
Debat - 03. marts 2020 kl. 13:53
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Lægedebat: Socialdemokratiet får det til at lyde, som om valget står mellem en nyuddannet læge i tjenestepligt eller slet ingen læge overhovedet.

Af Helga Schultz Formand for Yngre Læger

Socialdemokratiets forslag om at sende nyuddannede læger i en slags værnepligt for på den måde at sikre læger til områder, der mangler i dag, løser ikke lægedækningsproblemet. En nyuddannet læge hvert halve år er ikke det, der er brug for. Forslaget mangler respekt for både borgerne og lægerne.

En nyuddannet læge er bedre end ingen læge. Det argument hører jeg gang på gang socialdemokraterne bruge, når de forsøger at forklare, hvorfor de vil indføre en slags værnepligt for yngre læger i de områder, hvor der mangler praktiserende læger. Men socialdemokraternes forslag om tjenestepligt er et af de dårligste forslag, der længe har været på sundhedsområdet. For det er speciallæger, der mangler i yderområderne. Og at sende en nyuddannet læge til områder, hvor der mangler læger, giver ikke den kontinuitet, som patienterne efterspørger, når de siger, at de vil have »deres egen læge«.

Problemet med mangel på praktiserende læger er alvorligt. Det anerkender jeg fuldt ud. Og Yngre Læger går derfor lige som alle andre læger aktivt ind i diskussionen om, hvordan det kan løses. Men mens der er løsningsmodeller, der faktisk kan afhjælpe problemet med de manglede læger både på kort sigt og på lang sigt, så skyder socialdemokraternes forslag om tjenestepligt helt forbi skiven. For en læge er ikke bare en læge.

Fem års specialuddannelse
Praktiserende læger er speciallæger i almen medicin. Det er læger, der har fem års praktisk speciallægeuddannelse. Læger, der i flere år har arbejdet både i almen praksis og på hospitalsafdelinger og fået supervision igennem alle de år, de er i uddannelse som speciallæge i almen medicin. En slags mesterlære kan man sige. Det kan på ingen måde ligestilles med en nyuddannet læge fra universitetet uden nogen videre erfaring. Alligevel er det det, socialdemokraterne gør, når de med deres forslag påstår, at tjenestepligt kan løse lægemanglen.

Men vis mig den børnefamilie, ældre borger eller multisyge patient, der har brug for at få en ny ung læge uden speciallægeuddannelse hvert halve år.

Der er et uheldigt sammenfald mellem de steder, hvor der er mangel på speciallæger i almen medicin og de steder, hvor borgerne har mest brug for læger med specialiseret viden. I de såkaldte lægedækningstruede områder bor der mange kronisk syge patienter og ældre borgere, der fejler flere ting på én gang. Det er patienter, der i høj grad har brug for speciallæger i almen medicin. Men det er netop i de områder, at socialdemokraterne foreslår, at vi løser lægedækningsproblematikken ved at sende helt nyuddannede læger afsted i et halvt år ad gangen. Det vil da om noget føre til mere ulighed i sundhed.

De praktiserende læger er heller ikke begejstrede for forslaget. Det er ikke skiftende nyuddannede læger, der endnu ikke har valgt specialeretning, de har brug for. Alle nyuddannede læger har brug for supervision og rådgivning. Men det giver ikke megen mening at bruge tid på supervision til nye læger hvert halve år, hvis disse læger alligevel ikke har planer om at specialisere sig i almen medicin.

Socialdemokratiet får det til at lyde, som om valget står mellem en nyuddannet læge i tjenestepligt eller slet ingen læge overhovedet. Men det er ikke et reelt scenarie. For selvfølgelig skal alle i Danmark have adgang til en læge - det er regionerne ifølge loven forpligtet til at sikre. Men det afgørende er, at det er en speciallæge i almen medicin.

Det handler om at sikre, at behandlingen i det nære sundhedsvæsen er af høj kvalitet, og at det ikke er ens postnummer, der afgør, om man som patient har adgang til en speciallæge i almen medicin eller til skiftende nyuddannede læger, som ønsket om tjenestepligt lægger op til. Forslaget hænger ganske enkelt ikke sammen.