22. august 2019
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Folketingets EU-linje er milevidt fra danskernes

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Folketingets EU-linje er milevidt fra danskernes
Debat - 18. februar 2019 kl. 11:37
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

EU-politik
Af Kenneth Kristensen Berth,

EU-ordfører for
Dansk Folkeparti

Det er for øjeblikket svært at berøre EU-politik uden at komme ind på Brexit. Og for mig er der ingen tvivl om, at særligt den dårlige håndtering af situationen gør, at danskerne bliver utrygge. Alt andet ville også være underligt, når ingen ved, under hvilke konditioner Storbritannien forlader EU. Set i det lys kan det heller ikke undre, at kun 8 pct. af danskerne ønsker helt at melde sig ud af EU ifølge en ny Norstat-måling.

Det ændrer dog ikke ved, at 35 pct. af danskerne fortsat mener, at Danmark skal blive i EU, men under forudsætning af, at EU skal have mindre indflydelse på danske forhold end i dag. Dertil kan lægges yderligere 36 pct. af danskerne, som ikke ønsker, at Danmark skal indgå i et endnu tættere EU-samarbejde.

Danskernes EU-skepsis er med andre ord intakt. Der er således stor diskrepans mellem danskernes holdning til EU og så den EU-positive linje, der anlægges fra Christiansborg. Når Det fx drejer sig om Danmarks forbehold, så ønsker kun 13 pct. af danskerne at afskaffe dem alle, mens det gælder for hovedparten af Folketingets partier. Ikke mindst statsminister Lars Løkke Rasmussen og Venstre har anlagt en EU-positiv linje, hvor det åbenbart haster med at komme af med forbeholdene. Venstre og størstedelen af de andre partier på Christiansborg har med andre ord intet lært af de tidligere afstemninger.

På Christiansborg er grundlaget for den gældende EU-politik den Europapolitiske aftale fra 2008, der har det sigte at bringe Danmark så tæt på kernen af EU som muligt og ophæve de danske forbehold. Et synspunkt som altså deles af kun 13 pct. af befolkningen ifølge Altingets måling.

Der er et alvorligt behov for en ny europapolitisk aftale, der kan danne grundlaget for en ny tilgang for EU-samarbejdet, hvor forbeholdene bliver fundamentet for dansk EU-politik og hvor Folketingets partier forpligter sig til at bekæmpe den kontinuerlige overførsel af magt til EU-systemet.

Det er ikke holdbart, at grundlaget for dansk europapolitik vedbliver at være i så skarp modsætning til, hvad den danske befolkning ønsker.

Regeringen arbejder aktivt for at få Danmark med i EU's bankunion, med i EU's militære samarbejde og etableringen af en fælleseuropæisk hær og har allieret sig med lande som Tyskland og Frankrig, der ønsker et endnu mere forpligtende EU-samarbejde end i dag.

Det strider direkte mod befolkningens klare ønske. Derfor skal der lyde en klar opfordring til at den elleve år gamle europapolitiske aftale genforhandles og tilpasses til danskernes langt mere skeptiske linje over for EU-samarbejdet.