7. december 2019
Høng. Folkemøde ved hallen. Foto: Peter Andersen
gallery icon

Se billedserie

Høng. Folkemøde ved hallen. Foto: Peter Andersen
Foto: Peter Andersen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Folkestyre er vigtigere end politikerstyre

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Folkestyre er vigtigere end politikerstyre
Debat - 18. november 2019 kl. 13:59
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Af Bertel Haarder, MF (V)

Det er hårdt at være liberal og grundtvigianer i disse dage.

Først var det Grundtvigs samlede værker, der alligevel ikke skulle digitaliseres, selv om halvdelen af arbejdet allerede var gennemført. At stoppe det ville være som at stoppe byggeriet af en bro halvvejs!

Så var det forældrene på de frie grundskoler, der skulle have forældrebetalingen sat kraftigt i vejret, fordi de ifølge undervisningsministeren er blevet »overbetalt« og derfor har haft overskud. Ja, forhåbentlig har de overskud. Hvordan skal de ellers finansiere byggerier, reparationer og grønne omstillinger? De bør tværtimod roses, fordi de driver skolerne økonomisk ansvarligt.

Grundtvig må vende sig i sin grav. For ham var den enkeltes frihed altafgørende i alle forhold.

Heldigvis blev ingen af forslagene til noget. De blev stoppet af de øvrige partier. Vi er jo ikke en socialdemokratisk et-partistat. Men en tidligere socialdemokratisk spindoktor kunne fortælle, at forslagene havde til hensigt at markere det klassiske socialdemokratiske synspunkt, at det offentlige skal topstyres og monopoliseres uden forstyrrende elementer.

Flere indgreb i friheden blev indvarslet i statsministerens åbningstale til Folketinget, hvor hun filosoferede over valgfrihedens skadevirkninger:

»Tag frit valg. En glimrende idé. Men når borgeren skal have mulighed for at vælge for eksempel rengøring fra et privat firma, kræver det, at opgaven »rengøring« er helt præcist defineret: Så mange minutter til at støvsuge (...) Spørgsmålet er, om en del af minuttyranniet i ældreplejen er opstået på grund af inddragelse af private aktører og frit valg.«

De private udbyderes skyld?
Men undskyld: Er det de private udbyderes skyld? Er der mere bureaukrati på den private del af plejehjemmet Christianshave i Solrød end i den offentlige del?

Jeg frygter, at den socialdemokratiske »koncern«, partiet og dele af fagbevægelsen, forbereder et større anslag mod valgfriheden og private løsninger. For dem er demokrati først og fremmest politikerstyre. De ser det som en demokratisering, at politikerne bestemmer mere og mere, og borgerne bestemmer mindre og mindre.

Men demokrati er ikke politikerstyre, men folkestyre. Folk skal bestemme så meget som muligt og politikerne så lidt som muligt. Borgerne skal kunne vælge, og de skal især kunne »stemme med fødderne«, det vil sige fravælge det offentlige tilbud til fordel for et privat eller et andet offentligt tilbud.

Det var mig, der som undervisningsminister indførte frit skolevalg mellem de offentlige skoler og gjorde skoler og uddannelsesinstitutioner mere selvstyrende med »taxametertilskud« pr. elev og bestyrelser, som selv ansætter og afskediger ledelsen. Modellen gik sin sejrsgang over hele den offentlige sektor, undtagen på kulturområdet, hvor statsinstitutionerne fortsat styres tæt.

Nu bliver det frie skolevalg antagelig undergravet på gymnasieområdet. Og på skole- og daginstitutionsområdet i ghettoområder med mange socialt udsatte. Det begrundes med hensynet til de små institutioner og integrationen. Det er forståeligt, men kan ikke desto mindre være et vildspor, som enhver liberalt tænkende person bør stille spørgsmålstegn ved. Vejen til Helvede er brolagt med smukke hensigter. Det samme gælder vejen til centralisme, formynderi og monopoltilstande.

Det er tid for de liberale kræfter til at ruste sig med modstand mod statsstyring og offentlige monopoler, der gør borgerne til tvangsforbrugere af bestemte løsninger uden hensyn til kvaliteten. Det er tid for liberale visioner, der gør borgerne til herrer over den halvdel af deres forbrug, der betales af offentlige kroner. Det handler om myndiggørelse og ansvarlighed frem for standardløsninger og formynderi.

Jamen, er der da ikke sociale grunde til at fratage borgerne det frie valg? Er det ikke altid de stærke, der har mest glæde af valgfriheden? Vil det ikke øge uligheden?

Nej, nej og atter nej
Svaret er nej, nej og atter nej. Den enkelte bliver ikke dårligere stillet af, at andre kan vælge, især ikke, når alle kan vælge. Valgmuligheder fører til mere ansvarlige og myndige borgere.

Friheden og ligheden kan godt forenes. For eksempel ved at lade pengene følge borgerne, børnene, patienterne.

Lars Løkkes indførelse af frit hospitalsvalg var en ubetinget succes. Det førte til kortere ventelister og belønnede de effektive, hvad enten de var private eller offentlige. Men også dengang førte socialdemokraterne en heftig kampagne mod såkaldt »overbetaling«. For dem var det vigtigere at bekæmpe privathospitaler end at bekæmpe ventelister.

Det er forståeligt, at personaleorganisationer ikke bryder sig om valgfrihed for borgerne. Kommuner og regioner har en tendens til at kalde de offentlige løsninger »vore«, mens de private er »de andres«. Men for borgerne er det lige meget, om en løsning er privat eller offentlig. Når blot der kan vælges.

Studier af sygefravær, effektivitet og medarbejdertilfredshed taler ofte et tydeligt sprog om fordelen ved at give borgerne noget at vælge imellem. Hvis en skoleklasse er så uheldig at have en dårlig lærer, så skal forældrene og barnet naturligvis kunne »stemme med fødderne« og gå et andet sted hen. Det er godt for barnet og godt for skolen.