29. marts 2020
Jenny Marie Dinesen med billedet af sin far i baggrunden. Til venstre bladrer hun i faderens bog »Pligtens tunge bud« , der udkom i 1978 og blev anmeldt af Karen Blixens bror, som også hed Thomas Dinesen, da de mødtes kort før, bogen skulle udkomme.                                   

Foto: Kenn Thomsen
gallery icon

Se billedserie

Jenny Marie Dinesen med billedet af sin far i baggrunden. Til venstre bladrer hun i faderens bog »Pligtens tunge bud« , der udkom i 1978 og blev anmeldt af Karen Blixens bror, som også hed Thomas Dinesen, da de mødtes kort før, bogen skulle udkomme. Foto: Kenn Thomsen
Foto: Kenn Thomsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Far smuglede Dannebrog hjem til genforeningen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Far smuglede Dannebrog hjem til genforeningen
Debat - 17. februar 2020 kl. 13:50
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Af Jenny Marie Dinesen

Min far, Thomas Dinesen, blev som 19-årig sønderjyde tvunget ind i den tyske hær i sommeren 1916.

Alle med den fornødne viden ved, at Sønderjylland var en del af Tyskland fra 1864-1920.

Min far overlevede godt tre år i Rusland, hvor han kæmpede for en sag, der ikke var hans. Han var jo sønderjyde, og sønderjyder er danske helt ind i marven. Han vendte hjem til sin fødeby, Jels, i december 1918.

Min farfar var savskærer og var i 1915 begyndt at tænke i flag og flagstænger og lagde tre stænger til side, overbevist om, at de ville blive taget i brug en dag.

Og det blev de.
Farfar havde engang sagt: »Når tysken får hele sit knæk, så kommer den gode tid«.

Til en søster, der boede kun få meter nord for Kongeåen, havde han skrevet og bedt hende købe et dannebrogsflag, som så ville blive afhentet ved først mulige lejlighed. Grænsen var der jo stadigvæk, så flaget måtte smugles over. Og det var et problem, for de tyske soldater stod stadig vagt »an der Koenigau«.

En dag i juni 1919 kom der brev fra søsteren om, at flaget var købt og klar til afhentning. Farfar kunne ikke vente længere, det var alt for spændende, flaget måtte hentes. Flagstangen stod parat, men endnu var der forbud mod at hejse flaget. Tyskerne var her jo endnu.

Min far fik opgaven
Min far blev betroet opgaven at hente flaget. Med amtsbanen kørte han den følgende søndag de cirka 10 kilometer fra Jels til Skodborg på en returbillet. Fra Skodborg gik han ad den gamle landevej mod grænsen og Kongeåen med en underlig følelse af det ærinde, han var pålagt.

»Det var jo kun en travetur fra stationen på en halv time, og det var jo for intet at regne for en gammel infanterist, der havde slidt sine støvlesåler på Ruslands stepper i tre år.«

Ankommet til grænsen måtte han forevise sit pas, som fik sit stempel, og da han intet havde at fortolde, stod han snart på dansk jord nord for Kongeåen. »En mærkelig følelse - jeg havde jo ikke været over grænsen ved Skodborghus siden grundlovsdag den 5. juni 1914.«

»Min faster, som jeg ikke havde set i flere år, tog kærligt imod mig, og gensynsglæden var stor. Efter at have fået kaffe, var der meget at fortælle om min tid som soldat i krigens onde år.

Nå, men det var altså dannebrogsflaget, som jeg var kommet for at hente. Den mand, som min faster var husbestyrerinde for, havde sit daglige arbejde på Vejen savværk, og da huset, de boede i, lå lige ved Kongeåen, havde de jo også kontakt med vagterne ved grænsen, både danske og tyske.

Manden havde da også talt med en af de tyske vagter og sat ham ind i det med, at jeg skulle komme og hente et flag. Han havde lovet at være behjælpelig med at få det ordnet og meddelt, at han havde vagt ved broen fra klokken 7-9 søndag aften.

Jeg skulle undgå tolden, og derfor skulle jeg komme klokken 8. Da ville han vende ryggen til, mens jeg skulle gå til højre lige over broen og langs engdraget et par hundrede meter hen til et dige med fyrretræer og på modsatte side følge diget mod en gård ad Skodborg til.

Men jeg skulle jo have flaget med, også dette var tilrettelagt. Jeg betalte prisen for flaget og kunne betale med tyske mark trods den lave kurs.«

Svøbt om hans overkrop
Så fik min far besked på at tage jakke og vest af. Derefter blev det tre meter lange flag sammenlagt og svøbt om hans overkrop fra armhuler og ned i bukserne. Det kneb med at få vest og jakke til at nå sammen, men det lykkedes. Så blev klokken 8, han sagde farvel og tak for en hyggelig eftermiddag og fik samtidig at vide, at den tyske soldat skulle have et pund smør for at lukke øjnene.

»Jeg kom tilbage til Jels. Heldigvis var det næsten mørkt, så der var ingen, der bemærkede, hvor uformelig min krop var.

Ankommet til hjemmet blev der vældige løjer, da jeg trak jakke og vest af og stod midt på gulvet, indsvøbt i det dyrebare dannebrogsflag.

Far tog varsomt på flaget - mens jeg drejede rundt, indtil Dannebrog lå mellem fars arme, og jeg så, at han med tårer i øjnene trykkede det til sit bryst.

Mor og mine søskende stod bevæget og så til. Så hjalp jeg far med at folde flaget ud i hele dets længde og bredde, en betagende stund for os alle.«

Når man efter så mange år læser en sådan beretning, går det rigtig op for én, at der var en landegrænse mellem Sønderjylland og det øvrige Danmark - samt hvad det betød at stå med et dannebrogsflag i favnen som forberedelse til den afstemningsdag, der kom den 10. februar 1920.

Men den kom, og Dannebrog kunne atter vaje frit i Nordslesvig efter 56 års forløb. En mærkedag, der er grund til at mindes.