4. april 2020
Morten Løkkegaard
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Fake news om EU-budgettet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Fake news om EU-budgettet
Debat - 19. februar 2020 kl. 14:15
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

EU-debat

Af Morten Løkkegaard, MEP (V)

Når regeringen om kort tid tager til EU for at kæmpe for danske interesser i forhold til det kommende EU-budget, så er det med et solidt mandat fra blandt andre Venstre. Alligevel kunne man 29/1 på debatsiden læse, at de danske socialdemokrater i Europa-Parlamentet sår tvivl om, hvor man har Venstre, når det gælder om at holde EU-budgettet i ro.

Det undrer mig såre. For Venstre har på intet tidspunkt skiftet holdning til EU's budget. Vi mener ikke, at danske skatteydere skal betale mere til EU, end de gør i dag. Og vi mener - på linje med regeringen - at det må være muligt at prioritere inden for det eksisterende EU-budget. Hvis der skal bruges flere penge på at bekæmpe klimaforandringer og sikre de ydre grænser, så skal der samtidigt skæres andre steder. Det er bestemt ingen nyhed.

S overtog vores politik
Faktisk forholder det sig sådan, at den socialdemokratiske regering har overtaget tidligere Venstre-regeringers politik på området. Så selvom statsministeren bruger krads retorik, så dækker det bare over den politiske linje, som danske regeringer har ført i mange år.

Derfor undrede det også Venstre, at S-regeringen i første omgang forsøgte at få Folketingets opbakning til kun at kæmpe for at bevare den danske EU-rabat, uden at regeringen havde i sinde at lægge afgørende vægt på det samlede EU-budget. For hvad nytter en rabat på en milliard kroner, hvis den danske andel af budgettet stiger med to-tre-fire milliarder kroner om året? Derfor pressede Venstre på for at sikre, at regeringen var mindst lige så optaget af den samlede EU-regning til Danmark - frem for kun rabatten.

Med et nyt og skærpet mandat i ryggen rejser regeringen derfor nu til EU og arbejder for danske interesser, som er vigtige områder som grøn omstilling og fokus på irregulær migration - samt et stramt EU-budget. Nu er det så op til den danske regering ikke at få gummiarm, når kampen om budgettet går ind i den afgørende fase.

Med ovenstående håber jeg, at de danske socialdemokrater i Europa-Parlamentet er blevet klogere på regeringens mandat til de sidste EU-budgetforhandlinger. For at der ikke skal opstå den slags misforståelser igen, vil jeg opfordre til, at partiets medlemmer i EU i højere grad følger arbejdet i Folketingets Europaudvalg. Ellers risikerer de også en anden gang at løbe med fake news.