20. september 2019
Brede politiske aftaler om bl.a. en klimalov vil give et trygt grundlag og stabile rammer for de meget store og langsigtede investeringer, som både den offentlige og private sektor skal foretage, skriver Per Christensen. Billedet er fra vindmølleparken ved Horns Rev.      Foto: Dong Energy
gallery icon

Se billedserie

Brede politiske aftaler om bl.a. en klimalov vil give et trygt grundlag og stabile rammer for de meget store og langsigtede investeringer, som både den offentlige og private sektor skal foretage, skriver Per Christensen. Billedet er fra vindmølleparken ved Horns Rev. Foto: Dong Energy
Foto: Dong Energy
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Fælles om grøn fremtid

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Fælles om grøn fremtid
Debat - 26. august 2019 kl. 13:03
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Af Per Christensen Formand for 3F

De fleste danskere har anerkendt, at klimatruslen er særdeles alvorlig, og at den grønne omstilling ikke er en mulighed, men en uopsættelig nødvendighed.

Derfor er det meningsløst at spørge, hvor besværlig og dyr den grønne omstilling bliver i forhold til status quo. For handlingslammelse er ganske enkelt ikke en mulighed.

Mange af vores virksomheder har for længst taget ansvar og udstukket en ny, mere grøn kurs. Danfoss investerer bl.a. langsigtet i nye teknologiløsninger til øget energieffektivitet. Grundfos vil reducere deres vandforbrug og udledning af drivhusgasser med 50 procent i 2025. Bare for at nævne et par eksempler.

Masser af nye job
Grøn omstilling giver masser af nye job. Tal fra Danmarks Statistik viser bl.a., at hvert andet nye job, der skabes i industrien, er et grønt job - knyttet til den grønne omstilling og nye produkter og services, der er mere bæredygtige, end dem de afløser.

I 3F har vi i adskillige år arbejdet aktivt for en grøn omstilling, der både tilgodeser miljøet og klimaet og skaber job og vækst i hele landet. Vores grønne tænketank havde glæde af en lang række eksterne eksperter og kom med mange gode forslag eks. i forhold til bioøkonomi, fjernvarme, vand og vind, energirenovering, affald osv.

Arbejdsmarkedspensionsselskaber som PensionDanmark og Industriens Pension er også som investorer aktive partnere i bl.a. udbygningen af vindenergi og udviklingen af bæredygtigt byggeri. Både fordi det sikrer et godt afkast til fremtidens pensionister, og fordi vi skylder vores børn og børnebørn at bidrage aktivt til at modvirke klimaforandringerne.

Tryg alderdom - tåleligt klima
De kommercielle pensionsselskaber er også ved at komme godt med, og den udvikling fortsætter forhåbentlig. En tryg alderdom forudsætter ikke kun opsparing, men også et tåleligt klima!

I den grønne omstilling, vi skal gennemgå de kommende år, er der ingen fribilletter. Virksomhederne, de private fonde og de velhavende skal bidrage. Lønmodtagerne skal bidrage. Den offentlige sektor - både stat, regioner og kommuner - skal bidrage, og det skal også bygge- og anlæg, transport, energi-, landbrugs- og fødevaresektorerne.

Derfor er der også brug for brede politiske aftaler i Folketinget om både bindende klima- og energisparemål og delmål, så udviklingen undervejs kan tjekkes og evt. nødvendige justeringer af kursen gennemføres. Brede politiske aftaler om bl.a. en klimalov vil give et trygt grundlag og stabile rammer for de meget store og langsigtede investeringer, som både den offentlige og private sektor skal foretage.

Her skal vi genopfriske vores fælles erfaring fra oliekrisen for snart 50 år siden, hvor det var prisen på den fossile energi, som fik os til at spare på energien og endog enes om bilfri søndage! Den mest klima- og miljøvenlige energi er trods alt den, vi ikke bruger.

Derfor bør Folketinget også enes om bindende mål for energibesparelser og energieffektiviseringer i industrien og for bygninger- som man bl.a. har det i vores nabolande Tyskland, Sverige og Norge.

Ikke hjælpsomt
I den forbindelse er det bestemt ikke hjælpsomt, at man i det seneste energiforlig skar støtten til energibesparelser ned til en tredjedel! Det var bedre at målrette støttemulighederne, så ordningen blev effektiv.

Jeg håber, at partierne i det nyvalgte Folketing er parat til at skabe de brede og langtidsholdbare aftaler, som igen bringer Danmark i forreste række i den grønne omstilling.