20. januar 2021
Når det på et tidspunkt lysner igen og grænserne genåbner, er VisitNordsjælland klar til at tage imod de internationale turister. 

Fotos: Tine Uffelmann
Når det på et tidspunkt lysner igen og grænserne genåbner, er VisitNordsjælland klar til at tage imod de internationale turister. Fotos: Tine Uffelmann
Foto: Alex Nyborg Madsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Et forfærdeligt turistår

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Et forfærdeligt turistår
Debat - 02. december 2020 kl. 13:57

Af Annette Sørensen, direktør VisitNordsjælland

Fra at være en branche i vækst, så har mange grene af turismeerhvervet oplevet en hård og brutal opbremsning i 2020. Hotellerne, især i byerne, har det svært. Møde- og konferencestederne kæmper sammen med detailhandlen, restauranterne og de museer, der har haft en høj andel af udenlandske turister. Selv med en vaccine og økonomiske saltvandsindsprøjtninger vil det tage år at komme tilbage på tidligere tiders niveau.

2020 har om noget lært os at acceptere det grundvilkår, at forudsigeligheden er begrænset. Ingenting er givet. I det lys er en nytårsprofeti for turismeåret 2021 meningsløs. Men kravet om omstillingsparathed, som krisen har indprentet os, den ved vi, forbliver konstant. Den får vi brug for i en turismeverden, der vel er vendt på hovedet, men som også byder på nye muligheder, hvis vi tør anlægge et nyt perspektiv og står sammen om at skabe optimale vilkår for turismen.

Da der blev trykket på pauseknappen, og corona satte en pind i vores allesammens hamsterhjul, blev vi mere tænksomme som forbrugere og som turister. Masseturismens æra, som vi kender den, er forbi. Nu vil vi i endnu højere grad have kvalitet og nærvær i oplevelser, der taler til netop os. Oplevelser, der rører os, hvor vi indgår i fællesskaber, og som forbinder os med lokalmiljø og naturen omkring os.

Bæredygtige turismeoplevelser
Det giver afsæt for mere bæredygtige turismeoplevelser og i højere grad at tiltrække turister på alle tider af året. Også i det lys har den igangværende turismeudvikling i Nationalpark Kongernes Nordsjælland stort potentiale, og det er positivt, at turismeaktørerne nu finder sammen, så der bliver skabt grobund for et større udbud af mindeværdige oplevelser til turisterne.

Den arketypiske turist, som kan puttes i en kasse, findes ikke længere. Turister har mange ansigter og forskellige udgangspunkter for at rejse til Nordsjælland. Og netop nu er vi selv, de lokale, turister hos os selv. I turismemarkedsføringen arbejder vi med komplekse målgrupper, der har skiftende behov og kendskabsgrad, og nu i endnu højere grad.

Som turismeorganisation hjælper vi turisten hertil og rundt i Nordsjælland, men ikke som i gamle dage. Vi møder turisterne der, hvor de er, blot står de ikke længere i kø foran turistinformationen, men er online som aldrig før. Allerede længe før corona har turisterne i overhængende grad fundet inspiration og information på nettet, men det digitale behov er nu blevet forstærket. I VisitNordsjællands skræddersyr vi kommunikationen på de sociale medier, så vi kan ramme hver enkelt målgruppe meget præcist, og tager turisten i hånden ved blandt andet at markedsføre oplevelser, overnatningstilbud og madoplevelser sammen. Digital synlighed og dataindsamling vil fortsat være helt afgørende for at tiltrække turisterne.

Vi har et stærkt turismeprodukt og ved, hvordan vi skal markedsføre det, men det er ikke nok. Vi skal gøre det nemt for turisterne at komme hertil, sikre mobiliteten og en stærk infrastruktur. Vi har godt fat i det københavnske og sjællandske publikum, men undersøgelser viser, at jyderne ikke i samme grad som sjællænderne er villige til at udforske andre egne af Danmark. En idé kunne være at sænke broafgiften på Storebæltsbroen for at få flere jyder hertil.

Når det på et tidspunkt lysner igen og grænserne genåbner, er VisitNordsjælland klar til at tage imod de internationale turister. Men konkurrencen om de udenlandske turisters gunst bliver hård. Den svenske kurs er fortsat svag over for den danske krone, hvilket betyder, at det er 25 procent dyrere for svenskerne at holde ferie på vores side af Sundet.

Vi kan påvirke momsen
Kronekursen kan vi ikke ændre på. Men hvad vi rent faktisk kan påvirke, er momsen. I Danmark har vi Europas højeste hotelmoms og en restaurantmoms, der ligger i toppen i forhold til andre EU-lande. Det giver ulig konkurrence, men ved at sænke momsen kan der gøres noget konkret for at hjælpe netop den del af turismeibranchen, som lige nu har det sværest.

Lad det være et julegaveønske til politikerne. Vi behøver ikke give de andre udenlandske destinationer et forspring, når nu vi rent faktisk har konkrete muligheder for at hjælpe turismen godt på vej ind i 2021.

Er det en god idé at indføre bøde eller straf, hvis man ikke vil gå i isolation efter en udlandsrejse?