1. april 2020
Jeg kan garantere for, at en blind, 86-årig patient med stærke smerter aldrig var blevet behandlet med så stor ligegyldighed. Hverken i Australien eller mange andre steder i store dele af verden, skriver Klaus Mikkelsen efter den ubehagelige nærkontakt med blandt andre Hillerød Sygehus. 	                                                                            Foto: AV-Afdelingen, Nordsjællands Hospital
Jeg kan garantere for, at en blind, 86-årig patient med stærke smerter aldrig var blevet behandlet med så stor ligegyldighed. Hverken i Australien eller mange andre steder i store dele af verden, skriver Klaus Mikkelsen efter den ubehagelige nærkontakt med blandt andre Hillerød Sygehus. Foto: AV-Afdelingen, Nordsjællands Hospital
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: En syg historie

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

En syg historie
Debat - 13. februar 2020 kl. 22:51
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Af Klaus Mikkelsen , Aspendale Gardens, Victoria, Australien

Jeg er udlandsdansker. Det har jeg været i mange år. Så mange, at jeg efterhånden er helt uvidende om, hvordan det danske sundhedsvæsen fungerer. Indtil for nylig, hvor jeg på et hjemmebesøg skulle tage mig af min gamle mor.

Det var ganske enkelt chokerende. Og hvis det, jeg oplevede, er almindelig dansk praksis, så undrer jeg mig over, hvorfor danskerne med højt skattetryk og berømmet velfærdssamfund accepterer det. Måske er det bare de ældre, I behandler sådan? Men det gør det ikke bedre. Tværtimod.

Dette er historien om en smertefuld, men helt banal tilstand, der har vist mig, at jeg i hvert fald aldrig skal blive syg i Danmark. Mine oplevelser set udefra som gæst kan forhåbentlig - om ikke andet - være med til at skabe debat.

Historien kort
Min mor er 86 år. For nogle år siden mistede hun sin mand - min far - efter 60 års ægteskab. Kort tid efter fik hun en blodprop og mistede 95 procent af sit syn. Hun blev erklæret blind. På trods af sit handicap klarer hun sig fint. Hun går ture med gå-klubben, arbejder som frivillig i Kræftens Bekæmpelse og spiller sågar også dart. Hendes venner peger hende i den rigtige retning, før hun kaster. Og så går alle i dækning.

Jeg har boet i Australien i 20 år. Jeg kommer til Danmark tre-fire gange om året for at besøge min mor. Sidst, jeg kom til Danmark, skulle jeg være blevet i en uge. Jeg endte med at måtte blive i over en måned.

Da jeg ankom, havde min mor smerter i benet. I løbet af få dage blev smerterne værre. Vi tog til Sundhedshuset i Helsingør. Diagnose: Muskelsmerter. Min mor fik morfinpiller. De hjalp ikke.

Vi tog til egen læge. Diagnose: Betændelse i en slimsæk. Min mor fik kortison. Det hjalp ikke. Smerterne forværredes. Min mor kastede op og blev sengeliggende. En weekend-morgen besluttede jeg at køre på akut-afdelingen på Hillerød Sygehus.

Hvis jeg havde vidst, at vi skulle vente i ni timer, før vi kunne tale med en læge, havde jeg måske ikke gjort det. I alle ni timer havde min mor voldsomme smerter. Sygeplejerskerne måtte kun give håndkøbsmedicin. Til sidst bønfaldt jeg dem om hjælp. Kunne næsten ikke tro, hvad jeg oplevede: At personalet lod en ældre, blind dame vente så længe med så mange smerter. Men jo, det var lige præcis det, der skete.

Endelig kom en læge. Min mor fik muskelafslappende piller. Og blev sendt hjem.

De stærke smerter fortsatte. Vi var retur hos egen læge, som øgede mængden af medicin og der blev taget røntgenbilleder. Så blev vi henvist til Hillerød Sygehus.

Jeg var lettet. Jeg troede, at lægen indlagde min mor. Hun havde næsten ikke spist i to uger. Hun var usammenhængende og kunne ikke længere klare sig selv. Jeg tænkte, at nu tog lægerne over. I takt med at hun blev svagere, var jeg begyndt at frygte for at stå med ansvaret for hendes liv. Jeg forstod ikke, hvorfor ingen tog det fra mig og lagde det i professionelle hænder i stedet. Men nej, min mor var ikke indlagt. Hun fik en seng på gangen, hvor hun lå og vred sig i smerter.

Denne gang ventede vi i seks timer, før en læge kom. Hun kunne ikke se røntgenbillederne, som netop var taget på Sundhedshuset, da »det var et andet system«. Efter kort undersøgelse blev vi henvist til egen læge.

Jeg sagde, at det jo var egen læge, vi netop var henvist fra. Jeg fik et skuldertræk som svar.

På dette tidspunkt tog min mor 20 piller om dagen. Jeg følte, at der manglede et overblik, da pillerne bare var blevet tilføjet hen ad vejen efter hver konsultation. Jeg ringede til en læge-ven. »Det er da en rodebutik,« sagde hun. »Flere af pillerne kan fjernes og erstattes. Der er også bivirkninger, især for ældre mennesker, forbundet med den medicin. Dette er, hvad du skal bede om i stedet...«.

Jeg gik til min mors egen læge igen. Jo, han kunne da godt se, at det foreslåede nok var bedre.

Overlevering til hjemmeplejen
Efter en måned var min mor i bedring. Det var på tide for mig at rejse hjem.

Lægen kontaktede hjemmeplejen, så de kunne sørge for, at min mor fik sin medicin. Jeg besluttede mig for at blive lidt længere og sikre en god overlevering.

Og heldigvis for det. For der gik tre dage, før der kom nogen. Hjemmehjælperen havde en liste med medicin med. Listen var dog forkert. De to vigtigste piller var slet ikke nævnt.

Til gengæld var der piller på listen, som min mor ikke havde taget i seks år.

Stor undren
Det er ikke så meget det, at højre hånd ikke vidste, hvad venstre hånd foretog sig igennem dette forløb. Det værste var det fravær af nogen, der ville sikre overblikket og tage ansvar for at få min mor rask.

Og så var der Hillerød Sygehus, der med et skuldertræk sendte min mor hjem igen, selv om hun havde voldsomme smerter. Det håber jeg aldrig, at jeg skal opleve igen. Eller at nogen andre skal.

Australien er ikke berømt for sin velfærd. Alligevel omfatter vores Medicare, den australske sygesikring som er for alle, lægehjælp uden at vi behøver at betale ekstra for en privat sygeforsikring. Vi har også en garanti for behandling på skadestuen indenfor to en halv time. Det plejede at være fire timer, men det ville folk ikke finde sig i.

Jeg kan også garantere for, at en blind, 86-årig patient med stærke smerter aldrig var blevet behandlet med så stor ligegyldighed. Hverken i Australien. Eller mange andre steder i store dele af verden.

Danmark - det er sgu ikke godt nok!

Hverken Hillerød Sygehus eller Helsingør Kommune har ønsket at kommentere indlægget.