19. oktober 2019
I middelalderen er Danmark gennem vores tilknytning til kristendommen en central del af Europa, måske mere end efter reformationen i 1536, hvor vi trækker os lidt tilbage sammen med de andre nordeuropæiske, protestantiske lande, skriver Mads Ravn. Den drabelige ridder er fra et middelaldermarkde på Esrum Kloster for et par år siden.                           Foto Thomas Olsen
gallery icon

Se billedserie

I middelalderen er Danmark gennem vores tilknytning til kristendommen en central del af Europa, måske mere end efter reformationen i 1536, hvor vi trækker os lidt tilbage sammen med de andre nordeuropæiske, protestantiske lande, skriver Mads Ravn. Den drabelige ridder er fra et middelaldermarkde på Esrum Kloster for et par år siden. Foto Thomas Olsen
Foto: Thomas Olsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: EU set i et nyt lys

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

EU set i et nyt lys
Debat - 20. maj 2019 kl. 13:58
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Af Mads Ravn Forskningschef og museumsinspektør Vejlemuseerne

Mange vil gerne diskutere, om vi skal være en del af Europa eller ikke. Som om det var et valg. I et historisk lys er der ingen tvivl. Vi har altid været en del af Europa. Hvor meget, vi vil være med, er heller ikke et valg. Vi bør snarere spørge, hvordan vi sikrer, at det der sker i Europa er i vores interesse?

Der er mange eksempler i danmarkshistorien på, at vi ikke har haft valget. Et lysende eksempel er naturligvis Anden Verdenskrig, hvor vi ufrivilligt blev trukket ind i stormagternes konflikt. Men også i 1864 var det stormagterne i Europa ved freden i Wien, der dikterede, at grænsen mellem Danmark og Preussen skulle gå ved Kongeåen, som den gjorde indtil for 99 år siden.

Faktisk var vi allerede i jægerstenalderen for mere end 10.000 år siden en del af Europa. Flintpilespidser viser, at de første jægere kom herop på jagt efter rensdyr fra Centraleuropa kort tid efter istiden. Afstanden fra selve Europa betød noget. Ting kom herop lidt senere; det gjaldt træer, græsser, dyr, mennesker og kulturer.

Da vi bliver en del af det mellemøstlige landbrugsnetværk omkring 4000 f.Kr., bliver vi en tættere integreret del af Europa. Jægerne og samlerne i Sydskandinavien kæmpede imod forandringerne, og agerbrugskulturen stoppede ved Elben i 1000 år, før det skete. Men alligevel vinder landbrugskulturen, måske da nogle af dem kommer hertil og viser, at agerbrugslivsstilen er »cool«. I løbet af få generationer bliver vi en del af tragtbægerkulturen, der strækker sig ned til Parisbassinet, og vi optager de samme ritualer og gravskikke. Det viser potteskår, økser og dysser og jættestuer, hvis lige man kan finde i det nordlige Frankrig.

Måske var Enkeltgravskulturen den kultur, der var allermest europæisk. Den kom hertil omkring 2800 f.Kr. Genetikere har påvist, at med Enkeltgravskulturen kom også den lyse hudfarve, som disse folk havde udviklet nede på de ukrainske stepper for at kompensere for det manglede sollys i de lange vintre. Dermed kunne man bedre optage d-vitaminer fra solen. Man udviklede også laktosetolerance for at kunne drikke mælk, som der er ganske meget d-vitamin i. Samtidigt mener sprogforskere, at det var disse folk, der havde det indoeuropæiske sprog med, altså det sprog alle i Europa taler, på nær finner, ungarere og baskere. Det indoeuropæiske sprog betyder, at der ikke er særligt langt mellem alle de europæiske sprog. Moder på dansk, mater på latin, Mutter på tysk, kommer af det samme oprindelige, indoeuropæiske ord: Matr.

Kulturen videreudviklet
Grunden til det indoeuropæiske sprogs succes diskuteres stadig og forklares af nogle med, at de folk der medbragte dette sprog, underlagde sig den herboende befolkning. Andre mener tilmed, at den pestbakterie, de medbragte, udryddede store dele af den herboende befolkning, da de selv var mere immune.

Bronzealderen blev blot en videreudvikling af den europæiske kultur- udvikling. Bronze, som jo består af tin og kobber skulle hentes hertil fra Central- og Vesteuropa. Kobberet kom hertil fra Slovakiet og siden Alperne, mens tinnet blev bragt fra Cornwall i England, før metallerne kunne smeltes sammen herhjemme. Man diskuterer stadig, om disse råstoffer kom gennem mellemmænd eller gennem personlige rejser. Der var dog nok stor mobilitet i oldtiden og måske især i bronzealderen. Egtedpigen, som man mente var fra Danmark, er de senere år blevet bestemt til at være fra Sydtyskland. Selvom denne forklaring er kommet under pres, viser de mange bronzegenstande, at Sydskandinavien var en del af Europa i bronzealderen.

I løbet af jernalderen er der mindre indflydelse fra Centraleuropa, der blev mere interesseret i de rige, græske og romerske samfund i Sydeuropa. Vi læser dog i kilderne om både kimbrere og teutonerne, der ifølge romerske historikere kommer fra det nuværende Jylland. De hærger i Romerriget, hvor de bliver stoppet af den romerske krigsherre Gaius Marius år 103 f.Kr. 30 km nord for det nuværende Marseille.

Op igennem jernalderen er Romerriget i syd en magnet, der med sin velstand og handel er med til at skabe de kongedømmer, der opstår i århundrederne efter Kristi fødsel. Således dukker danerne op i de skriftlige kilder i begyndelsen af 500-tallet. Disse danere, der også senere kaldes vikinger bliver ikke mindre dominerende i løbet af vikingetiden, hvor vi også optager den europæiske, katolske kristendom i løbet af 900-tallet.

Central del af Europa
I middelalderen er Danmark gennem vores tilknytning til kristendommen en central del af Europa, måske mere end efter reformationen i 1536, hvor vi trækker os lidt tilbage sammen med de andre nordeuropæiske, protestantiske lande.

Men at påstå at vi ikke er en del af Europa er historisk ukorrekt og et produkt af et historisk tunnelsyn, der er opstået med nationalismen og nationalstaterne.

Med denne korte opsummering, som kan efterprøves i bøger og på landets museer, minder jeg om, at vi ikke kan vælge Europa fra. Vi kan vælge, hvordan og hvor meget indflydelse vi ønsker at få på beslutningerne, der påvirker os, uanset om vi er med eller ej.