14. november 2019
Blandt de projekter, der bør prioriteres allerførst, er der to vigtige projekter på Sjælland, som længe har været undervejs. Det drejer sig dels om færdiggørelsen af Kalundborgmotorvejen (billedet) og dels om motorvejen fra Næstved til Rønnede ved Sydmotorvejen, skriver de seks politikere.         Foto: Kaj Ove Jensen
gallery icon

Se billedserie

Blandt de projekter, der bør prioriteres allerførst, er der to vigtige projekter på Sjælland, som længe har været undervejs. Det drejer sig dels om færdiggørelsen af Kalundborgmotorvejen (billedet) og dels om motorvejen fra Næstved til Rønnede ved Sydmotorvejen, skriver de seks politikere. Foto: Kaj Ove Jensen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Det haster med at udbygge vejene

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Det haster med at udbygge vejene
Debat - 30. oktober 2019 kl. 13:56
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Af Bertel Haarder (V), Brigitte Klintskov Jerkel (K), Zenia Stampe (R), René Christensen (DF), Louise Schack Elholm (V) og Jacob Jensen (V), alle MF'ere valgt i Sjællands Storkreds.

Rundt om i landet er der mange, der lige nu venter med tilbageholdt åndedræt på den nye regering og transportminister Benny Engelbrechts (S) udspil til en ny infrastrukturplan. Det gør vi i høj grad også som folketingsmedlemmer, valgt på Sjælland, hvor vejnettet gennem en årrække har trængt til en markant opgradering.

Det har længe stået klart, at den infrastrukturplan, som den daværende regering med deltagelse af Venstre, LA og De Konservative indgik aftale med Dansk Folkeparti om inden valget, ikke eksisterer mere, og at den nye regering har ønsket at starte forfra på »blankt papir«. Men samtidig eksisterer behovet for nye investeringer i infrastruktur landet over i høj grad, og derfor er det helt afgørende, at regeringen og partierne på Christiansborg snart sætter sig sammen og forhandler en ny plan, der kan samle bred støtte i Folketinget, og dermed skabe sikkerhed for en stabil udbygning af den danske infrastruktur i det kommende årti.

Flittige med løfterne
Under valgkampen var politikere fra mange partier flittige til at love investeringer i veje og jernbaner rundt om i landet, og nu er det blevet tid til at lade handling følge ord. Blandt de projekter, der bør prioriteres allerførst, er der to vigtige projekter på Sjælland, som længe har været undervejs. Det drejer sig dels om færdiggørelsen af Kalundborgmotorvejen og dels om motorvejen fra Næstved til Rønnede ved Sydmotorvejen. Begge motorvejsprojekter indgik i øvrigt også i Socialdemokratiets infrastrukturudspil før valget. Hertil kommer den resterende del af den sjællandske tværforbindelse.

17 sjællandske kommuner og Region Sjælland er enige om, at tiden nu er kommet til at prioritere infrastrukturen på Sjælland, og den enighed håber vi snart vil resultere i konkret handling. For der er akut brug for bedre infrastruktur på Sjælland.

Gennem snart 30 år har motorvejen mellem Næstved og Rønnede været diskuteret, og Næstved er i dag den største danske by, der ikke er koblet op på motorvejsnettet, hvilket vi i lokalområdet dagligt mærker konsekvenserne af. Pendlingen til og fra Næstved er i stærk vækst, bl.a. fordi Næstved i stigende grad fungerer som arbejdskraftopland til København, og de mange store virksomheder, der er lokaliseret i Næstved-området, oplever dagligt konsekvenserne af kødannelser på landevejen på vej mod motorvejen. Det er en situation, som kræver handling meget snart, hvis ikke det skal have alvorligt konsekvenser for områdets vækst og beskæftigelse.

Vi oplever en stigende utålmodighed hos virksomhedsejerne i området, som meget vel kan resultere i færre investeringer og i sidste ende i udflytning fra området, såfremt der ikke snart sker noget. At behovet er meget stort, viser også den beregning af motorvejens samfundsøkonomi, som COWI har gennemført tidligere på året, som pegede på en intern forretning af investeringen på hele 5,3 procent. En motorvej mellem Næstved og Rønnede er med andre ord en rigtig god investering for hele det danske samfund.

Forudsætninger på plads
Alle forudsætninger for at gå i gang med byggeriet er på plads, der er for længst lavet VVM-undersøgelse, valgt linjeføring og sågar påbegyndt ekspropriation i området, hvor motorvejen skal anlægges. Vi mangler sådan set kun den endelige politiske beslutning om at sætte byggeriet i gang.

Vi ved, der har været meget at se til efter valget med ny regering og nye folk på mange poster i en del af partierne. Men forudsætningerne for at kunne lave en ny infrastrukturplan mener vi afgjort er til stede, og derfor håber vi meget på, at efteråret langt om længe vil komme til at indeholde en beslutning om igen at få gang i de nødvendige investeringer i vores infrastruktur på Sjælland.