20. januar 2021
Det af 3. og 4. Regiment sammensatte musikkorps giver koncert i Sønderborg, Perlegade set fra Rådhuset. Mon ikke stabshornblæser Jens Norup dirigerer sin egen march, »Holger Danskes March«, hvor han netop har indlagt citater fra »I alle de riger og lande«, som sønderjyderne elskede, men som ikke måtte synges offentligt under det tyske styre. 	                                                                                                                Foto: Det Kgl. Bibliotek
gallery icon

Se billedserie

Det af 3. og 4. Regiment sammensatte musikkorps giver koncert i Sønderborg, Perlegade set fra Rådhuset. Mon ikke stabshornblæser Jens Norup dirigerer sin egen march, »Holger Danskes March«, hvor han netop har indlagt citater fra »I alle de riger og lande«, som sønderjyderne elskede, men som ikke måtte synges offentligt under det tyske styre. Foto: Det Kgl. Bibliotek
Foto: Picasa
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: »Der skal lægges megen vægt på dansk musik«

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

»Der skal lægges megen vægt på dansk musik«
Debat - 30. december 2020 kl. 12:32

Af Martin Corfix Sogne- og orlogspræst Lynge Præstegård

Nordslesvigerne var indtil 1920 et undertvunget folk. Men deres fortælling er også en fortælling om sej overlevelse og om håbet og viljen til at forblive dansk. Sønderjyderne vidste nemlig, at det var deres egen sag at bevare tilknytningen til det gamle land sprogligt og kulturelt. Det er også fortællingen om grov undertrykkelse af dansk ånd og kultur fra tysk side. Her var der ikke tale om dialogkaffe, hvor tyske gendarmer mødte op og slog hårdt ned på afsyngelsen af danske sange.

Med den snarlige frihed og genforeningen inden for rækkevidde var det for de dansksindede sønderjyder et spørgsmål om tid, hvor det ikke mere ville være suspekt offentligt at høre eller synge dansk musik. Med nordslesvigernes leder H.P. Hanssens ord: »En ny tid er nu ved at oprinde!« Det var der også folk i det gamle land, der havde blik for: Oberst Carl Moltke var udvalgt til at være chef for den Sønderjyske Kommando, der skulle afløse de engelske og franske troppeafdelinger, der siden januar 1920 havde holdt Nordslesvig besat. De danske soldater og officerer i Sønderjysk Kommando ville være de første, der kom til Sønderjylland, og som sådan de første repræsentanter for det officielle Danmark før de egentlige genforeningsfestligheder den 10. juli, og Carl Moltke forudså, at dansk musik og sang ville blive en væsentlig faktor ved indtoget i de sønderjyske garnisoner.

Tog hastigt form
Efter afstemningen i 1. zone den 10. februar, hvor 75 procent af befolkningen stemte sig hjem til Danmark, tog forberedelserne hastigt form. Carl Moltke tog allerede dagen efter til afstemningszonen, hvor han bl.a. mødte sønderjydernes utrættelige førstemand og arkitekten bag genforeningen, H.P. Hanssen, der i hele sin gerning var bevidst om dansk sprog og kulturs vigtighed i den nationale kamp mod fortyskningen i Nord- slesvig. Moltke fik til overmål bekræftet, »med hvor stor og glad forventning vore landsmænd ser hen til genforeningen. Ligesom de i danske troppers tilbagevenden til det gamle land ser ligesom et symbol på opfyldelsen af deres længslers mål. Tropperne vil blive hilst med glæde overalt og mødt med største velvilje og hjælpsomhed«. Stærkt inspireret af sin rejse skrev Moltke ved sin hjemkomst disse ord i en manende »vejledning« til officererne og befalingsmændene.

Danske militærorkestre
Særligt kom Moltke ind på det genforeningsfremmende i brugen af de danske militærorkestre i mødet med den sønderjyske befolkning og hans opfordring var klar: »Der skal lægges megen vægt på dansk musik«. Yderligere lagde Moltke særlig vægt på, at befalingsmændene og soldaterne forud for afsendelsen skulle lære »vore fædrelandssange at kende - ikke alene melodierne men også ordene«, for de ville komme ned til en befolkning, der kunne dem udenad.

Sønderjysk Kommandos indtog den 5.-6. og 7. maj i Sønderborg, Haderslev, Aabenraa og Tønder blev rene triumftog med den danske regimentsmusik i spidsen. Blomsterne regnede ned over messinginstrumenter og soldater: »De var bare så forfærdelig glade alle sammen. ... Det var som et gensyn af længe adskilte familiemedlemmer«, skrev et øjenvidne. De dansksindede sønderjyder fik ved indtogene og folkefesterne i musik og sang afløb for al den glæde, man var fyldt af, og al den musik, der havde været forbudt, måtte nu klinge frit. Oberst Moltke sagde mange år efter om militærorkestrenes store kulturelle indsats ved genforeningen: »De danske melodier, som sønderjyderne under fremmedherredømmet knapt nok havde turdet lade lyde i deres egne stuer, i hvert fald ikke for åbne vinduer, klang nu frejdigt gennem gaderne, og det varede ikke længe, inden det var de danske marcher, man hørte drengene fløjte«.

I dag ville krænkelseskortet for længst have været trukket mod Moltke i diverse cancel culture-bevægelser, og han ville være blevet udskammet og hånet for at satse på det nationale og specifikt kulturelt danske!

Kulturelt fællesskab
Når regimentsmusikken i Sønderborg intonerede med ouverturen til Heiberg og Kuhlaus »Elverhøj« eller et udtog af H.C. Andersen og Hartmanns opera, »Liden Kirsten«, f.eks. på Nørretorv, var det af stor symbolværdi og samtidig sønderjydernes indgang til de største nationale toner fra Det Kgl. Teater i København. Man spillede dansk og var dermed med til at konsolidere det nationale, sproglige og kulturelle fællesskab, Sønderjylland havde med Danmark. På det punkt var Moltke klar over, at musik også rummer kulturel erindring, og at den musik, vi omgiver os med, er med til at definere vores kultur og nationale identitet.

I de næste tre år kom ca. 10.000 soldater, befalingsmænd og sammen med dem i hundredevis af danske musikere i regimentsmusikkorpsene fra alle egne af Danmark til at gøre månedsvis tjeneste ved Sønderjysk Kommando indtil nedlæggelsen i 1923.

Forfatteren er fhv. regimentsmusiker i Fynske- og Sjællandske Livregiments Musikkorps og i denne måned udkom hans artikel, der her bringes i en forkortet udgave, i »Sønderjyske Årbøger« 2020 udgivet af Historisk Samfund for Sønderjylland.

Er det en god idé at indføre bøde eller straf, hvis man ikke vil gå i isolation efter en udlandsrejse?