5. juli 2020
©TON 051203 ¬ VISTI - PRÆST I UVELSE OG SLANGERUP
©TON 051203 ¬ VISTI - PRÆST I UVELSE OG SLANGERUP
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Den grænseløse folkekirke

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Den grænseløse folkekirke
Debat - 23. juni 2020 kl. 13:46
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Af Visti Christensen Helsingørsgade 2, Hillerød

Sognepræst, emeritus

Det står sløjt til med danskernes paratviden om evangelisk-luthersk kristendom. Kendskabet til troens egenart, dens etiske ballast og dens personlige betydning i menneskelige fællesskaber er såre minimal. Konfirmanderne spurgte: »Hvorfor skal vi gå i kirke, når hverken mine forældre eller bedsteforældre gør det? »Hvorfor gå til præst i 48 timer, blot for at lære, hvordan vi skal opføre os på konfirmationsdagen i kirken?« Eller dette: »Hvor skal du hen på påskeferie i år, præst?« Spørgsmålene var jo såre afslørende.

Jeg holder af folkekirken, som i en menneskealder har været min arbejdsplads. Givet mig utallige glæder og mit liv indhold og mening. Derfor er det mit håb, at kirken vil bestå som national institution. Men ikke for enhver pris. For hvad nu, hvis den er på vildspor og burde omdøbes til »folkekirken light«? Landets historiske kulturkristendom er ikke det samme, som at alle er personligt troende. Så hvor lidt tro kan man nøjes med, hvis man med rette vil kaldes kristen?

Kirken er ikke længere eneleverandør af kulturelle, etiske normer, værdier og leveregler, som tidligere formede danskernes identitet. Meget af det har altid været gode tillægs- og sidegevinster ved Evangeliets forkyndelse. Men i dag formes danskeres identitet af mange sekulære ting og forhold. Og vi ældre har ofte svært ved at finde de værdibaseringer og rygmarvsoplagringer, som var indbefattet i tidligere tiders børnelærdom, skolegang og opdragelse. Sokrates udtalte, at hvis ungdommen vedblev at opføre sig som på hans tid, ville verden ikke bestå ret længe. Det gjorde den som bekendt. Men det kan nu også i vor tid være vanskeligt at finde en respektabel og rimelig adfærd hos mange unge.

I de seneste årtier har kirken stået for mange nye tiltag. Og popkoncerter og andet godt kan sagtens få folk i kirke. Men det genererer ikke flere gudstjenestedeltagere og nadvergæster. Og det er jo faktisk hovedformålet med, at »firmaet med tårnet på« altid har ligget der. Så måske har folkekirken i dag et »misbrugsproblem«. Men end ikke dens eksistensberettigelse debatteres mere. Dens livsnære tale om glæder og sorger, liv og død, om høje tider og dybe dale, om liv og glade dage, om spildte Guds ord på Balle-Lars, om et stort traditionstab og tab af paratviden synes ikke at ville genopstå.

Præster møder ofte religiøse forestillinger hos medlemmer, som har lidet eller intet med den kristne troslære at gøre. Inspiration fra kirkens herre, der kaldte sig »Denne verdens Lys«, er flere lysår borte. Erindringer om Jesu ord og opskrifter på et rigtigt menneskeliv er borte, og udtrykket »en levende tro«, er noget, man ler ad, da det kun hører til i missionssekter og blandt præster, der diskuterer kristen teori.

Ansvarsfri blandt kirkegængere
Som pastor emeritus kan man ansvarsfrit sidde blandt øvrige kirkegængere. Det er ofte lærerigt. Selv under dåbshandlinger kan man fra mindre kirkevante høre højlydt samtale. En siger, hun ikke tror på Gud, men godt vil lade sine egne børn døbe. En anden vil vente, til de kan svare for sig selv, og en tredje mener, at kirken bør udskifte ordet Gud med ordet kærlighed. Altså kan man blandt kirkens medlemmer finde både hedninger, baptister og reformister.

Kirkens budskab omtales som ubrugeligt for nutidsmennesker. Men gammeldags skal kirken være, for den er ikke en del af underholdningsindustrien. Men den ligner en institution for »firehjulskristne«. De, som kun kommer der fire gange i livet som ramme om dåb, konfirmation, bryllup og begravelse.

Kirken arbejder i disse år på at kontekstualisere sig. Det betyder, at den mere har fokus på den verden, den skal være kirke i, end på at forkynde evangeliet. Globalismens tid kræver særlige indsatser, hævder man. Nye bibeloversættelser og salmer, nye bønner, ritualer og metaforer. Som en nødvendig opdatering. Men selve evangeliet må ikke ændres. For det er kun i kirken, man hører det. Rokkes ved det, kan man lige så godt lukke butikken. Mange steder påtager kirken sig socialt arbejde. Og ikke et ondt ord om det, der sker i en god sags tjeneste. Og siger juleevangeliet ikke, at budskabet skal være for hele folket? Altså må der være noget for enhver smag. Også den gode. Men er der ikke grænser, er alt jo grænseløst, og man kan glide bort fra den egentlige og oprindelige opgave. Og når biskopper går foran i samarbejde med for eksempel islam, så er præsteløftet ganske enkelt overtrådt.

At dyrke Gud, at styrkes i troen, at være en levende menighed, fortrolig med troens hellige lærdomme, er formålet med - og opgaven for - den kristne kirke i verden. Og leves der ikke op til det, er kirken blevet ukirkelig. Navnet kan beholdes, men tilbage er kun en grænseløs folkekirke: »Folkekirken light«.

Har du ændret dine indkøbsvaner i forbindelse med coronakrisen?