9. maj 2021
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Den, der tager sproget til sig og føler sig dansk, er dansk

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Den, der tager sproget til sig og føler sig dansk, er dansk
Debat - 04. maj 2021 kl. 13:58

Grundtvig & #MeToo

Af Erik Kildegaard Rasmussen, Baunehøj 106, Osted

Det er de mærkeligste synspunkter, N.F.S. Grundtvig og #MeToo skal lægge ryg til. Senest har Morten Messerschmidt (DF) fortolket Grundtvig på debatsiden 28/4. Grundtvig skulle stå for det givne og bestående. Han er fra en tid, hvor der var orden på landet. Mændene åbnede dørene for damerne og gav dem komplimenter. Det har #MeToo-bevægelsen ødelagt, og i dag er der derfor kaos og krænkelser i stedet for.

Det er efter min historieopfattelse direkte forkert. På landet var der tidligere en kultur, hvor det var almindeligt, at godsejere, gårdmænd og andre store personligheder tog sig visse friheder. Mange godsejere har gjort deres ansatte tjenestepiger gravide. Da nogle gårdmænd fik magt, gjorde de det samme. På Amager var der engang en præst, som tog sig af de »faldne piger«, som det hed dengang. Pigerne skulle gemmes bort for offentligheden, og derfor findes der ikke ret meget litteratur om det emne.

Det kan godt være, at mænd åbnede døre for damerne, men der var også mange, der misbrugte deres magt til at gramse på damer og de unge piger. En del mænd tog ofte fejl af soveværelse og pigekammer. Pigerne var ofte i klemme mellem de magtfulde mænd og den offentlige moral. Den klemme har ligget på piger og damer siden Arilds dage og til i dag, indtil #MeToo-bevægelsen gjorde oprør. Det er dens fortjeneste, at kvindekønnet kan trække vejret lidt lettere på arbejdspladsen i dag. Jeg kan ikke finde nogle steder i Grundtvigs tekster, hvor han skulle gøre oprør mod denne kultur, men måske er det, som Messerschmidt skriver, at Grundtvig gik ind for det givne.

Med til at udstede love
I andet afsnit skriver Messerschmidt, at vi lever i »et samfund, hvor der ikke er normer. Ikke er lov. Hvor amoralen råder. Hvor der ikke sættes skel mellem fremmed og landsmænd«. Hvordan kan han skrive sådan, når han selv sidder i Folketinget? Han er jo med til at udstede love hver dag. Dansk Folkeparti har selv været med til at bryde normen, da de ikke ville være politisk korrekte.

Messerschmidt ønsker skel mellem fremmed og landsmænd. Det gjorde Grundtvig ikke. Enhver, der tager sproget til sig og føler sig dansk, er dansk, sagde Grundtvig, og han angreb den tyske nationalisme, som satte den tyske befolkning over alt og ikke kunne åbne for fremmede. På det område må vi alle gerne ligne Grundtvig lidt mere og fjerne skellet mellem danskere og »fremmede«, der taler dansk og føler sig danske.

Planlægger du at holde den kommende sommerferie uden for Danmarks grænser?