9. juli 2020
74,4 procent af befolkningen i afstemnings- zone 1, det nuværende Sønderjylland, bestemte 10. februar 1920 et tilhørsforhold til Danmark og dermed den nuværende grænse. Og det er ikke kun i nutiden, man bruger plakater op til en afstemning. Det gjorde man også op til afstemningen i 1920, som billedet fra en udstilling i Hillerød for nogle år siden viser.
gallery icon

Se billedserie

74,4 procent af befolkningen i afstemnings- zone 1, det nuværende Sønderjylland, bestemte 10. februar 1920 et tilhørsforhold til Danmark og dermed den nuværende grænse. Og det er ikke kun i nutiden, man bruger plakater op til en afstemning. Det gjorde man også op til afstemningen i 1920, som billedet fra en udstilling i Hillerød for nogle år siden viser.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Den dag er værd at fejre

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Den dag er værd at fejre
Debat - 12. februar 2020 kl. 22:01
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Af Hans Jørgen Bonnichsen
Forfatter og foredragsholder

Der sad de, de sønderjyske veteraner fra Første Verdenskrig. Dem der havde kæmpet en kamp, der ikke var deres. De fleste af dem præget for livet. De var ældet og mærket og med tomme nervøse træk i kinderne, og nogle af dem med helt udtryksløse øjne og en mund, der blev lukket, når der blev talt om krig.

Jeg så dem ved de afstemningsfester, som vi i år fejrer i anledningen af 100- året for, at Sønderjylland, den »røvede datter kom frelst tilbage«, som Henrik Pontoppidan udtrykte det.

I min barn- og ungdom var jeg medlem af FDF-orkesteret i Haderslev, og traditionen tro deltog vi flere steder i det sønderjyske til afstemningsfesterne. Vores repertoire var fast år for år: »Det haver så nyligen regnet«, »Vort modersmål er dejligt« og »Du skønne land med dal og bakke fagre«. Det var lige præcis de sange, som tyskerne betragtede som »ophidsende« og forbød trykt i »Den blå sangbog«, da Sønderjylland var en del af det stortyske rige.

Sang med veteranerne
Men nu kunne de spilles og synges frit. Og de sang med veteranerne, men det var ikke dem, der holdt talerne, der der udtrykte taknemmelighed over de nødvendige ofre, der var lagt for at bevare retten til hjem og hjemland og som mindedes de 5000 sønderjyder, der mistede livet, blandt dem min farfar Møller Bonnichsen og onkel Hans Bonnichsen. Andre 4000, der blev krigsfanger og de 7000, der blev hårdt såret og et ukendt antal af de 26.000 dansksindede soldater, der vendte tilbage med granatchok, nogle af dem sad nu og lyttede med.

Talerne fortsatte med beretninger om tiden efter nederlaget i 1864, hvor landsdelen Nord- og Sydslesvig blev tysk erobret land. Et Danmark der blev amputeret til Kongeåen og Sønderjylland, og som blev en afkrog i det tyske rige. Der gik 56 år og en verdenskrig, inden en afstemning i 1920 bestemte, at Nordslesvig (Sønderjylland) igen blev til dansk land.

En periode hvor de tyske myndigheder gjorde alt for at lægge hindringer i vejen for danskheden. Forsamlingsfriheden blev knægtet ved forbud mod folkemøder i det fri. Så byggede sønderjyderne forsamlingshuse. Det var her, det berømte sønderjyske kaffebord blev skabt i en skarp konkurrence mellem kvinderne om, hvem der kunne medbringe de mest iøjnefaldende og velsmagende kager, førte det antallet af kager op til 21.

Tysk obligatorisk sprog
Tysk blev obligatorisk sprog overalt, også i skoleundervisningen. Så dannede sønderjyderne »Skoleforeningen«, der blev betragtet som den farligste af alle de danske foreninger. Tyskerne mente, at den udøvede »en højst fordærvelig indflydelse« ved at sende unge nordslesvigere til skolegang i Danmark.

De danske initiativer var umulige at stoppe for selv et strikt bureaukratisk tysk embedsvæsen og militærdisciplin, der blev spændt til bristepunktet i perioden fra 1897 til 1901. Den såkaldte Køller-periode, opkaldt efter overoverpræsidenten i Slesvig-Holsten, der i sin bekæmpelse af danskheden udviste over 1000 danske statsborgere fra Slesvig. Redaktøren af den dansksindede Flensborg Avis røg i fængsel i fire år for fastholdelse af presse- og ytringsfriheden,

Sproget, sangen og sammenholdet ved kaffebordet, hvor man bekræftede hinanden i og insisterede på fastholdelsen af de danske værdier, var redskabet til at holde undertrykkelserne ude og skabe håb om at bane vejen tilbage til »hjertelandet« Danmark. Fredsaftalen efter Første Verdenskrig åbnede muligheden for, at man ved en afstemning kunne bestemme sit tilhørsforhold enten til Danmark eller Tyskland.

Og dagen, der kunne afgøre dette, var den 10. februar 1920. Det var på dagen et forfærdeligt vejr med storm og regn, hvor flagene og guirlanderne blev pisket i stykker. Det kunne ikke holde nogen hjemme Stemmeprocenten var på 91,5. En stemmeprocent, der kun kan overgås i diktaturstater og med tvang.

Tre af fire sagde ja til Danmark

74,4 procent af befolkningen i afstemning zone 1, det nuværende Sønderjylland, bestemte den 10. februar 1920 et tilhørsforhold til Danmark og dermed den nuværende grænse mod Tyskland.

Når jeg fortæller historien om Genforeningen i min omgangskreds bliver mange tomme i blikket, og man aner den historiske demens, der er en realitet, ikke mindst blandt unge og for de andre en fjern fortid uden relevans for nutiden. De tager grueligt fejl!

Mit liv - som barn af grænselandet - var præget af den nord-og sydslesvigske historie med dens modsætninger, konflikter og mange fortegn. Det har ofte være meget hårde og barske oplevelser på begge sider af grænsen, men har også - langt om længe, må man sige - skabt et rum af forståelse, så man i fællesskab kunne håndtere de udfordringer alle stod overfor.

Genforeningen har vist os, at selv den stærkeste overmagt ikke kan træde vores kultur under fode. »Kæft, trit og retning« kunne ikke erstatte de mere bløde danske værdier, rummelighed, tolerance og tillid. Modsætninger og stridigheder har udviklet sig til et unikt kulturelt fællesskab.

Det kan være trøsten i dag for de bekymrede danskere, der frygter et islamiseret Danmark. Og de bekymrede indvandrere, der frygter at blive assimileret. Med andre ord: Fredelig sameksistens er mulig. Den erkendelse er vigtig.

Det vigtigste er dog, at genforeningen viste os, at der uden vold og terror, men ved fredelige demokratiske midler var muligt at fastlægge den eneste grænse i verden ved en folkeafstemning.

Det er værd at fejre.

Sommerpakken giver 50% rabat på entré til mange oplevelser som f.eks. museer. Benytter du dig af de gode tilbud ?