17. september 2021
Naser Khader under et foredrag om Gudsbilleder i Islam på Kalundborg Gymnasium.
Naser Khader under et foredrag om Gudsbilleder i Islam på Kalundborg Gymnasium.
Foto: Mie Neel
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Debat: Khaders ødelagte kedel

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Debat: Khaders ødelagte kedel
Debat - 25. august 2021 kl. 09:02
Af Carsten Bagge Laustsen, lektor, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet

Jeg bliver aldrig træt af at fortælle psykoanalytikeren Sigmund Freuds historie om den ødelagte kedel. Den lyder som følger: En mand lånte en kedel af sin nabo.
Kort efter, at den er afleveret tilbage, er der desværre et hul i kedlen, og det beklager ejeren sig selvfølgelig over. Defensoratet kommer så i tre tempi. Første argument: Ja, jeg lånte en kedel af dig, men jeg afleverede den i god stand. Hullet må være kommet til senere, altså efter at jeg afleverede den. Andet argument: Ja, jeg lånte en kedel, men hullet var der allerede, da jeg lånte den af dig. Tredje argument: Jeg har aldrig lånt en kedel af dig.

Jeg kom til at tænke på fortællingen, da jeg på Facebook læste Naser Khaders reaktion på eksklusionen fra Det Konservative Folkeparti og tidligere annonceringen af hans comeback til politik. Freud fortæller historien i "Drømmetydning" for at anskueliggøre, at der ikke findes modsætninger i det ubevidste. Det ubevidste følger en kedellogik: En drøm kan sagtens rumme indbyrdes inkonsistente udsagn, og disse modsætninger kan i sig selv pege mod en dybere sandhed, som så analytikeren kan hjælpe analysanden til indsigt i.

Comeback i bar mave

Da Khader i bar mave den ottende august annoncerede sit comeback, hævdede han, at han var »rask og i god form« og videre, at »han elskede Danmark og er klar til kamp«. Det var underforstået, at han var offer for urigtige og urimelige anklager. Nogle forsøgte at lukke ned for projekt Naser Khader, men som man kunne læse på hans - formodentlig nye - tatovering, var sagen og projektet »to be continued«. Der var ikke sat punktum med DR's artikler om hans påståede sexkrænkelser. Men så kommer kedellogikken: »Jeg er ikke perfekt«. Ja, det skrev han minsandten! Nå, men er der så noget om sagerne?

At annoncere sit politiske comeback i bar mave var nærmest i sig selv et udtryk for en kedellogik. Opslaget handlede om en tilbagevenden til det politiske liv og om, at han havde rent mel i posen. Han er en rationaliteten og fornuftens mand, som opfører sig ordentligt. Men at annoncere dette med et medfølgende billede, hvor man toner frem i afklædt figur, er vel nærmest i sig selv en selvmodsigelse. De fleste vil med sådan et billede få associationer til strandløver eller lignende. En solbrændt og bar overkrop udstråler seksualitet. Det er ikke specielt strategisk at træde sådan frem ovenpå en række metoo-sager.

Man kan sige, at det så er udtryk for en tilknappet seksualitetsmoral, men sådan er forholdene i jernindustrien altså. Der er en lang orientalistisk tradition, som forbinder den nøgne krop med utæmmede lyster og begær, med exces og den påklædte krop med fornuft, tænksomhed og rationalitet (og med normalitet). Om ikke andet, får Khader vist, at han er en mand, som træder ved siden af sin rolle - som i denne sammenhæng er at være politiker. Og sagerne (også de tidligere om henvendelser til kritikeres arbejdsgivere) handler netop om ikke at være sin rolle som politiker bevidst.

Hvis vi kigger på reaktionerne fra det radikale islamkritiske segment, blev Khaders sag af flere hurtigt vendt fra sympati til et argument om, at muslimer ikke kan integreres. Selv den, der prøver allermest at være dansker, forbliver bundet til sydlandske bøllemetoder og perversion. Khader har »hjemme« i Syden. Det er hans private base og der, hvor han kan lade op. Her er han fri og afslappet. Igen kikset i forhold til de verserende sager og hans udsigelsesposition. Khader skriver, at han elsker Danmark (og det tror jeg på), men han siger det med fødderne solidt plantet i arabisk muld.

Har du? Eller har du ikke?

I det andet relevante opslag, det fra den 17. august, hvor han kommenterer på eksklusionen fra Det Konservative Folkeparti - et opslag som han i øvrigt nu har slettet - afviser han igen alle beskyldningerne. Han er et offer for udokumenterede påstande, og han vil kæmpe. Men så kedellogikken igen: »Alle beskyldningerne er fra før MeToo-bevægelsen opstod. Ingen af beskyldningerne er arbejdsrelaterede på Borgen. Der er IKKE tale om praktikanter, sekretærer, kolleger eller lignende. Eksemplerne er fra det, man tidligere mente var omfattet af privatlivets fred«.

Altså: Du kan ikke hævde, at du er uskyldig og så samtidig komme med en lang liste med formildende omstændigheder, der implicit har din skyld som klangbund. Man kan ikke både være uskyldig og skyldig (det sidste så under formildende betingelser). Enten er der hul i kedlen. Eller også er der ikke. Enten har du lånt den. Eller også har du ikke.

Viser dette batteri af inkonsistente udsagn ikke netop, at der er noget om sagen eller rettere sagerne? Eller i hvert fald noget, som ikke »kan falde på plads«, og som giver anledning til en inkonsistent tale. At vi her har en overflade, som tildækker, men samtidig også peger i retning af en anden sandhed end din officielle?

Og argumenterne er også her i sidste omgang så dårlige, at det gør ondt helt ud i tæerne. At det er sket før metoo, gør det altså hverken mere eller mindre problematisk. Hvis anklagerne om de to voldtægter står til troende, var det akkurat lige så kriminelt og lige så strafbart før metoo som efter. Og sådanne handlinger bliver ikke mere legitime af, at de foregår i et privat hjem. Privatlivets fred, som påkaldes, handler ikke om, at hjemmet er en lovløs zone, hvor man kan gøre, som det passer én. Det var jo i øvrigt dig, som bad portrætmaleren om at komme hjem til dig for at diskutere portrættet. At male et portræt er et arbejde. Det har intet med privatlivets fred at gøre.

Det er lidt som hvis man bliver spurgt, om man er holdt op med at slå sin kone. Både »ja« og »nej« er her uheldige svar. Og Khader svarer her: »Ja, jeg er holdt op med at slå min kone. Jeg laver ikke sexkrænkelser mere: Det var noget, jeg gjorde før metoo. Og jeg har ikke forgrebet mig på sekretærer og praktikanter«. Og alle tænker så: Kun på ...

En politikers moralske habitus har altid haft betydning. Politik handler også om tillid. Søren Pape er ikke bare en chef, som kan forholde sig til en »medarbejders« gøren og laden på arbejdspladsen. Han er også en partileder, som står til ansvar over for befolkningen, og han skal - ved at appellere til denne - forsøge at hive stemmer hjem. Som sådan er »privat-Khaders« opførsel også relevant.

Jeg skal ikke afgøre, om Khader er skyldig i anklagerne eller ej. Jeg var der ikke. Og jeg er ikke dommer. Men vi kan jo starte med at lytte til, hvad Khader selv siger ...

Og lytte godt efter.

Synes du, at kommunen er der for dig?