15. juni 2021
Søren Svendsen
Foto: Søren Svendsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Debat: Jeg - en skifting?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Debat: Jeg - en skifting?
Debat - 31. maj 2021 kl. 06:34
Af Af Klaus Bondam, direktør, Cyklistforbundet

Jeg har ofte foretaget skift i mit eget liv. Jeg gør det stadig. Jeg skifter hele tiden. Jeg har skiftet job. Mange gange endda. Jeg har skiftet spor i min karriere. Jeg har endda skiftet holdninger undervejs. Jeg har skiftet land; flyttet fra et land til et andet, og jeg er flyttet fra landet til byen og tilbage til landet.

Som skuespiller er ordet skift helt essentielt: At skifte mellem scenerne, mellem akterne - men også et hurtigt skift, hvor man har få minutter til at skifte kostume undervejs imellem to scener.

At skifte gear er helt konkret noget, jeg gør, når jeg cykler (vores bil har automatgear); det lave gear giver mig lethed op ad bakken, og det høje gear øger tråddet i pedalen og giver fremdrift, når det går lige fremad. Jeg har også ventet, når jeg har skiftet tog - eller er kommet for sent til et togskifte. Det er ikke så sjovt. Jeg har skiftedes til at gøre et hårdt stykke arbejde - og, som så mange andre gange før, erkendt, at sammen er vi nu engang stærkest.

Jeg har oplevet en del skifter i samfundet, hvor en given adfærd afløses af en anden given adfærd, en ændring i de holdninger, som vi opfatter som udtryk for en fælles kultur, en nationalitet, et værdisæt. Nogle skifter er til det bedre, men oftest er der tale om et skifte til det dårligere. Jeg ser et skifte i den måde, vi taler til hinanden på både ude i virkeligheden, men i lige så høj grad, når vi er skjult bag tasteturet.

Det normative skifter også. Hvad der var »unormalt« i går, er »normalt« i dag (- og heldigvis for det ... ikke mindst fordi jeg har det så ualmindelig svært med lige bestemt de to begreber »normalt« og »unormalt«). En skifting er i øvrigt ifølge folketroen et troldebarn, der er ombyttet med et menneskebarn - en forbytning, et barn, der falder uden for det »normale«.

Jeg kan slet ikke forestille mig mit eget liv som et, der ikke skifter. Ikke at skifte er for mig det samme som noget statisk. Noget, der aldrig forandrer sig. Noget, som står stille. At noget skifter er for mig tegn på, at noget udvikler sig. Men desværre ikke altid til det bedre. Derfor er det i dag vigtigere end nogensinde før at være opmærksom på skiftet.

At jeg efter gymnasiet tog en uddannelse som edb-assistent, som førte mig til Toldvæsenet og en uddannelse som toldbetjent, er i sig selv et paradoks og om noget et udtryk for, hvor meget jeg dengang var i tvivl om den retning, mit liv egentlig skulle tage. Jeg var 24 år gammel, da jeg blev optaget på Skuespillerskolen ved Odense Teater, og det var først der, at mit fremtidige arbejdsliv og det, der skulle blive grundlaget for min karriere for alvor, anedes i horisonten.

Jeg måtte altså igennem tre uddannelser - i alt seks år - før jeg som 28-årig var »færdiguddannet«. I dag er jeg, selvom jeg med mellemrum har følt en vis irritation over, at jeg ikke fik taget mig sammen til at tage en akademisk overbygning på min spraglede uddannelse, dybt taknemmelig over at have været ung i en tid, hvor det netop var muligt at skifte mellem forskellige uddannelser.

Jeg tror, at det netop er min helt personlige og selvsammensatte uddannelse som »edb-assistenttoldbejentskuespiller«, der har givet mig muligheden for et meget varierende og afvekslende arbejdsliv. Så jeg er for retten til livslang uddannelse inklusive kvajeår og nemme muligheder for karriereskift undervejs. Som samfund bliver vi kun rigere af, at så mange som muligt uddanner sig så meget som muligt. Og bemærk, det er bestemt ikke kun akademiske uddannelser, jeg taler om her. Snarere tværtimod. At skifte spor uddannelses- og arbejdsmæssigt gennem et langt liv er ikke en dårlig ting.

For mig er et skifte fra frygt og forandringsuvilje til nysgerrighed og nytænkning det, der bringer os fremad som mennesker. Og også den bagvedliggende grund til, at jeg nu i en alder af 57 år forsøger at tage et skifte til landspolitik i og med, at jeg søger opstilling som folketingskandidat for Radikale Venstre i Københavns Storkreds. Politik handler om at være en aktiv del af den offentlige debat og skabe konkret og progressiv forandring. Jeg tror på det frugtbare i, at holdninger brydes, men også i den værdifulde styrke, det er at kunne strække sig langt for at mødes og opnå enighed og fremdrift. Et samfund bør altid stille spørgsmål ved eksisterende strukturer. Pragmatisk nytænkning og dialog er det, der bringer os fremad.

Jeg tror på det elementært snusfornuftige i at turde skifte spor og adfærd. Og så skal vi i øvrigt til at tale ordentligt til hinanden. Ellers skifter demokratiet ikke bare spor ... det kører helt af sporet.

Er du tryg ved ikke at skulle gå med mundbind mere?