17. september 2021
Vi må klæde børnene på til at færdes ansvarsbevidst på nettet, ligesom børn klædes på til at færdes i trafikken, skriver politidirektør Lene Frank.
Vi må klæde børnene på til at færdes ansvarsbevidst på nettet, ligesom børn klædes på til at færdes i trafikken, skriver politidirektør Lene Frank.
Foto: JackF - stock.adobe.com
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Debat: Hjælp dine børn i den digitale verden

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Debat: Hjælp dine børn i den digitale verden
Debat - 19. august 2021 kl. 13:43
Af Af Lene Frank, politidirektør, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

Da jeg var barn, blev vi advaret, når vi gik på legepladsen: »Du må ikke tage imod slik eller gå med andre voksne. Pas på børnelokkerne«. Vi løb nu nok større risiko for at komme til skade på legepladsens jern, asfalt og beton i mit lille barndomsland end for at møde en børnelokker.

I dag er de fysiske legepladser lavet af plastic, gummi og skum - til gengæld er der en ny fare i de digitale legerum, som ikke er begrænset af geografi. Når børn og unge logger ind, så er de i princippet bytte for alverdens »børnelokkere«. Vi bliver nødt til at hjælpe de unge til at passe på sig selv i dén verden.

Politiet får et stadigt stigende antal anmeldelser fra særligt unge piger, der anmelder en ekskæreste for at dele nøgenbilleder af dem med andre. Vi får også flere anmeldelser om det, der kaldes sextortion: unge piger og drenge, der bliver afpresset af en ukendt person, der har fået fat på ét nøgenbillede af dem, og som forsøger at tvinge dem til at sende flere billeder med et mere og mere grænseoverskridende indhold.

Der er et massivt behov for at forebygge digitale sexkrænkelser og ulovlig tvang på nettet for at skærme de unge for de alvorlige og langvarige traumer, som krænkelserne kan inde- bære.

Jeg mener, at børn og unge herunder skal lære at være varsomme med omgangen med billeder af sig selv, som de ikke ønsker spredt, og de skal lære ikke at lade sig presse til grænseoverskrid- ende adfærd af en person, som de har mødt på nettet.

Man kan sige, at jeg dermed er i gang med »victim blaming«, dvs. at jeg med denne opfordring kaster skylden for en forbrydelse på offeret i stedet for gerningsmanden med signal om, at de selv er ude om den seksuelle krænkelse på nettet, f.eks. fordi offeret på et tidspunkt har ladet sig fotografere nøgen af sin (daværende) kæreste.

Det, mener jeg, er forfejlet. Så vil det nemlig også være victim blaming, når vi råder borgerne til at passe på pungen i skuldertasken, ikke at dele deres NemID, eller til at låse døren om natten. Men det er jo bare fornuftige forholdsregler, så man undgår at blive udsat for kriminalitet. Kriminaliteten er generelt faldende, men de digitale krænkelser og sextortion på nettet er i stigning.

Børn og unge bliver nødt til at kunne agere i verden, som den er. Vi må klæde børnene på til at færdes ansvarsbevidst på nettet, ligesom børn klædes på til at færdes i trafikken. Det indebærer også, at de skal vide, hvordan de passer på sig selv. Man ser sig for, før man går over en fodgængerovergang. Også selv om bilerne burde standse. Og man passer på med nøgenbilleder af sig selv, hvis man ikke ønsker dem spredt for hele verden.

Vi som politi har fortsat meget at lære om efterforskning af kriminalitet begået på nettet. For nylig blev en mand i Esbjerg idømt seks års fængsel for at have begået strafbare forhold af seksuel karakter mod 170 børn og unge. Dommen illustrerer problemets omfang, men også at den form for kriminalitet udfordrer politiet. Der er iværksat en række initiativer, som har gjort politiet bedre til at møde ofrene for digitale krænkelser og efterforske effektivt, så gerningsmændene stilles til ansvar. Vi kan blive endnu bedre - og det arbejder vi til stadighed på.

Men politiet kan ikke løse problemet alene. Forebyggelse er en del af løsningen.

På landets skoler gøres en stor indsats for at klæde børn og unge på til livet på nettet. Det sker bl.a. i et samarbejde med politiet i regi af SSP-samarbejdet og en række organisationer som Det Kriminal-præventive Råd, Red Barnet, Medierådet for børn og unge, Center for Digital Pædagogik og Digitalt Ansvar, der tilbyder vejledning og materialer om forebyggelse af digital kriminalitet både rettet til forældre, til de unge selv og til fagprofessionelle.

Men forældre har en central rolle i forhold til i hverdagen at følge med i deres børn og unges færden på nettet. Hvem er de i kontakt med, og hvad deler de med hvem? Det er helt naturlige spørgsmål i den fysiske verden, og det skal være lige så naturligt at interessere sig for, når børnene og de unge færdes digitalt.

Synes du, at kommunen er der for dig?