5. december 2019
Vi risikerer 200 millioner klimarelaterede flygtninge inden 2050, hvis ikke vi sætter farten op på beslutninger, der reelt virker, skriver Pernille Weiss.
gallery icon

Se billedserie

Vi risikerer 200 millioner klimarelaterede flygtninge inden 2050, hvis ikke vi sætter farten op på beslutninger, der reelt virker, skriver Pernille Weiss.
Foto: ERIC VIDAL
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: De største trusler i vores tid

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

De største trusler i vores tid
Debat - 19. november 2019 kl. 14:16
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Flygtninge & klima
Af Pernille Weiss, MEP (K)

Illegal migration og flygtningekriser er ved siden af klimaudfordringen de største trusler nok i vores tid. De skal løses, uden at Europas stabilitet og sammenhængskraft risikeres. De skal løses på et fundament af sunde liberale frihandelsprincipper og ambitionen om at vedligeholde EU som verdens allermest konkurrencedygtige kontinent, der trækker resten af verden i den retning, som vi ønsker, at vores børnebørn skal vokse op i. Det er nemt sagt, og missionen er indlysende for de fleste.

I mit daglige arbejde i Europa-Parlamentet har jeg primært fokus på klimaet, og hvordan udfordringerne med at bringe CO2-udledningerne ned i tide til at kunne holde klodens temperaturstigning på 1,5 grader, som lovet i Paris-aftalen, bliver til virkelighed. Det sker i udvalgsarbejdet og gennem deltagelse i det med-lovgivende arbejde i konkrete forordninger eller direktiver, der afsluttes med store afstemninger blandt alle Parlamentets 751 medlemmer.

Men i skrivende stund sidder jeg i flyet på vej til Rwanda i Østafrika, fordi jeg også sidder i en EU-delegation. Dem er der mange af, for tilsammen dækker de alle verdens lande. Eller tæt på. Jeg er ret optaget af, hvordan vi forhindrer illegal migration og flygtningekriser i at blive en eksistenstrussel for det Europa, vi kender og gerne vil give videre til næste generation, og derfor har jeg valgt at sidde i de delegationer, der dækker hele Afrika og Middelhavsområdet. EP-valgkampen viste, at vi har lidt svært ved den diskussion, og her føler jeg stort ansvar for at flytte den i en frugtbar retning.

Delegationer i sig selv kan ikke igangsætte store forandringer. Men de er en del af EU's diplomatiske værktøjskasse, hvor vi folkevalgte politikere plejer Europas interesser ved at tage ud i verden og tale med andre lande og kontinenter om det, der mere eller mindre direkte involverer os alle.

Klimaet og fiskeriet
Delegationen, der bringer mig til Rwanda, dækker en del afrikanske lande, og derfor er det også emner af mere generel betydning for Afrika, der er på dagsordenen. Selv er jeg ordfører på en resolution, som vi forhåbentlig kan blive enige om hernede. Den handler om klimaets indflydelse på afrikansk fiskeri og aquakultur. At kunne brødføde sig selv og have stabile arbejdspladser på fødevareområdet er jo essentielt for ethvert land og region. Er der ikke nok mad til selvforsyning, og skader klimaets opførsel fiskeriet (og landbruget), er det nogle af de væsentligste faktorer, der sætter migrationer i bevægelse og nogle gange skaber flygtningekatastrofer. EU bruger penge på udviklings- og handelssamarbejde med den Afrikanske Union og de enkelte lande i Afrika - men bruges de rigtigt?

I 2015-2016 kom godt en mio. flygtninge til Europa. FN's undersøgelser peger på, at vi risikerer 200 mio. klimarelaterede flygtninge inden 2050, hvis ikke vi sætter farten op på beslutninger, der reelt virker. Også på verden omkring EU.