14. april 2021
Coronaen ramte Danmark hårdt. Men det forløbne år har også budt på kreative oplevelser, som da to kunstnere  i Roskilde samlede 40 menneskers oplevelser under corona til en lyd- og lyscollage, der bragede ud i byrummet.

Foto: Mie Neel
gallery icon

Se billedserie

Coronaen ramte Danmark hårdt. Men det forløbne år har også budt på kreative oplevelser, som da to kunstnere i Roskilde samlede 40 menneskers oplevelser under corona til en lyd- og lyscollage, der bragede ud i byrummet. Foto: Mie Neel
Foto: Mie Neel
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: De mest udsatte og sårbare glemmes ikke under krisen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

De mest udsatte og sårbare glemmes ikke under krisen
Debat - 12. marts 2021 kl. 08:01

Af Astrid Krag (S) Social- og ældreminister

Coronaen ramte Danmark hårdt for et år siden. Tusindvis blev syge. Nogle mistede livet, og mange har fået alvorlige senfølger af smitten.

Fra starten har vi haft en fælles opgave: At beskytte hinanden og især de ældre og sårbare medborgere mod corona med restriktioner og nedlukninger. Pandemien har haft konsekvenser bredt set: Ensomhed, isolation, øget arbejdsløshed og manglende omsætning i dele af erhvervslivet.

Med hjælpepakke på hjælpepakke har vi holdt hånden under dansk samfundsøkonomi og beskæftigelsen. Sat ind for at skærme mod såvel smitte som ensomhed og isolation.

Det er umuligt at holde alle skadesfri, men uden hjælpepakker og et stærkt sammenhold og samarbejde havde krisen ramt Danmark endnu hårdere.

Nu åbner Danmark endnu mere.
Fra på mandag kan alle elever komme tilbage til efterskolerne og højskolerne. Afgangseleverne i folkeskolen og på ungdomsuddannelserne kommer tilbage på halv tid i det meste af landet. Og de øvrige folkeskoleklasser kommer også så småt tilbage.

Jeg forstår godt, at mange ville ønske, at vi kunne åbne mere. For nedlukningen har ramt mange hårdt på trivslen.

Men vi må ikke glemme, hvad vi er oppe imod: En global epidemi, der muterer til flere nye og mere smitsomme varianter! Derfor er det så vigtigt, at den ikke kommer ud af kontrol.

En tredje coronabølge rammer lige nu mange steder i Europa. For eksempel hos vores gode naboer i Sverige. Også i Norges hovedstad ser vi større udbrud og nye restriktioner. Det samme i Finland, Tjekkiet og Slovakiet, hvor der nogle steder er nødretstilstand på grund af stigende smitte og indlæggelsestal.

Et skridt ad gangen
Vi er så tæt på nu at have alle de ældre og sårbare vaccineret. Det må vi ikke sætte over styr nu i en uigennemtænkt iver efter at åbne alt for meget op, alt for hurtigt. Vi må tage et skridt ad gangen.

For kun sådan kan vi passe på de ældre og sårbare, der endnu ikke er vaccineret. Og forhindre at vores sundhedsvæsen bukker under, så andre alvorligt syge ikke kan få hjælp.

Coronakrisen har lært os mange ting: At vores samfundsmodel virker. Uden velfærdssamfundet havde vi ikke kunnet holde hånden under danske virksomheder og lave trepartsaftaler til gavn for samfundsøkonomi og hjælpepakker til ældre og socialt udsatte.

Og krisen har lært os vigtigheden af samfundssind, medborgerskab og et stærkt civilsamfund. Vi har lært, hvor meget vi kan, når vi rykker sammen og har et stærkt samarbejde mellem kommuner, stat, regioner og foreninger.

Telefonsamtaler med ældre
Et værelse til den kvinde, der lever med en voldelig partner. Hjælp til det barn, der vokser op hos en alkoholiseret forælder. Og telefonsamtaler med den ældre, der kæmper med ensomhed.

De frivillige foreninger og kommunerne løfter hver dag en vigtig velfærdsopgave for de mest udsatte og sårbare mennesker i vores samfund. Coronakrisen har sat en tyk streg under, at vores velfærdsmodel, hvor vi er sammen om opgaverne, virker.

Under coronakrisen har frivillige ildsjæle rakt hånden ud til ældre, udsatte børn og unge, mennesker med handicap og andre, der har haft brug for ekstra støtte for at komme igennem den forandrede hverdag.

De frivillige sociale foreninger har taget et enormt ansvar i en tid, der bestemt ikke har været nem at navigere i med skiftende besøgsrestriktioner, forsamlingsloft og så videre. Gang på gang har foreningerne fundet nye veje, når krisen lukkede de eksisterende.

En organisation kørte for eksempel ud med krea-pakker til børn, hvis forældre ikke havde meget overskud til at aktivere dem under nedlukningen. En anden organisation arrangerede digital fællesspisning, da forsamlingsforbuddet betød, at folk skulle holde sig hjemme. Andre har lavet telefonlinjer til utrygge mennesker med udviklingshandicap, psykisk sårbare unge eller pårørende til mennesker med demens.

Uden de frivillige foreninger ville vi have været dårligere stillet under coronakrisen. Mens det offentlige har stået med mastodont-opgaver i forhold til smittebekæmpelse, opsporing, behandling og opretholdelse af den grundlæggende pleje og omsorg, så stod de frivillige sociale organisationer klar til at løfte og hjælpe til. Samarbejdet har fungeret godt med fælles fokus på borgerne og de nye problemer, der løbende kom frem under pandemien.

Derfor har vi fra politisk side valgt at støtte de frivillige organisationer, så de har kunnet hjælpe udsatte og sårbare medborgere godt igennem krisen. Ligesom kommunerne har fået dækket deres coronaudgifter.

Siden marts har regeringen sammen med Folketingets partier sikret over en milliard kroner til social- og ældreområdet. Det er i alt blevet til 19 hjælpepakker, der er gået direkte til organisationer, der har ydet hjælp og støtte til samfundets mest udsatte.

Hjælpepakkerne er blandt andet gået til nødovernatning for hjemløse, nødpladser på kvindekrisecentre, opsøgende indsatser overfor udsatte børn og initiativer mod ensomhed.

Direkte økonomisk støtte
Vi har også valgt at støtte organisationerne direkte økonomisk.

I 2020 oprettede vi en pulje, der kompenserede organisationerne for tabte indtægter fra for eksempel lukkede genbrugsbutikker under nedlukningen. Og vi har netop afsat yderligere 50 millioner kroner til en ny pulje, så organisationerne på trods af den lange nedlukning kan fortsætte med at hjælpe de mest udsatte mennesker.

Det frivillige Danmark er en vigtig del af sikkerhedsnettet under mennesker, som har det svært. Det skal vi naturligvis værne om, så vi også på den anden side af coronakrisen har et stærkt civilsamfund som en del af vores velfærdssamfund.

Lars Løkke starter nyt parti i midten af dansk politik. Kunne du finde på at stemme på hans parti ved næste folketingsvalg?