23. august 2019
Billede
gallery icon

Se billedserie

facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Danmark og Estland: Et legendarisk forhold

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Danmark og Estland: Et legendarisk forhold
Debat - 15. juli 2019 kl. 10:09
Af Kristina Miskowiak Beckvard, Danmarks ambassadør i Estland
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Som dansk diplomat arbejder man for de bedst mulige relationer til det land, man er udsendt til. Den Danske Ambassade i Tallinn arbejder for de stærkest mulige forbindelser mellem Danmark og Estland inden for politik, forsvar, økonomi, handel, kultur, teknologi mv. Indbygget i de fleste er der et dybt ønske om at bidrage til fredelige forbindelser, samarbejde om fælles interesser og fælles demokratiske værdier samt, hvis muligt, også venskab mellem vores befolkninger.

arrow Læs også: Afrika er de unges kontinent

Derfor var det en drøm, der gik i opfyldelse, da vi på ambassaden i Estland den 15. juni 2019 havde den ære at modtage Hendes Majestæt Dronningen. Et officielt besøg fra Kongehuset er altid en stor begivenhed, men denne gang var det noget helt særligt.

Den danske by

Dronning Margrethe II ankom med Kongeskibet Dannebrog 800 år efter, at kong Valdemar Sejr også ad søvejen kom til Estland og ifølge legenden modtog det danske flag fra himlen den 15. juni 1219. De danske korsriddere påbegyndte dengang straks etableringen af en fæstningsby.

Mange danskere, der i dag kommer til Tallinn, spørges af lokale, om de vidste, at Tallinn betyder »den danske by«, og at det var her, at det danske flag faldt ned. Som dansker kan man undre sig over, at esterne så frejdigt minder os om en kamp, som danskerne vandt. Imidlertid synes dette ikke at genere esterne. De kan fortælle om alle de gange, hvor Danmark siden hen har støttet Estlands frihed.

Esterne er i høj grad bevidste om deres historie og om, at Danmark i 1919 støttede Estland i frihedskampen mod Sovjetunionen, bl.a. med 200 danske frivillige. Det er også kendt, at Danmark med daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen helt i front gav vigtig politisk støtte til de baltiske landes løsrivelse fra den sovjetiske okkupation i august 1991. Estiske politikere fremhæver, at det ikke er nogen overraskelse, at netop Danmark sammen med Storbritannien igen viser Estland sin opbakning står skulder ved skulder med Estland i NATO's enhanced Forward Presence (eFP) i Estland. Efter bl.a. den ulovlige russiske besættelse af Krim i 2014 viser NATO, at landene står sammen - én for alle og alle for én.

Danmark bidrog i 2018 og vil igen i 2020 bidrage med 200 soldater til eFP-kampgruppen, og vi deltager i efteråret igen i patruljering af det baltiske luftrum. Estiske historikere påpeger i dag også, at Estland med Valdemar Sejrs ankomst blev en del af det europæiske fællesskab (som man i dag priser sig lykkelig over at tilhøre).

Dronningens have

Det er baggrunden for, at den estiske præsident Kersti Kaljulaid inviterede Hendes Majestæt Dronningen til Estland på selve 800-års-dagen. Derfor åbnede Tallinns borgmester sammen med Hendes Majestæt Dronningen en ny have, Den Danske Dronnings Have med 800 rød-hvide roser og 8 Københavnerbænke. Derfor holdt den estiske premierministers kontor en stor folkefest med koncertscene og dansk-estiske telte på Frihedspladsen.

Sigtede højt

En sådan mulighed for at fejre det danske flag og markere de dansk-estiske relationer, hvor vi samtidig netop kunne fejre 100-året for det frie Estland, ville vi ikke lade upåagtet hen. Selv om vi er en lille ambassade, besluttede vi at sætte alle sejl til og vise Danmarks og Estlands relationer gennem 800 år. Forberedelserne var intense. Alle var hårdt spændt for, også på Det Danske Kulturinstitut.

Vi sigtede højt, både i kvalitet og kvantitet, med Forsvaret, Marinehjemmeværnet, Statens Museum for Kunst, Frederiksborg Slot, Carlsbergfondet, Det Dansk-Estiske Handelskammer, Det Danske Drengekor, Københavns Kantatekor, Rigsarkivet, Københavns Politiorkester, Concerto Copenhagen, Caroline Henderson - og mange flere.

Da Kongeskibet ankom, kunne danske og estiske tv-seere og de mange tilskuere på kajen se legenden levendegjort. Denne gang blev Dannebrog ledsaget ned fra himlen af det estiske flag, da den danske jægersoldat med faldskærm havde fået følge af en estisk kollega som tegn på vores to landes »legendariske« venskab. Når to lande gensidigt fejrer hinandens nationale symboler, bliver forholdet ikke meget bedre.