1. juni 2020
Kup-regeringen  holdt sig  kun ved magten en uges tid  skræmt væk bl.a.  af  fagbevægelsens trussel om en generalstrejke, skriver Henning Tjørnehøj. På billedet ses politi og vrede danskere på Amalienborg Slotsplads under Påskekrisen 1920.                                                                                                                                                                      Foto: Scanpix
gallery icon

Se billedserie

Kup-regeringen holdt sig kun ved magten en uges tid skræmt væk bl.a. af fagbevægelsens trussel om en generalstrejke, skriver Henning Tjørnehøj. På billedet ses politi og vrede danskere på Amalienborg Slotsplads under Påskekrisen 1920. Foto: Scanpix
Foto: Holger Damgaard/Ritzau Scanpix
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Da kongen udløste »den alvorligste krise i folkestyret«

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Da kongen udløste »den alvorligste krise i folkestyret«
Debat - 27. marts 2020 kl. 15:21
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Af Henning Tjørnehøj
Ellebakken 29, Birkerød

Venstre og Socialdemokratiet er landets to ældste partier. Der er kun et års aldersforskel. Venstre blev grundlagt i 1870, Socialdemokratiet året efter. Men allerede ved valget i 1872 blev Venstre landets største parti. Det blev Socialdemokratiet først i 1913. Når det tog så lang tid, skyldtes det, at dette partis mange indledende år var præget af voldsomme forfølgelser fra de godsejer-konservatives og de national-liberales side.

Som nævnt blev Venstre ved valget i 1872 landets største parti. Hvis der nu havde været tale om parlamentariske tilstande, burde Venstre have dannet regering Men det kom først til at ske i 1901. Det år lykkedes det omsider for Venstre og Socialdemokratiet at få overtalt en noget modvillig kong Chr. IX. til at indføre parlamentariske tilstande her i landet. Venstre kunne endelig danne regering.

Den store Venstre-leder i disse år hed J. C. Christensen. Han måtte imidlertid forlade statsministerposten i 1908, da hans justitsminister, højesteretssagfører P. A. Alberti, meldte sig for et underslæb svarende til godt fem milliarder nutidige kroner. J. C. Christensen havde siddet mange advarsler om Albertis økonomiske situation overhørig. Alligevel undgik han en dom ved Rigsretten. I 1913 blev Socialdemokratiet så landets største parti, og det vedblev det med at være ved valget i 1918. Det begyndte derfor at se lidt sort ud med mulighederne for, at J. C. Christensen kunne genindtage sin statsministerpost.

Men i marts 1919 fik regeringen Zahle baseret på S-R-flertallet i Folketinget behov for at optage et statslån med henblik på betaling af nogle ekstraordinære udgifter som følge af Første Verdenskrig. I den anledning opstod der uenighed mellem S-R- og V-K-partierne. Det udviklede sig til den såkaldte Statslånskrise. Chr. X. bad under denne krise J. C. Christensen træde til. Fra det ene døgn til det andet mødte han frem med en V-ministerliste, uden at nogle af hans ministeremner havde afvist at stille op, skønt der var tale om en grov anti-parlamentarisk handlemåde, eftersom der hverken havde været gennemført en afstemning i eller et valg til Folketinget.

Kongen fortrød
Efter pres fra S-R-partierne fortrød Chr. X. imidlertid sin anti-parlamentariske regeringsopfordring til J. C. Christensen. Men der gik kun et år, så gjorde Chr. X. sig klar til et nyt anti-parlamentarisk udspil - hans Påskekup i 1920 . J. C. Christensen fik ikke som i 1919 mulighed for at blive statsminister. Men i sin disputats »Påskekrisen 1920« (1968) udpeger historikeren Tage Kaarsted Christensen som en af dette kongelige kups »nøglesikkelser«. (Under en samtale med Kaarsted undrede jeg mig over udtrykket Påskekrisen - kuppet kom jo før krisen. Det erkendte han.)

I stedet for at gøre J. C. Christensen til statsminister valgte Chr. X. at udnævne sin private advokat, højesteretssagfører Otto Liebe, til denne ansvarsfulde post. Liebe indsatte en regering bestående af nogle af »Rigets bedste Mænd« - personer højt på strå, men med lave tanker om parlamentarismen.

På avisen Social-Demokratens forside blev det den 29. marts 1920 med store typer fastslået: »Kongen begår statskup«. Men kupmagerne skulle »blive vidne til en folkerejsning af uanet vælde. De skal ikke ret længe få lov at triumfere over deres kup«. Det kom til at slå til. Kup-regeringen holdt sig kun ved magten en uges tid skræmt væk bl.a. af fagbevægelsens trussel om en generalstrejke.

Denne beslutsomhed gjorde Liebe-regeringen nervøs. Den øgede derfor Københavns militære styrke ved at indkalde forstærkninger fra Helsingør, Roskilde og Vordingborg. Folketingets 1. viceformand Jens Vanggaard var en af de mindst ligeså aktive Venstre-kupforkæmpere som J. C. Christensen. Han beklagede bl.a., at Liebe-regeringen ikke førte endnu flere tropper ind fra provinsen til hovedstaden. Samtidig burde denne kup-regering iflg. Vanggaard lade »kompagni efter kompagni trække ind gennem Nørrebrogade med opplantede bajonetter« for på denne måde at skræmme den københavnske arbejderbefolkning.

Kun to dage efter Chr. X.'s statskup inviterede Liebe-regeringen Socialdemokratiets og fagbevægelsens ledelse til en forhandling. Man havde reserveret et stort lokale, da man ventede en større arbejderdelegation. Men S-formanden Thorvald Stauning kom alene. I en fire timers lang forhandling belærte denne cigarsorterer disse høje herrer i Liebe-regeringen om, hvad der skulle forstås ved parlamentarisme. Måske burde Stauning også have givet J. C. Christensen og andre ledende Venstre-folk et kursus i parlamentarisme.

Formænd indkaldt
Et par dagen senere besluttede Chr. X. sig til at indkalde formændene for Rigsdagens fire partier. Der udspandt sig ved denne lejlighed en voldsom diskussion mellem Stauning og J. C. Christensen - en diskussion, de havde været afskåret fra at føre i Folketinget, fordi Christensen havde modsat sig, at Tinget blev indkaldt. I øvrigt rådede han kongen til at »tage stødet nu«. Chr. X. burde med andre ord lade generalstrejken gå sin gang. Der ville iflg. Christensen »ikke ske andet, end at førerne i løbet af nogle dage hænger på lygtepælene«.

På Statsbiblioteket i Aarhus kan man lytte til en grammofonplade, hvor J. C. Christensen bl.a. beretter om »det parlamentariske styresæt, der er godkendt i så godt som alle kulturstater«. Desværre bliver han ikke spurgt, hvorfor han ved to lejligheder satte Danmark uden for det, som han på grammofonpladen kalder »kulturstater«, nemlig da han støttede Chr. X.'s groft anti-parlamentariske aktioner såvel i forbindelse med Statslånskrisen i 1919 som i forbindelse med kongens Påskekup i 1920 - dette kup, der iflg. Tage Kaarsted »udløste den alvorligste politisk-parlamentariske krise, som vort folkestyre har kendt«.

Alle personer over 18 år har nu muligheden for at bestille en test for coronavirus, selv om de ikke har symptomer. Er det noget du vil benytte dig af?