4. juli 2020
Signe, Asser og Jacob J. foran det famøse husnummer.                                                                                                              Privatfoto
gallery icon

Se billedserie

Signe, Asser og Jacob J. foran det famøse husnummer. Privatfoto
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Da et husnummer satte sindene i bevægelse

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Da et husnummer satte sindene i bevægelse
Debat - 04. juni 2020 kl. 08:37
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Af Asser Skude Sognepræst, kandidat til bispevalget

Grundlovsdag og fars dag falder sammen. I år for præcis 50 år siden - grundlovsdag 1970 - blev min far en del af Danmarks-historien, jf. Poul Hammerichs »Danmarkskrønike« (1980, bind 3, side 125-26). Jeg var kun et halvt år, da det skete, men dagen blev en markør og identitet for min far og mange andre i en tid, hvor individualismen og postmodernismen fik sit gennembrud.

Stedet var Herstedøster Sogn i det, der dengang hed Herstedernes Kommune på Københavns Vestegn. Min far, som var og er passioneret arkitekt, fandt vores rækkehus temmeligt ordinært, som det lå der på rad og række i det flade Hedeland, hvor traktose (jord, komprimeret af tung kørsel, red.) gav lange udsigter for, at hække og beplantninger ville mildne helhedsindtrykket.

Og så var der problemet med, at de mindste børn kunne have vanskeligt ved finde hjem, fordi husene var gentagelser i hundredvis. Min far har fortalt, hvordan han hjalp grædende børn på deres trehjulede cykler med at finde netop deres hus - somme tider hjulpet af at finde det søgte husnummer på den trehjulede. Så prøvede han at komme udviklingen i forkøbet ved at male et tydeligt husnummer på vores hus. Så ville i det mindste hans egne børn altid kunne finde hjem. Og samtidig søgte min far på denne vis at bryde noget af kvarterets monotoni.

Som tænkt så gjort. En aften tog min far hele havelågen af dens hængsler og bar den ind i stuen, for at den i vandret position kunne være lettere at male. Og for at den i nattens løb kunne tørre. Næste dag var det grundlovsdag - dengang som nu en halv arbejdsdag. Så først da min far var hjemme over middag - han var i mellemtiden blevet ansat på landets største tegnestue - kunne han fortsætte arbejdet med havelågen. Den blev hængt pænt på sine hængsler, hvorefter han begyndte at male den resterende del af husnummeret på plankeværkets faste del.

Genboen klagede
Min far nåede vel næppe at tage nogle få penselstrøg, før en velklædt herre med et bundt papirer i hånden standsede hans arbejde Den nydelige herre præsenterede sig som formand for grundejerforeningen og fremholdt, at genboen havde klaget over havelågen. På grund af manglende beplantning kunne genboen se lige ind i vores havelåge fra sin opholdsstue.

Den nydelige herre gav sig uopfordret i gang med at fabulere over, hvordan min far kunne få fjernet det bemalede husnummer, enten med slibning eller ved afvaskning. Men da min far ikke engang var færdig med at male sit husnummer, blev han nok lidt pikeret/irriteret og malede uanfægtet videre. Min far var spændt på at se det endelige resultat.

Således måtte formanden gå med uforrettet sag, mens min far omsider kunne lægge penslen og på afstand danne sig et overblik over situationen. Freden skulle dog blive kort, eftersom han få dage senere modtog et brev fra foreningens advokat. Heri stod at læse: »Af grundejerforeningen »Platanhaven« er jeg blevet gjort bekendt med, at De på utraditionel måde har malet Deres husnummer på facaden af udhuset og indgangslågen til det Dem hørende rækkehus. Jeg har forstået, at tallene er malet i en sådan farve og størrelse, at naboer og forbipasserende føler sig generet og skal derfor, under henvisning til den på Deres ejendom hvilende deklaration henstille, at tallene fjernes og lågen og udhusvæggen føres tilbage til den oprindelse stand snarest mulig og dog inden en måned fra dato.«

Det sidste skulle dog ikke blive nødvendigt. Dels havde min far undervejs frivilligt ændret bemalingen, så den nu var lilla med lyserød staffering, dels havde den stedlige borgmester selv efterfølgende malet sin egen hoveddør på parcelhuset med et stort »Madsen« og et endnu større »15«. Så sagen imod min far blev indirekte skudt i sænk. Borgmesteren havde - med sit personlige valg og sin handling - indirekte lukket mundet på min fars kritikere og kommunens tekniske forvaltning.

Den gamle grundejerforenings bestyrelse gik af i protest. Den postmodernistiske og individualistiske bevægelse var skudt i gang i vores lokalområde. Og ikke nok med det, den nye bestyrelse spurgte endda min far, om han ville male bebyggelsens lokale legeplads - i mange farver og med mange mønstre. Det skete med hjælp fra de mange lokale børn, men også mange voksne, som stod og så til, men deres børn gik »all in« med maling og pensler.

Nye farver
De efterfølgende år - hvert kvartal - malede min far vores havelåge over i nye farver - formentlig til irritation for nogle. Og adskillige år - i de knap ni år vi boede der - kunne min far nytårsmorgen hente vores havelåge adskillige hundrede meter fra vore matrikel, da ukendte gerningsmænd havde lavet »drengestreger« og fjernet lågen under nytårsfesten og efterladt den på en skrænt.

Bemalingen på grundlovsdag 1970 blev på godt og ondt - omend i beskeden målestok - lokalhistorie på Vestegnen, men også et lille stykke Danmarks-historie. Samtidig også bare en fortælling om en far, som gjorde og har gjort sit for at sætte sit præg på et ellers ordinært byggeri, med farver og former, en forløber for supergrafik og individualisme, eller bare postmodernisme.

Efter aftale med min far, Flemming Skude, har jeg brugt nogle af hans formuleringer fra den kronik, han bragte på 25 året for »Sturt, sturt nummer« i Berlingske tidende, 3. juni 1995.

Har du ændret dine indkøbsvaner i forbindelse med coronakrisen?