8. december 2019
Den daværende amerikanske præsident Bill Clinton taler til 80.000 på Nytorv i København, den 12. juli 1997. Den folkelige opbakning til præsidentbesøget var så stærk, at den dannede en beskyttende mur omkring præsidenten. Det var den stærkeste modstandskraft, vi som ansvarlige kunne ønske os, og den forhøjede de officielle sikkerhedsmæssige foranstaltninger, som vi havde knoklet med at få på plads, erindrer Hans Jørgen Bonnichsen op til præsident Trumps besøg i september.                                                                                                                                        Foto: Linda Kastrup/Scanpix
gallery icon

Se billedserie

Den daværende amerikanske præsident Bill Clinton taler til 80.000 på Nytorv i København, den 12. juli 1997. Den folkelige opbakning til præsidentbesøget var så stærk, at den dannede en beskyttende mur omkring præsidenten. Det var den stærkeste modstandskraft, vi som ansvarlige kunne ønske os, og den forhøjede de officielle sikkerhedsmæssige foranstaltninger, som vi havde knoklet med at få på plads, erindrer Hans Jørgen Bonnichsen op til præsident Trumps besøg i september. Foto: Linda Kastrup/Scanpix
Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Da Clinton indtog København

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Da Clinton indtog København
Debat - 13. august 2019 kl. 22:11
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

trumps besøg: Hans Jørgen Bonnichsen ser tilbage på den tid, da han var medansvarlig for sikkerheden omkring præsidenterne Clinton og Bushs besøg i Danmark - og ønsker held og lykke til de sikkerhedsfolk, der i begyndelsen af september skal sørge for, at præsident Trumps besøg også bliver vel gennemført.

Af Hans Jørgen Bonnichsen, forfatter, foredragsholder og tidligere chefkriminal­inspektør i PET

Da den amerikanske præsident Bill Clinton gik på talerstolen på Nytorv i København den 12. juli 1997, brød jublen løs. Han talte lige ind i mange danskeres hjerter ved at sige: »Enhver dansker har en slægtning i USA. I dag kan jeg sige, at alle amerikanere ved, at de har en ven i Danmark«.

Det var en fest, som selv de velforberedte og velmobiliserede demonstranter ikke havde en jordisk chance for at ødelægge. I det fjerne hørtes et enkelt kanonslag, måske to, mere kunne det ikke blive til. Den folkelige opbakning til præsidentbesøget var så stærk, at den dannede en beskyttende mur omkring præsidenten. Det var den stærkeste modstandskraft, vi som ansvarlige kunne ønske os, og den forhøjede de officielle sikkerhedsmæssige foranstaltninger, som vi havde knoklet med at få på plads. Det var begrænset, hvad de ellers så krævende Secret Service-agenter kunne kritisere os for.

Ingen folkefest
Derefter gik der otte år, og for anden gang i historien skulle Danmark have besøg af en amerikansk præsident den 5.-6. juli 2005. En folkefest kunne næppe forventes. George W. Bush var den mest truede person i verden. Han var nummer et på terroristernes måltavle, så risikoen for et attentat i Danmark var til stede. Kun få uger før ankomsten kastede en tilskuer i Tbilisi i Georgien en håndgranat mod præsidenten. Den landede bare 30 meter væk uden at eksplodere. Planlægningen af sikkerheden var bygget op omkring frygten for selvmordsterrorisme. Hvordan skal jeg nok lade være med at fortælle om, da en tidligere PET-ansat er idømt fængselsstraf for krænkelse af sin tavshedspligt bl.a. på dette område.

Der skulle iværksættes maksimale politimæssige sikkerhedsforanstaltninger

for at sænke risikoniveauet til det lavest mulige. Truslerne udeblev da heller ikke: »Når du besøger Danmark, skal du vide, at mange danskere er taknemmelige for denne mulighed for at slå dig ihjel«. »Død over impe­rialismen og død over Bush« og »Gå på gaden og smadr alt, hvad smadres kan«. Sådan lød nogle af parolerne. Besøget krævede også en offensiv præventiv indsats. Det mærkede beboerne omkring de steder, hvor Bush og hans følge skulle opholde sig. De blev kontaktet og bedt om at bistå direkte til opbygningen af det bolværk, der skal til for at forhindre et attentat. Deres opmærksomhed skulle rettes mod afvigelser i hverdagsbilledet, f.eks. personer, der observerede, fotograferede og anden mistænkelig adfærd og objekter ved kloakssystemer og vejkanter; afvigelser, de øjeblikkelig skulle indberette til politiet.

Alt blev endevendt
Fra politiets side undersøgte man intensivt alt, hvad Bush ville komme i kontakt med. Ved hans ankomst blev en massiv overvågning og bevogtning iværksat. Såvel civile som uniformerede politifolk deltog, og både synlige og skjulte agenter omgav præsidenten - nogle kørende, andre gående og andre igen mere stationære.

Der blev etableret checkpoint med grundig personkontrol og minutiøs screening af køretøjer ved brug af metaldetektorer, håndsøgere, spejle og andet udstyr og alternative køreruter. Men den ydre modstand gjorde det ikke alene. Den nødvendige personbeskyttelse af George Bush og hans følge var konstant og blev varetaget af præsidentens egne Secret Service- agenter og PET's livvagter.

Oven i alt dette var fokus på kræfter, der kunne true Bush og hans følge. Kræfter, der talte terrori- ster, venstrefløjsekstremister, stalkere og psykisk ustabile personer. Det betød bl.a., at målpersoner, der flirtede med tanker om uro og terror, og som PET havde i kikkerten, blev overvåget mere intensivt end ellers. Der blev desuden gennemført et stort antal såkaldt præventive samtaler, hvor vi anmodede relevante personer og grupper om at medvirke til, at alt forløb fredeligt.

Alle disse initiativer minimerede risikoen under George W. Bushs besøg. Det virkede. Den folkelige modstandskraft virkede også her. Det viste sig pudsigt aftenen før, Air Force One landede i Kastrup. Nogle beboere omkring Billund Lufthavn kontaktede politiet. De havde mødt tre mystiske mænd af anden etnisk herkomst, der på et fremmed sprog havde spurgt, hvor man kunne leje et fly. »Tænk, hvis det lykkedes, så kunne det bruges som våben mod Fredensborg, hvor Bush skulle møde dronning Margrethe«.

En efterforskning afslørede, at de tre mænd var helt uskyldige forretningsfolk, der havde spurgt om vejen til »Fly Inn«, en lokal bed and breakfast. Sprogforbistringer eller ej, så var det et eksempel på befolkningens årvågenhed. Det kunne jo have været virkelighed.

»Simply the best«
Sådanne resultater og en fejlfri gennemførelse af præsident Bushs besøg bevirkede, at Secret Service før afrejsen gav udtryk for, at dansk politi og PET var »simply the best«. Selv når vurderingen fratrækkes den sædvanlige til tider overdrevne og overfladiske amerikanske høflighed, var det et fremragende resultat.

Og sådan håber jeg også det bliver for mine kolleger, der i øjeblikket knokler for at sikre præsident Trumps besøg i Danmark den 2. og 3. september. Men jeg er også sikker på, at de, som vi, ånder lettet op, når kontroltårnet i Kastrup meddeler, at Air Force One er »airborne« og på vej ud af det danske luftrum.

Kilder: H.J. Bonnichsen: »Hånden. En PET og

politikrønike« (2006).
H.J. Bonnichsen: »Frygt og fornuft i terrorens tidsalder« (2008)