25. september 2021
De unge mennesker på cafeen sidder tæt ved de cementtønder, der spærrer vejen. Foto: Klavs A. Holm
gallery icon

Se billedserie

De unge mennesker på cafeen sidder tæt ved de cementtønder, der spærrer vejen. Foto: Klavs A. Holm
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Cypern - det svære diplomati

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Cypern - det svære diplomati
Debat - 26. juli 2021 kl. 08:03

Af Klavs A. Holm,
Danmarks ambassadør

i Grækenland og Cypern

På caféen i den gamle bydel i Cyperns hovedstad Nicosia sidder de unge længe over kaffen. De ser ikke ud til at tænke over, at caféen ligger helt op til grænsen mod det Nordcypern, som Tyrkiet har besat siden 1974. Olietønder fyldt med cement er sat op, så ingen kan komme forbi. Der er ikke pigtråd på toppen af dem. Det er nemlig ikke nødvendigt, da der bag tønderne er et 50 meter ingenmandsland, som bliver intenst overvåget af tyrkiske soldater.

Bag de unges tilsyneladende politiske sorgløshed gemmer sig et af Europas måske mest komplicerede politiske/diplomatiske problemer.

Efter at Cypern fik uafhængighed af Storbritannien i 1960, udbrød der kampe mellem øens græske og tyrkiske befolkningsgrupper. Og i 1964 udstationerede FN en fredsbevarende styrke på øen, hvor også danske soldater deltog frem til 1992. I 1974 besatte Tyrkiet den nordlige del af Cypern, og i 1983 udråbte de tyrkiske cyprioter »Den tyrkiske Republik Nordcypern«. Denne »stat« er siden ikke blevet anerkendt af noget andet land end Tyrkiet.

Stødpudezone
FN oprettede en stødpudezone mellem det oprindelige Cypern og det besatte nord - den såkaldte grønne linje. Så nu er der i det mindste fred, men den faktiske deling af øen har skabt en masse problemer.

Øen er nu delt af en grænse, som man kun kan passere med alle de formaliteter, det fører med sig. Mange græsk-cyprioter måtte forlade deres ejendomme i det besatte område, og de har så stået tomme siden 1974 eller er blevet de facto eksproprieret af tyrkisk-cyprioter. Et andet problem er de tyrkiske tropper på nordøen, som FN anslår til ca. 30.000, hvilket gør Cypern til et af de mest militariserede områder i verden i forhold til arealet.

Siden delingen er der gjort mange forsøg på at finde en forhandlingsløsning. FN's nuværende generalsekretær, António Gutteres, var før sit nuværende job FN's særlige udsending til Cypern-konflikten. Gutteres lagde forarbejdet til et løsningsforslag, der i 2017 var meget tæt på at blive accepteret af parterne.

Der var i forslaget lagt op til en slags føderation mellem nord og syd med et parlament med et fast antal pladser til de to befolkningsgrupper (ca. 800.000 med græsk oprindelse og ca. 220.000 tyrkisk-cyprioter). Men man kunne bl.a. ikke blive enige om, hvad der skulle ske med de mange tyrkiske soldater, som græsk-cyprioterne ikke ville acceptere i den ordning.

Forhandlinger
I april i år forsøgte Gutteres sig så igen, og parterne blev indkaldt til forhandlingerne sammen med Grækenland, Tyrkiet samt UK og med EU som observatør. Men forhandlingerne nærmest kollapsede, inden de var begyndt, da Tyrkiet fremsatte et helt nyt krav: Tyrkiet ønsker nu en tostatsløsning - altså to selvstændige lande på øen.

Dette ville efter græsk-cyprioternes opfattelse være det samme som at blåstemple den tyrkiske invasion fra 1974 og acceptere, at man skulle leve lige op af en statsdannelse, som verdenssamfundet fra starten af havde taget afstand fra.

Samtidig spiller Cypernspørgsmålet ind i de efterhånden mange udeståender, som nabolandene, EU, USA og andre har med Tyrkiet. Cypern er således endnu en del af de ret mange problemsager, hvor Tyrkiet er part.

I mine kontakter med græske politikere og diplomater nævnes Tyrkiet som det altoverskyggende politiske problem. Sagen drøftes også løbende i EU og var på dagsordenen på topmødet den 24.-25. juni 2021.

Problemer med Tyrkiet
Listen af Tyrkiet-emner er lang:

Tyrkiet har boret efter olie og gas i cypriotisk territorialfarvand trods stærke protester fra Cypern, Grækenland og EU. Lige nu er boreskibene trukket væk, men de kan hurtigt komme igen.

Også Tyrkiets aftale med EU om håndtering af de 3,5-4 mio. syriske flygtninge i landet er et emne. Tyrkiet ser gerne, at EU i de kommende år hjælper med mere end de 45 mia. kr., der allerede ligger i aftalen, og EU ønsker, at der kommer mindre migrationspres på de ydre EU-grænser.

Tyrkiet har også indgået en aftale med Libyen om territorieafgrænsning i Middelhavet, som ikke tager hensyn til store græske øer som f.eks. Kreta. Tyrkiet har endvidere territoriale krav, der ignorerer de græske øer tæt på Tyrkiets kyst. Her siger Grækenland, at det strider mod reglerne i FN's Havretskonvention, men Tyrkiet har som et af få lande i verden ikke ratificeret denne aftale.

Grækenland protesterer desuden over, at tyrkiske fly jævnligt krænker græsk luftrum, og endelig er der menneskerettighedssituationen i Tyrkiet, hvor EU på topmødet udtrykte bekymring over de tilbageskridt, der er sket i Tyrkiet vedrørende respekt for demokratiet, kvinders rettigheder mv.

Det er i denne problembuket, at Cypern-spørgsmålet skal ses. Nogle har sammenlignet denne diplomatiske udfordring med at spille tredimensionelt skak. Og under en nylig rejse til Cypern sagde en af deres top­embedsmænd til mig, at tiden faktisk arbejdede imod en løsning - det plejer ellers tit at være omvendt i international diplomati.

Det, han hentydede til, var, at der bliver flere og flere unge - f.eks. dem på caféen op ad de cementfyldte olietønder - som aldrig har kendt andet end den separerede ø. De passerer ofte grænsen, men tænker nok ikke længere så meget på, at det kunne være anderledes.

Men det gør de ældre. De kan huske borgerkrigen, dem, de har mistet, og den ejendom, der nu ligger på den anden side, og som de aldrig fik erstatning for - de sætter deres lid til, at diplomaterne kan bane vejen for en varig politisk løsning.

Stemmer du til kommunalvalget i år?