8. marts 2021
Luften er blevet renere under covidpandemien, fordi bilerne er væk fra det ellers så trafiktætte Beirut. Mine gåture i Beirut byder på stærk graffitikunst i bybilledet, som nu i stigende grad afspejler libanesernes dybe frustrationer og følelse af afmagt over landets tilstand. Tilbage står håbet om forandring og fremgang, skriver Merete Juhl, som også har taget billederne.
gallery icon

Se billedserie

Luften er blevet renere under covidpandemien, fordi bilerne er væk fra det ellers så trafiktætte Beirut. Mine gåture i Beirut byder på stærk graffitikunst i bybilledet, som nu i stigende grad afspejler libanesernes dybe frustrationer og følelse af afmagt over landets tilstand. Tilbage står håbet om forandring og fremgang, skriver Merete Juhl, som også har taget billederne.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Covid-19: Endnu en krise i et dybt kriseramt land

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Covid-19: Endnu en krise i et dybt kriseramt land
Debat - 16. februar 2021 kl. 08:34

Af Merete Juhl, Danmarks ambassadør i Libanon

Vi bliver nødt til at gå på arbejde for at prøve at holde sulten fra døren og skaffe mad til vores børn eller at gå på gaden og demonstrere mod politikerne, der ikke hjælper os. Det svarer mange fattige i Libanon, når der bliver spurgt ind til, hvorfor de ikke overholder covidudgangsforbuddet i en situation, hvor hospitalerne har nået kapacitetsgrænsen, og nogle patienter selv køber ilt- apparater og behandler sig derhjemme eller får behandling på hospitalsparkeringspladserne, fordi der ikke er flere sengepladser indenfor.

En så hård covidkrise var bestemt ikke, hvad Libanon havde brug for i en situation med i forvejen dyb økonomisk, finansiel og politisk krise. For at få smitteudbredelsen under kontrol har den libanesiske regering lukket samfundet hårdt ned, så udgang nu kræver særlig tilladelse, og forsyninger, for eksempel mad fra supermarkederne, kræver udbringning til hjemmene.

Endnu flere fattige
Nedlukningen betyder også, at endnu flere er røget ud i fattigdom og nu også sult. Den desperate situation for Libanons fattige har flere steder udløst voldelige demonstrationer mod regeringens manglende evne til at hjælpe sine borgere. Det er ikke mindst sket i landets fattigste by Tripoli, hvor mange indbyggere ser stort på maskepåbud og udgangsforbud. Risikoen for bødestraf for ikke at overholde covidrestriktionerne gør ikke indtryk på de fattigste, som i forvejen har opgivet at købe de mange basale fornødenheder, der er steget voldsomt i pris i takt med den økonomiske krise og faldet på 80 procent i den libanesiske liras værdi.

Armoden kommer tæt på, når libanesere, der indtil for nyligt klarede sig økonomisk, nu stopper en høj udlænding som mig på gaden i Beirut og spørger efter penge, fordi covidkrisen betyder, at de har mistet deres arbejde og ikke kan forsørge deres familie.

Pandemien blev ellers i første omgang betragtet som relativt godt håndteret i Libanon med en effektiv nedlukning i foråret, hvilket begrænsede smitteudbredelsen. Men den 4. august 2020 fandt en historisk stor ikke-atomar eksplosion sted i Beiruts havn. Over 200 mennesker blev dræbt, 6000 såret og 300.000 gjort hjemløse med endnu dybere økonomisk krise til følge. I løbet af efteråret fulgte stigende fattigdom og et stigende antal covidsmittede.

5500 tilfælde om dagen
En ny nedlukning fulgte, men den libanesiske regering valgte at genåbne over jul og nytår af hensyn til økonomien og mulighed for sammenkomster. Det sendte i midten af januar antallet af nye smittede, rekordhøjt op på omkring 5500 nye daglige tilfælde. Med en daglig testkapacitet på omkring 20.000 og en befolkning på ca. 6,8 millioner indbyggere, hvoraf omkring 1,5 millioner er flygtninge fra Syrien og Palæstina, er det høje tal. Sideløbende hermed kunne man i slutningen af 2020 konstatere tilfælde af smitte med den britiske mutation i Libanon.

Ifølge Verdensbanken lever 25 procent af libaneserne nu i ekstrem fattigdom, og 90 procent af de syriske flygtninge i Libanon lever i ekstrem fattigdom. Verdensbankens nye, sociale sikkerhedsnetprogram og indkøb af to millioner doser covidvaccine samt en række andre bistandsindsatser, som også Danmark bidrager til, er helt afgørende for Libanons fattigste, som supplement til den libanesiske stats egne sparsomme indsatser.

Vi vil bare gerne overleve, siger mange libanesere og håber på, at Libanon rejser sig igen, så de får en mere tålelig hverdag. Det støtter Danmark sammen med EU, FN, Verdensbanken og andre donorer Libanon i.

Nu må butikkerne igen åbne dørene op for kunder. Skal du derfor ud og bytte julegaver?