14. april 2021
Alex Nyborg Madsen
Foto: Alex Nyborg Madsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Coronapas er ikke nok for et turisterhverv i krise

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Coronapas er ikke nok for et turisterhverv i krise
Debat - 31. marts 2021 kl. 14:10

Af Annette Sørensen, direktør VisitNordsjælland

Så løftede regeringen sløret for planerne for genåbningen af Danmark, og med corona-passet i hånden kan nordsjællandske museer og restauranter nu endelig sætte »åbent«-skiltet i vinduerne. Restriktionerne rammer stadig skævt, og passet er ikke en uproblematisk løsning. Men nu er der givet grønt lys til, at flere dele af oplevelsesindustrien kan åbne dørene - hvis ikke fuldt op, så i det mindste på klem - og nu er der en lille sprække af lys.

Corona-passet er dog langt fra nok til at oplyse den mørke tid, turismen er i. Det står grelt til. Lange måneder med lukning har givet økonomiske øretæver til store dele af turisterhvervet - fra byhoteller, feriecentre og vandrehjem til møde- og konferencesteder, restauranter og butikker, for ikke at tale om teatre, koncertsteder, natteliv og festivaler. Hjælpepakker og en god sommer er langt fra nok til at afhjælpe coronaens økonomiske efterslæb hos mange.

Sidste år mistede mange af de nordsjællandske museer og besøgssteder helt op til 70 procent af deres besøgende, især pga. de udeblevne udenlandske gæster. Turismen hænger ufravigeligt sammen med kulturen, og som destination er vi stærkt afhængige af svenskerne og de mange internationale turister fra København. Udsigterne til at få dem tilbage er stadig lange.

Krisen rammer skævt
Krisen har gjort det endnu mere tydeligt, at turismen ikke er en ensidig størrelse, men en sårbar værdikæde. Krisen rammer hårdt og skævt, og nogle dele af erhvervet mere end andre. Vi skal finde nuancerede løsninger, for turistbranchen har ikke tid til, at vi opfinder svarene i takt med, at bestillingerne ved kassen udebliver, og gæster bliver væk. Derfor må vi også have modet til at sætte ind dér, hvor der er mest brug for hjælp og markedsføring. Vi skal være optimistiske, men det kan koste os dyrt, hvis vi ikke også er realistiske og tør prioritere turismeindsatsen benhårdt.

Lige nu hjælper vi i VisitNordsjælland de dele af erhvervet, der har det sværest, med at tale til nye målgrupper af danskere, bl.a. de yngre og børnefamilier i hovedstaden, der pga. Corona nu holder ferie i Danmark. De lader sig næsten udelukkende inspirere online, og det kræver derfor et skarpt greb om den digitale markedsføring. Dem forsøger vi også at ramme med kampagner, der tager et 360 graders blik på destinationen. Det er ikke nok at fortælle om fantastiske naturoplevelser, vi skal også give dem inspiration til den fulde pakke, hvor kan de spise, sove, opleve lokal kultur og handle.

Samtidig er sikkerhed og håndtering af hygiejne blevet et ufravigeligt krav, et konkurrenceparameter ligefrem, i forhold til at tiltrække gæster. Derfor hjælper vi turistaktørerne med at synliggøre deres tiltag. De har styr på hygiejnen, men det skal kunne ses, også i markedsføringen.

Vi kan gøre vores, men vi savner fortsat en genåbningsplan for turismen, der sætter ind, hvor turismen er ramt hårdest, og uret tikker.

Støt de lokale
Mens vi venter, skal der igen lyde en opfordring om at støtte det lokale turist- og erhvervsliv. Det kan på ingen måde gøre det alene, og appellen er hørt før, men tåler stadig gentagelse. For hvis vi ikke selv støtter det lokale turisterhverv - så er der ikke noget at opleve, når der åbnes for de internationale turister. Så sidder du i sommerhuset i påsken og ved ikke, hvad du skal gøre med dine resterende indefrosne feriepenge, så støt den lokale café, eller book et hotelophold næste weekend og bestil takeaway. Så vi kan holde Nordsjælland åben og åbne døren for turisterne, når de vel kommer igen.

Lars Løkke starter nyt parti i midten af dansk politik. Kunne du finde på at stemme på hans parti ved næste folketingsvalg?