5. august 2021
Billede
gallery icon

Se billedserie

facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Corona-epidemien satte personale på døgnarbejde

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Corona-epidemien satte personale på døgnarbejde
Debat - 28. juni 2021 kl. 11:42

Af Uffe Wolffhechel, ambassadør, Borgerservice i Udenrigsministeriet

Udenrigsministeriets Borgerservice er en blandet butik. Vi er danskernes livline på rejsen og hjælper hvert år tusindvis af danskere i udlandet - fra stjålne pas over hospitalsindlæggelser til terrorbomber og gidseltagninger.

Her op til sommerferien har det især været vores rejsevejledninger, der har vakt interesse. Ville danskerne kunne drage på sommerferie i udlandet? Det var derfor med glæde, at vi i sidste uge kunne meddele, at der fra den 26. juni stort set er lukket op for rejser til EU og Schengen-landene - hvis altså de pågældende lande tillader danske rejsende at komme ind. Og hvis der ikke kommer farlige mutationer på tværs. Men det har været en lang og slidsom vej gennem covid-19 pandemien, før vi nåede hertil. Covid-19 har i den grad vendt op og ned på vores hverdag, som vi kendte den - men sandelig også på Borgerservices arbejde. Pludselig stod vi med en hel masse opgaver, som vi aldrig havde prøvet før.

Efter godt fem år i Kabul og Bangkok som ambassadør vendte jeg tilbage til Borgerservice den 3. februar 2020. Det blev begyndelsen på en række vilde måneder, hvor den store opgave var at hjælpe strandede danske rejsende hjem. Først skulle vi evakuere danskere fra Wuhan, mens sygdommen endnu kun var et kinesisk fænomen. Siden spredte smitten sig, og mange lande overalt på kloden lukkede grænserne uden varsel. Det havde den utilsigtede effekt, at titusindvis af turister strandede på deres drømmemål, som hurtigt forvandledes til noget, der mindede om fængsler, hvor de ikke længere var velkomne.

Da denne del af krisen var på sit højeste, havde Borgerservice over 100.000 rejsende registreret på vores såkaldte danskerliste. Og mange af dem sad fast. En lokal rejsearrangør skrev nogenlunde sådan til udenrigsministeren: »Nu sørger jeg for bussen, så sørger du for tilladelsen til at køre til lufthavnen«.

Hvad gør man så? Vores strategi og råd til de danske rejsende blev:

1. Find et fornuftigt hotel, så du har tag over hovedet og adgang til mad og sanitet.

2. Sammen med EU og vore nordiske partnere går vi i gang med at overbevise regeringerne om, at det er i både deres og vores interesse, at de mange europæiske turister kan rejse hjem.

3. Vi hjælper med at finde rejsemuligheder. Så vidt muligt med ordinære rutefly, men i nogle tilfælde med danske særfly eller ubesatte sæder på andre landes særfly.

Som noget nyt blev særflyene primært arrangeret i samarbejde med et privat rejsebureau, som solgte billetterne på Internettet. Rejsebranchen er bare bedre til at arrangere flyrejser end Udenrigsministeriet. Det blev et fantastisk samarbejde.

Det tog sin tid
Det virkede, men det tog sin tid at få alle med. Inden Covid-19 pandemien havde Udenrigsministeriets Borgerservice omkring 30 medarbejdere, men da indsatsen var på sit højeste, var vi omkring 250 medarbejdere, som arbejdede døgnet rundt og i skiftehold.

Vi ringede til rejsearrangøren med bussen og fik et godt samarbejde stablet på benene. Når bølgerne går højt, er det vigtigt at tale sammen.

Efterhånden som de strandede kom hjem, skiftede arbejdet karakter. Vi frarådede jo turistrejser til det meste af verden, så der blev færre og færre at hjælpe derude. Til gengæld blev vore rejsevejledninger den helt store opgave - om end med noget mere normal bemanding.

Regeringen udviklede en model, hvor vores rejsevejledning afhang af, hvor stort smittetrykket var i de enkelte lande. Den model opererer vi stadig med. For nogle lande får vi så detaljerede oplysninger, at vi kan have forskelige rejseråd fra den ene region til den anden. Det betyder, at det har været muligt at rejse til et populært turistområde med lave smittetal, mens vi frarådede turistrejser til hovedstaden, hvor tallene kunne være mere bekymrende.

Den seneste måned er smittespredningen faldet betydeligt i mange lande i Europa, og vi er derfor gået væk fra at fraråde turistrejser. Fra den 26. juni bliver der så lukket helt op for rejser til EU og Schengen-landene, så danskerne har mulighed for at holde sommerferie i Europa. Men man skal fortsat være opmærksom på, om der er indrejserestriktioner for danske rejsende. Vaccinerne ruller frem, og smittetallene falder også i Danmark, så flere og flere lande byder også os danskere velkomne igen. Men jeg vil stærkt anbefale, at man inden en rejse besøger Udenrigsministeriets hjemmeside (UM.DK) for rejsevejledning og oplysninger om restriktioner i de enkelte lande. Vi må så bare håbe, at der ikke kommer nye farlige mutationer og stikker en kæp i hjulet!

Når der nu igen bliver flere, der rejser til udlandet, bliver der nok også flere, der får brug for Borgerservices assistance på ambassaderne eller i Udenrigsministeriet. Men husk nu at tjekke jeres rejseforsikring - så er det meget lettere for os at hjælpe jer, hvis I skulle få behov for det.

God og sikker sommer!

Vil du gerne arbejde mere hjemmefra?