30. november 2020
Martin Merrild
Martin Merrild
Foto: Meincke Sif
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Bruxelles afgør landdistrikternes styrke

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Bruxelles afgør landdistrikternes styrke
Debat - 26. oktober 2020 kl. 14:10

Af Martin Merrild, formand for Landbrug & Fødevarer

Alt for ofte hører vi, at det nu er det Vestsjælland i særdeleshed, der er blevet Danmarks nye udfordrede udkantsområde.

Hverken udkantsområde eller rådne bananer er nu begreber, vi kan lide i dansk landbrug. Vi omtaler altid de områder, hvor både gårdene og de utallige fødevarevirksomheder og leverandører ligger, som landdistrikter og som Vækstdanmark. Her er meget af den produktion og eksport, der giver Danmark eksportindtægter. Fra slagterier i Ringsted over maskinfabrikanter ved Vordingborg til de danske grovvareselskabers siloer ved de sjællandske havne.

Men livet og arbejdspladserne på landet kommer ikke af sig selv, slet ikke når vi her konkurrerer med landbrug og fødevareindustri i så forskellige lande som Bulgarien, Polen og Portugal.

Den helt afgørende forudsætning er, at vi kan konkurrere på lige fod. For kan vi det, så har vi i den danske fødevareklynge så effektive virksomheder og så dygtige medarbejdere, at vi sagtens kan klare os.

Rammerne for de danske landdistrikter sættes dog kun i mindre omfang på Christiansborg eller i Sorø. Bruxelles er stedet, og her har der den seneste uge været helt afgørende forhandlinger om EU's landbrugspolitik, der skal gælde fra 2023. I sidste uge blev landbrugsministrene og Europa-Parlamentet enige hver især. Nu skal de blive enige med hinanden.

I Landbrug & Fødevarer mener vi, at EU's landbrugspolitik skal fokusere på at understøtte en bæredygtig produktion af fødevarer. EU's borgere og ikke mindst landdistrikterne har kæmpe fordele af, at vi er konkurrencedygtige på vores hjemmemarked og globalt.

Vi har alle et ønske om en mere bæredygtig og grøn produktion. Her er det positivt, at der tegner sig et fælles europæisk ambitionsniveau i forhold til det grønne indhold. Det er nemlig afgørende vigtigt at undgå, at nogle lande får lov at køre på frihjul, mens danske landmænd får strammet kravene. Vi er allerede rigtig langt i Danmark og er blandt verdens mest klimaeffektive fødevareproduktioner. Det vil være unfair, hvis nogle lande får at vide, at de bare skal nå dansk niveau om 20 år, mens vi skal endnu videre med det samme. Så risikerer vi, at produktionen flytter til andre lande med mere udledning. Førstnævnte vil skade de sjællandske landdistrikter økonomisk, og sidstnævnte vil skade Danmark og i sidste ende hele verden.

En forretningsmodel
Lad os i stedet inspirere verden med vores gode løsninger, vi samtidig kan tjene eksportpenge på. Men det kræver, der er en forretningsmodel.

Vi får kun en reel omstilling, hvis landmændene tjener penge, som de kan investere i nye klima- og miljøvenlige produktionsmetoder. En del af den europæiske landbrugspolitik tyder på at blive såkaldte »eco schemes.« Eco schemes gør det muligt at lave frivillige ordninger inden for miljø og klima med incitamentsbetalinger. Det er altså gulerod frem for pisk, og det er vi helt overbeviste om motiverer mere. Vi arbejder for, at incitamentet bliver reelt og mærkbart. Terminen skal nu engang betales, før vi kan investere i ny, grøn teknologi.

Når vi kører ud ad landevejene, nyder vi det kulturlandskab, Danmark byder på - og der må gerne være en lille sø eller lidt vildt krat på den flotte, bølgende hvedemark. Vi ser derfor spændende perspektiver i at indføre den såkaldte »bruttoarealmodel« i Danmark. Det vil sige, at landmanden kan lade hjørner med krat og våde pletter ligge uden at dyrke dem. Det er noget, de danske politikere kæmpede hårdt for i Bruxelles, og vi bakker op. Det er godt for biodiversiteten - men det skal også være enkelt for landmanden. Det sidste mangler vi sikkerhed for, for vi vil ikke igen drukne i bureaukratisk bøvl. Det sker alt for ofte.

Sikrer lige vilkår
Samtidig er det helt afgørende, at EU's borgere fortsat bakker op om og forstår baggrunden for den europæiske landbrugspolitik. Historisk havde den fælles landbrugspolitik, som blev indført helt tilbage i 1962, til formål at sikre en større fødevareproduktion, overkommelige priser for forbrugerne, og landmændene rimelige indkomster.

Mange tror, at en sådan støtte kun eksisterer i EU, men sådan forholder det sig slet ikke. Ser man ud i verden, er landbrugsstøtte meget udbredt - og i USA er støtten de seneste år eksempelvis eksplodereret, mens præsident Donald Trump fører handelskrig mod Kina.

Støtten giver således ikke de europæiske landmænd en fordel, men sikrer dem blot lige vilkår at konkurrere på i forhold til landmænd fra andre regioner. Og at det er vigtigt at have en velfungerende, lokal fødevareproduktion, har vi i corona-tiden fået bevist med al tydelighed.

Køber du de fleste julegaver i forbindelse med Black Friday?